Sjette Frederiks Kro

Fra AarhusWiki
Salonen i Riis Skov fotograferet omkring 1865.

Sjette Frederiks Kro ligger i Riis Skov. Den blev indviet under navnet Salonen i 1826, og fungerer stadig som kro.

Myten om kongens jagtslot

Ude i Riis Skov lå der i starten af 1800-tallet et jagtslot. Eller måske var det et lystslot. Stedet var ejet af selveste Frederik den 6., indtil det blev omdannet til forlystelsesetablissement – først kendt under navnet Salonen og fra 1938 som Sjette Frederiks Kro – opkaldt efter sit royale ophav.

Problemet med denne historie er blot, at Frederik den 6. aldrig har ejet bygningen eller for den sags skyld haft nogen tilknytning til den. Men myten om kongen og jagtslottet har været sejlivet. Fra 1908 og flere år frem blev Salonens fødselsdag 1. august fejret med at lade ”Sjette Frederik” optræde i uniform og holde tale for sine fremmødte undersåtter.

At, Salonen ikke hængte sig i historisk korrekthed, kom også til udtryk, da der i 1904 blev holdt 100 års fødselsdag. Dagen startede med morgenserenade af 8. Regiments Musikkorps, og aftenen bød på fest med forskellige musikalske indslag og fyrværkeri. Også ved naboetablissementet Pavillonen kunne, der opleves en ekstraordinær stor koncert med operasanger Arne Christensen i anledning af Salonens runde jubilæum. I virkeligheden stod Salonen først færdig i 1826, og der var dermed reelt set tale om et 78 års jubilæum.

Skibskaptajnens Salon

Salonen set fra anløbsbroen omkring 1906

I stedet for Frederik den 6., var det skibskaptajn Per Knudsen Møller, som i 1825 opnåede tilladelse til at opføre et forlystelsesetablissement ved Risskov. Året efter kunne hr. Møller indvie Salonen, med den italiensk Lorenzo Marzetta som vært. Marzetta havde i mange år været vært i klubben Polyhymnia. Ligesom Polyhymnia krævede besøg i Salonen de første år medlemskab.

Salonen har gennem årene oplevet mange skiftende ejere og forpagtere. I 1866 døde salonens daværende ejer, hvorefter enken Marie Sørensen drev etablissementet videre indtil 1869. Hun forsøgte dog først at sælge Salonen gennem en annonce i Århus Stiftstidende

”Salonen i Riis Skov. Denne for sin smukke Beliggenhed velbekjendte Ejendom med Frugthave og Keglebane, samt Staldbygning og øvrige udvendige Huusrum, kan paa Grund af Dødsfald strax erholdes tilkjøbs. Eiendommen, som er complet indrettet til Beværtningslocale og smukt beliggende i den af Aarhus Byes Indvaanere stærkt besøgte Skov, vil kunne give en duelig Vært et rigeligt Udbytte. Liebhavere bedes at henvende sig snarest muligt til Eierinden, Marie Sørensen.”

Ludvig Thürmann som vært

I 1875 solgte en grosserer Knudsen Salonen til Aarhus Kommune for 14.000 kr. Herefter blev etablissementet lejet ud til de forskellige værter. I starten af 1890’erne var det Polyhymnias tidligere vært Frederik Larsen, som overtog lejemålet. Han gav det i 1892 videre til J.M. Stones, der ligeledes havde været vært på Polyhymnia. I 1897 blev Ludvig Emil Thürmann vært på Salonen – og her blev han i knap 40 år!

Under Thürmanns ledelse blomstrede Salonen op. I Riis Skov fandtes udover Salonen to andre etablissementer. På Ferdinandspladsen kunne proletariatet more sig, mens det bedre borgerskab holdt sig til Pavillonen, hvor der nu er vandrerhjem. Salonen havde bredt appel, men det var især byens ungdom, som blev lokket til.

Salonen manglede på dette tidspunkt elektrisk belysning, så Thürmann lokkede blandt andet publikum til med hundredvis af kulørte lamper. Disse hjalp dog ikke meget, når gæsterne måtte famle sig tilbage til Aarhus gennem mørket. Nogle af Thürmanns gæster lejede derfor en af hans lamper til at lyse på vejen hjem.

Ludvig Emil Thürmann var indehaver af Salonen i næsten 40 år

Det var først og fremmest med de musikalske indslag, at Thürmann fik aarhusianerne til at tage turen ud i Riis Skov. De første år under Thürmann var Carl Møller salonens kapelmester og komponist. Carl Møller blev i 1904 afløst af Ludwig Makwarth, der lige som Møller skrev nye sange til Salonen.. På den udendørs musiktribune blev fremført viser om Salonen som ”Riis skov Salon er den dejligste plet – dér er musikken så flagrende let” eller ”kom til Salonen blot, her er lunt og godt, herligt, herligt, her i kong Fred’riks slot” og endeligt ”En ganske ny vise om Peter og Lise, som med styrbart luftskib tog til Riis skov Salon”. Til flere af viserne var endog udviklet et helt lille teaterstykke. Salonen fik også flere kendte sangere og sangerinder fra ind- og udland til at optræde, ligesom der blev indført ønskekoncerter, hvor publikum kunne være med til at bestemme programmet.

Med droske, tog og dampbåd

Anløbsbroen foran Salonen, ca. 1907. I dag findes Den Permanente, hvor anløbsbroen lå.

