Kulkrisen i 1947

Vinteren 1947 slog ikke nogen kulderekorder, og alligevel er det måske den værste vinter i Aarhus’ historie. I starten af 1947 oplevede Aarhus 42 dages konstant frost, samtidig med at vinden ubønhørligt blæste fra øst, hvilket pressede ismasserne sammen i Aarhus Havn. Den europæiske kulproduktioner var endnu ikke på førkrigsniveau, så brændsel var i forvejen en mangelvare og Danmark var dybt afhængig af oversøiske kulleverancer.

Storm, frost og sne over Aarhus

3. februar sad det første skib fast i isen ved Aarhus Bugt, og 5. februar måtte byens egne isbrydere ”Hermes” og ”Aros” give op, og Statens Isbrydertjeneste blev bedt om hjælp. Den konstante østenvind blev ved med at presse is ind i Aarhus Bugten, og 9. februar var Kalundborgfærgen 7 timer forsinket på grund af isen. 11. februar var havnen for første gang i perioden frosset helt til, og Århus Stiftstidende kunne berette at selv Vesterhavet var så fyldt med drivsis, at fiskere ikke kunne arbejde. I de næste par uger kæmpede isbrydere med at få skibe ud og ind ad Aarhus Havn, men 21. februar blev Aarhus opgivet af Statens Isbrydertjeneste, som kaldte sin store isbryder ”Isbjørn” væk, for at den kunne hjælpe et skib med kul til København.

5. marts slap frosten endeligt sit tag i Aarhus, men kun for at blive afløst af store mængder sne, der igen blev efterfulgt af frost. Det pludselige tøvejr medførte nye problemer som mudrede veje, snefygning, sprængte vand- og gasrør og ødelagte radiatorer.

Men det var ikke kun vejret Aarhus måtte kæmpe imod.

Perioden igennem led Aarhus med resten af Jylland under en favorisering af hovedstaden. Flere gange forsøgte centraladministrationen at få kulleverancer destineret til Aarhus omdirigeret til København. I februar blev damperen Silkeborg, som var lastet med koks og cinders til boligopvarmning, sendt til København, og også det amerikanske liberty-skib O.L. Bodenhammer, der var lastet med 10.000 tons kul forsøgte centraladministrationen at få til hovedstaden. Heldigvis for aarhusianerne var O.L. Bodenhammer kommet så langt igennem ismasserne i Aarhusbugten, at det ikke ville vende om. Samtidigt en stor del af statens isbrydere brugt til at få skibe lastet med kul fulgt sikkert til København, hvilket betød at Aarhus i uger var overladt med blot en enkelt mindre isbryder fra staten, hvilket ikke var nok til at holde en sejlrende fri.

Is på køkkenborder og kulrapseri på havnen

I januar begyndte de første husstande at løbe tør for optænding og byens aviser dækkede udviklingen tæt. 10. februar besøgte Århus Stiftstidende en ejendom på Nørrebrogade 18, hvor 11 lejligheder stod uden varme. I ejendommens baghus boede Fru Emilie Christensen med sin to-årige søn Ernst, der var syg med blærebetændelse og ikke kunne holde sig tør. I lejligheden var temperaturen under frysepunktet, på køkkenbordet lå der is, mens stivfrossent tøj hang på tørresnoren.

I forhuset prøvede Fru Lering at holde varmen under pelse og skind, mens hendes guldfisk og slørhaler var stillet ud ved siden af den lille ovn i køkkenet, så vandet ikke skulle fryse helt til. Sin 11-årige søn havde hun sendt i biografen, så han der kunne holde varmen.

Aarhusianerne prøvede at klare sig igennem kulden på forskellig vis. Mange benyttede venteværelser ved læger og tandlæger som varmestue og også banegården og butikker blev taget i brug til dette formål. I kampen for at finde brænde blev træer fældet og møbler ødelagt, mens gamle klude, aviser og æsker også røg i kakkelovnen.

Under krigen var der blevet set igennem fingre med at aarhusianere ”pillede” løse kul på havnen til at supplere brændselsbeholdningen derhjemme, men under den heftige kulde i starten af 1947 tog rapseriet overhånd. Der blev stjålet kul direkte fra vognene, og meget af det endte på det sorte marked, hvor det kunne købes til overpris. Politiet måtte derfor afspærre området, som blev sat under bevogtning.

Andre formåede at udnytte situationen, og i byens aviser kunne man se annoncer som: ”Gå ikke og frys! – Gå til H.C. Andersen og find de rette Midler mod Kulden. Stormagasinet på Strøget.”

