Skt. Niels af Aarhus
Sankt Niels (-1180) er også kendt som Den hellige Niels eller Sanctus Nicolaus Arusiensis (el. Arhusiensis). Han var frillebarn af Knud 5. og blev født omkring midten af 1100-tallet.
Niels døde i 1180, og var genstand for helgendyrkelse specielt omkring Aarhus fra tidligt efter sin død til helt op i 1800-tallet. Trods forsøg fra kirkens side blev han dog aldrig officielt helgenkåret af paven.
Flere lokaliteter i og omkring Aarhus knyttes til Niels: Mindekorset på Skt. Olufs Kirkegård, Hellig Niels' Kilde ved Strandvejen i Aarhus og Hellig Niels' Kilde i Viby. Trods navnesammenfaldet var Skt. Nicolai Domkirke ikke indviet til Niels, men til Skt. Nicolaus af Myra.
Historisk person
Niels var frillebarn af Knud 5. (medkonge af Danmark 1154-57). Hans mor døde ifølge legenden i barselssengen, hvorefter Niels blev opdraget af sin mormor.
Niels kommer til hoffet omkring 1176 – her nævnes han i et diplom fra Skanderup som vidne til kongens (dvs. Valdemar 1. den Store, der var halvfætter til Knud 5.) overdragelse af en skov til Esrum kloster.
En årbog fra Ryd kloster i Slesvig, hvor Niels' halvbror Valdemar var biskop, nævner for 1180, at "obiit sanctus Nicolaus in Arus" ("Sankt Niels døde i Århus") – der har således meget tidligt eksisteret en opfattelse af Niels som helgen eller et ønske om at fremme denne opfattelse. Et diplom fra første halvdel af 1200-tallet nævner fordelingen af offergaver til Skt. Niels; på denne tid har folket i hvert fald har betragtet ham som sådan.
Kilderne til den overleverede helgenlegende
Niels' legende består af to tekster, A og B. De to tekster blev i forkortet form sammen med to breve fra kirken i Rom (jf. nedenfor) samlet i et håndskrift engang i middelalderen. Håndskriftet brændte i 1728, og legenden er kun overleveret i Thomas Bartholin IIs (1659-90) afskrift.
A er forfattet omkring 1254, måske i forbindelse med ansøgningen om kanonisation. Den første del af A beskriver Niels' barndom, liv og død, og er en sammenhængende, omend springende, fortælling. Den sidste del har form som opremsninger af undere efter hans død. Det er muligt, at A har skullet fungere som argumentation for kanoniseringen af Niels som helgen.
B er yngre, fra omkring 1350, og er opremsninger af undere fra Niels' liv og efter hans død. B fortæller, at i Skibby præstegård findes en bog om Niels' levned på dansk, men dette værk er ikke overleveret.
Niels' levned ifølge legenden
B fortæller, at kong Knud under et ophold i Haderslev bliver fortalt af en stjernekyndig, at der den nat skulle avles en dreng, der skulle blive stor for Gud og mennesker. Kongen beslutter sig for at blive far til denne dreng, og lader sig hente en ædelbåren pige.
Ifølge A dør Niels' mor i barselssengen, og han bliver opfostret af sin bedstemor, der skjuler, at hun ikke er hans mor. Da han er 7 år gammel, får han af jævnaldrende at vide, at hans mor er død. Bedstemoderen bekræfter historien, og drengen beslutter at bære bodsskjorte, og kun spise vand og brød på fredage, som er dagen, hvor hans mor døde. Og, fortæller legenden,
- "i det han kun lo lidet, men sukkede, trang om hjertet, elskede han alt, hvad der hørte til Guds tjeneste".
Han kerer sig om de fattige, forbliver jomfru til Guds ære, og beder hver aften indtil han udmattes.
A beretter om et mirakel i Skibby ved Århus, hvor Niels tilsyneladende har et bosæde: En aften er han faldet i søvn efter bønnen, og tællelyset vælter og sætter ild til huset. Hans tjenere vækker ham, men da han ikke kan slippe ud gennem flammerne, påkalder han Guds navn og slår korsets tegn for sig. Straks slukkes flammerne.
A fortæller videre, at Niels udførte mange andre mirakler, men de kendes ikke, da han selv skjulte dem, for ikke at søge menneskelig eller verdslig ære. På et tidspunkt beslutter han sig imidlertid for helt at hellige sig Gud, og vælger sig en kapellan, Hugo, som åndelig vejleder.
Kort før sin død besøges Niels af "Herre Jesu Kristi sendebud", der forkynder ham hans død. Næste dag uddeler han heldbringende formaninger til sine folk og almisser til de fattige, og beder om at blive begravet ved trækapellet ved havet – den lille kirke, der stod før Skt. Clemens Kirke blev bygget (Århus bys domkirke var på dette tidspunkt Skt. Nicolai Domkirke, der lå omtrent hvor Vor Frue Kirke ligger i dag). Til dette mål skænker Niels mange gaver til kapellet.
