Martinus Hougaard (1897-1956)

Fra AarhusWiki
Tegning af Martinus Hougaard fra 1956. Motiv: Dynkarken set fra Mindet.

Martinus Hougaard - kendt under navnet Tinus - (født i 1897, død i 1956) var tegner på avisen Demokraten.

Martinus Hougaard voksede op i Heibergsgade i Aarhus. Han blev student fra Aarhus Katedralskole og tog derefter til Grønland for at arbejde som kateket, hvilket var en form for lærer. Hans karriere i Grønland blev dog kort, da han fandt ud af, at han var mere interesseret i kunst. Han tog derefter forskellige jobs i København og rejste ud i verden for at se sig om. Først tog han til Paris og derefter videre til Italien.

Efter sin rejse i Europa begyndte Martinus Hougaard på Demokraten som tegner og senere kunstanmelder. Han var meget glad for at skrive og hjalp ofte de andre ansatte med deres artikler. Martinus Hougaard var ikke interesseret i at lave kunst, der ikke kunne bruges, men ville hellere lave tegninger om tidens emner. Specielt hans tegninger om nazismen gjorde ham kendt.

Martinus Hougaard var en del af kunstnersammenslutningen "Frie, jydske malere" sammen med ledende kraft Martin Jørgensen (fra 1928 Kaalund-Jørgensen), malerbrødrene Kristian Frederiksen og Carl Frederiksen, Peter Holm og mange flere. Kunstnersammenslutningen blev stiftet i 1921, og de afholdt flere udstillinger i perioden 1921-1934 i forskellige jyske byer, bl.a. en udstilling i Aarhus Kunstbygning fra den 19. til den 24. november 1922.

I forbindelse med Martinus Hougaards død i 1956 var der en mindeudstilling med hans tegninger på Aarhus Rådhus, hvor bl.a. den senere borgmester Bernhardt Jensen holdt en tale til åbningen. Til udstillingen blev der også lavet et udstillingskatalog, som statsminister H.C. Hansen skrev forordet i.

I 2008 var der en udstilling med Martinus Hougaard og Herluf Bidstrups tegninger om nazismen kaldet 'Tegnerens kamp mod nazismen'.

Litteratur og kilder

  • Demokraten den 28.09.1956
  • Arkivalier om Martinus Hougaard fra Aarhus Stadsarkiv, AarhusArkivet.dk.
  • Stiften.dk den 23.11.1922