Der var mange, som blev syge med lungebetændelse og andre følgesygdomme af kulden, og især i marts oplevede byens hospitaler en stigning i antallet indlæggelser.

På kuldeferie

En anden måde at slippe væk fra kulden var at flytte. 10. marts kunne man i Århus Stiftstidende læse, at ”Skønmæssigt maa Antallet af Aarhusianere, som Kulden har faaet til at flytte paa Hotel, anslaas til mindst et Par Hundrede.” På Hotel Ritz boede professor Esbern Lomholt med sin familie, mens bankdirektør Schack Eyber havde forladt villaen i Skåde til fordel for Hotel Royal. Det samme havde Landsretssagfører Bjøreng og byorkestret kapelmester Holger Prehn. Hotel Regina havde besøg af fabrikant Boserup og direktør Bækkelund fra Klintegården. På Missionshotellet Norden havde Aarhus-Hallens direktør Westergaard-Hansen indlogeret sig, mens Hotel Ansgar gav varmen til en række enlige damer. Hotel Sankt Knud i Park Allé kunne berette at ”Folk kommer, naar de ikke har mere Brændsel, og rejser, naar de har fået et Par Hektoliter. Der er Familier, vi har set baade to og tre gange”.

En sådan kuldeferie var dog ikke forbeholdt hvem som helst, og de fleste nøjedes med at flytte ind til naboen eller sammen med noget familie for at få brændselsbeholdningerne til at strække længere.

Kampen mod Københavneriet

Omkring 1. marts var brændselssituationen i Aarhus ved at være desperat, og også de kommunale el- og gasværker var ved at løbe tør for brændsel.

Handelsministeriet fik omdirigeret 500 tons kul fra Esbjerg til Aarhus, men disse kul var øremærket belysningsvæsenet, og der var derfor stadigt intet brændsel til boligopvarmningen. Samtidigt svarede de 500 tons kul kun til ca. 3 dages brug.

Københavns Belysningsvæsen havde i midlertidigt et større lager brunkul liggende ved Aarhus Havn, som O.L. Bodenhammer fik ordre til at bringe København. Aarhus Byråd søgte lov til at købe kullene, men fik afslag. Da lastningen var fuldbragt frøs havnen til igen. Bodenhammer lå således indefrosset i Aarhus Havn i flere dage med en last på ca. 9.000 tons brunkul. Igen forsøgte byrådet at få kullet frigivet til brug i Aarhus, men ministeriet nægtede, og en købspris var nu svimlende høj. Til byrådsmødet 6. marts kunne borgmester Svend Unmack Larsen berette, at: ”Det syntes, som Aarhus var svigtet af Istjenesten, og der var ikke megen Mening i, at Kommunen betaler til denne uden at have Nytte af den. Det var nærmest en Farce, at det Lager af Brunkul, der ligger i Aarhus, skal føres til København, og hvis en Isbryder kommer og henter den, maatte man dog kræve, at den tager et Kulskib med hertil.”

Byrådet blev til mødet enige om følgende udtalelse: ”Under Hensyn til den for hele Jylland katastrofale Brændselssituation henstiller Byraadet indtrængende til Ministeriet, at det snarest bliver forsøgt at aabne Sejlrenden til Aarhus Havn.”

Stemningen mod København var ikke god, og byens aviser rasede. 4. marts skrev Århus Stiftstidende under overskriften ”Aarhus Havn skal aabnes – for at København kan faa kul”, at Statens Isbrydertjeneste nu for alvor overvejede at få Aarhus Havn åbnet, med henblik på at få Bodenhammers værdifulde last til København.

Statens isbrydere lod dog vente på sig, og i mellemtiden blev der forsøgt at sprænges en sejlrende i isen. Dette lykkedes ikke og først 24. marts blev Aarhus Havn genåbnet af statens isbryder ”Storebjørn”. Danmarks Radio kunne i den forbindelse meddele, at der nu var håb for at få bragt O.L. Bodenhammer til København, hvortil Demokraten skrev: ”Man harmes over en saadan Udtalelse, naar man samtidig tænker paa, at der snart hver eneste Dag er blevet ført det ene store Kulskib til Hovedstaden efter det andet…”

Kilder

• Århus Stiftstidende februar-marts 1947
• Demokraten februar-marts 1947
• Aarhus Byråds Forhandlinger 06.03.1947
• Tillæg til Aarhus Byråds Forhandlinger, 1. april 1946 – 31. marts 1947
• Jørgen Fink, Når der kommer et skib med kul i Det talte man om… - rids fra Århus i 100 år, Århus byhistoriske Udvalg, 1986