Biskop Svend (biskop af Århus 1165-1191) vælger at lade Niels bisætte ved Skt. Nicolai, formodentlig som god gestus. Men Niels' ånd er besluttet på, at hans jordiske legeme skal stedes til hvile ved trækapellet, og gør opmærksom herpå: På vågenatten tænder lys af sig selv, Niels' blinde amme påkalder ham og får sit syn tilbage, og en stjerne ses falde ned på himlen mod øst, og da folk følger den derhen, finder de tæt på kapellet en kilde, "hvis vand dannede ligesom omridset af en grav". Herefter indvilliger biskoppen i at lade Niels begrave på stedet.
Både A og B beretter om adskillelige mirakler i årene efter Niels' død. Således helbredes blinde, stumme, spedalske og krøblinger efter at have bedt til helgenen eller besøgt hans grav. Endda døde mennesker og dyr lever op igen: En dag, da kong Valdemar II rider på falkejagt, finder han pludselig falken død i sin hånd. Efter at have lovet en mark sølv i gave til Skt. Niels kommer falken atter til live.
B fortæller også, at omkring 1300 "duftede kisten med den hellige Niels' ben af en vidunderlig vellugt, der opfyldte staden og omegnen". Kannikkerne ved Skt. Clemens, der nu er byens domkirke, frygter, at denne herlige skat vil blive stjålet, og tager den derfor og sætter den i blykiste. Vellugten hører op, og underne er herefter ikke så hyppige.
Forsøget på kanonisering
Imellem de to tekster i legenden er indsat to breve fra kirken i Rom angående kanonisering af Niels. Det første er fra 1254 fra pave Innocens IV, og nævner, at kongen (Christoffer I, 1252-59), ærkebiskoppen i Lund, biskopperne ved Slesvig og Viborg samt abbeden ved Øm kloster har "ydmygt bedt os om, at vi vilde forordne, at der blev optaget vidnesbyrd om disse jærtegn" (= underne i Niels liv og efter hans død). Paven overdrager opgaven til de førnævnte kirkelige overhoveder, og beder dem meddele udfaldet af deres undersøgelser.
Det andet brev er fra 1255 fra pave Alexander IV. Det fremgår, at en skrivelse angående resultatet af opgaven nok er fremsendt, men at kirken i Rom har fundet den mindre end fyldestgørende, og begærer, at sagen undersøges nok en gang, med behørig omhu.
Der findes ikke anden korrespondance, og enten er undersøgelsen aldrig tilendebragt, eller Rom har endegyldigt nægtet at give Niels helgenstatus. Der var på den tid strid mellem biskoppen i Århus og Øm kloster – brevet synes også at tilkendegive, at det er biskoppen, der har meddelt Rom, at de andre kirkelige overhoveders undersøgelse ikke var tilfredsstillende – muligvis har denne strid umuliggjort samarbejdet i en sådan grad, at den anden undersøgelse ikke kunne færdiggøres.
I 1519 udgives Brevarium Aarhusiense, der bl.a. indeholder en kalender med vigtige festdage. Her er Niels ikke nævnt – nu betragtes han ikke længere som helgen af kirken. For folket har han derimod haft helgenstatus et langt stykke tid endnu og er blevet dyrket helt op til 1800-tallet, og flere lokaliteter i og omkring Århus er blevet knyttet til ham.
"Visen om Hellig Niels af Århus" af R. F. Ram
I Lokalhistorisk Samling, Hovedbiblioteket, Århus, findes et lille skrift trykt i 1902 med en vise, "Visen om Hellig Niels af Århus, der var en Søn af Knud, ham fra 'Svend, Knud og Valdemar'", skrevet af R. F. Ram.
Den synes kun i titel at handle om Skt. Niels, da denne Niels måske nok har samme ophav, men beskrives som en drukkenbolt, der forlyster sig i byen. Forlystelserne er heller ikke middelalderlige, men snarere samtidige kendinge: Ceres- og Trøjborg-øl, spisning på Mejlborg og Royal. Denne Niels ender sit liv som direktør med ridderkors.
Der er ingen overleveringer, der fremstiller Skt. Niels på denne måde, hvorfor visen sandsynligvis er en satire – måske inspireret af Peter Fristrups skuespil, Svend, Knud og Valdemar (1887), eller den sigter til en mere samtidig Århus-borger, som folk har kunnet genkende.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Heidi Holst Madsen og overført fra Århus Leksikon
- Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (1961), om Niels s. 177-79 Bestil materiale
- Hans Olrik: Danske Helgeners Levned, bind II (1968), s. 291-314 Bestil materilae
- Helge Søgaard: "Sanctus Nicolaus Arusiensis. Den hellige Niels fra Århus", Århus Stifts Årbøger 1976-79, 68. bind (1979), s. 75-89 Bestil materiale