Transporten til Salonen foregik i 1890’erne med drosker, som for 15 øre transporterede gæsterne fra Skolebakken til Riis Skov. Statsbanerne meldte sig hurtigt ind i kampen og sommeren over kørte der ekstra tog fra Østbanegården om søndagen, så man for blot 10 øre kunne komme på skovtur. Dette fik vognmændene på barrikaderne, og det lykkedes dem at få suspenderet statsbanernes ekstra kørsel, med henvisning til deres egen manglende indtjening. Selvom byrådet prøvede at gribe ind ved at henvende sig til ministeriet, blev togtrafikken først genoptaget i 1925, da de nye villakvarterer blev opført nord for skoven.

Fra 1897 gik nogle af skovbådsselskabet A/S Turisten sejladser også nordpå til Riis Skov, hvor en anløbsbro blev opført ved Salonen. A/S Turisten var i 1896 begyndt at sejle til Varna, Ørnereden og Moesgård. Sejladsen til Riis Skov blev aldrig nogen lukrativ forretning for selskabet og da "Aarhus elektriske Sporvej" i 1904 begyndte at køre til Risskov for 10 øre, mod skovbådenes 15 øre, anmodede selskabet byrådet om tilladelse til at nedlægge deres anløbsbro ved Riis Skov. Til gengæld ville selskabet genanvende træet til en anløbsbro ved Silistria i Marselisborgskovene. Byrådet havde ikke nogen interesse i at sejladsen til Risskov skulle ophøre, hvorfor anmodningen om en anløbsbro ved Silistria blev afvist. Sejladsen til Risskov blev alligevel opgivet i 1904, men blot for i 1906 at blive genoptaget af det nystiftede ”Dampskibsselskabet Riis Skov”.

10 år senere i 1914 genoptog A/S Turisten sejladsen til Riis Skov, da ”Dampskibsselskabet Riis Skov” overdrog sin rute og broer til A/S Turisten. Ved samme lejlighed fik Selskabet en ny skovbåd ”Ørnen”. ”Ørnen” viste sig at være ubrugelig som skovbåd, og efter blot to år i drift blev den solgt. Sammen med Ørnen forsvandt også sejladsen til Risskov.

Historiske fiksfakserier

Salonens historiske fiksfakserier efter århundredeskiftet skal måske ses i sammenhæng med, at der i Marselisborgskovene dagen før Salonens ”100 års fødselsdag” 1. august 1904, var åbnet en ny stor konkurrent. Restaurant Friheden var den første restauration til at byde velkommen til Marselisborgsskovene. Disse skove hørte indtil 1896 under Marselisborg Gods, og havde dermed været privat eje. Riis Skov havde derfor været aarhusianernes fortrukne udflugtsmål i 1800-tallet, men med en ny konkurrent måtte der tages alternative reklamemetoder i brug.

Det er nok også i denne sammenhæng at "Sjette Frederiks" genkomst på Salonens fødselsdag i 1908 skal ses. Først var det skuespilleren Max Gerhard, og senere Jacoby Warnich, som trådte i kongens klæder. Fra Salonens vinduer holdte "kongen" taler som:

Salonens have omkring 1905
"Højtærede publikum, kære venner,
ja, vi lader som vi hinanden kender
- her på denne henrivende plet,
thi da falder talen nok så let.
I kender mig nok, jeg gamle strik,
man kalder mig jo Sjette Frederik,
og hvert år kommer jeg her igen
som Salonens tro og ærlige ven.
Velkommen alle, ja, her er godt
ved det kære gamle mindeslot.
Thürmann har hejst det rødhvide flag.
Salonen holder jo fødselsdag,
og så har det været min hof-tradition
at møde her i egen person
hvert år og være hædersgæst
ved Salonens fødselsdagsfest" 1

Salonen, var udover sit musikalske liv, kendt for sin smukke beliggenhed på kanten mellem skov og bugt. Idyllen kunne dog indimellem blive forstyrret af de ildelugtende dunste, der kom fra et vandløb tæt ved. Vandløbet fungerede nemlig også som spildevandsafløb fra Pavillonen og Ferdinandspladsen længere oppe i skoven. På trods af stank, mørke og den stigende konkurrence fra Marselisborgsskovene lykkedes det Thürmann, at holde fulde huse ved Salonen på de fleste tørre sommeraftner.

Navneskifte og nye tider

Den tidligere lejlighed på kroens 1. sal, hvor blandt andre Thürmann havde bolig, er i dag omdannet til konference- og selskabslokaler

1930’erne blev et vendepunkt for Salonen. I 1936 fyldte vært Thürmann 70 år, og efter 39 år på Salonen stoppede han. Samtidigt var tilslutningen til Salonens musikalske indslag faldende og den nye vært Victor Larsen indså, at det var tid til forandringer. Sammen med stadsarkitekt Frederik Marius Draiby gennemførte Victor Larsen en gennemgribende renovering, der skulle bringe Salonen tilbage til sit oprindelige udtryk. Ironisk nok var det også i denne forbindelse, at Salonen skiftede navn til Sjette Frederiks Kro.

I 2013 blev Sjette Frederiks Kro sat til salg af Aarhus kommune. Det var ejeren af Café Casablanca, Jørgen Danielsen, der 6. januar 2014 kunne overtage kroen som højstbydende. Efter en grundig renovering af kroens stuetage kunne Danielsen slå dørene op for publikum i påsken samme år. I efteråret 2014 åbnede Sjette Frederiks Kro også op for 1. salen, og kunne dermed fordoble kroens areal. Denne etage havde tidligere været lejlighed, men er i dag omdannet til selskabs- og konferencelokaler.

Kilder og litteratur


1 Jacoby Warnichs manuskript hos kapelmester L. Andersen - gengivet i Bernhardt Jensen, ”Som Aarhus morede sig”, Århus byhistoriske Udvalg, 1966 s. 171