Hotel Ritz
Hotel Ritz ligger på Banegårdspladsen 12, hvor det har været, siden det blev indviet i 1932 i en af de nyopførte ejendomme i den nyanlagte Park Allé 17, som var postadressen dengang. Hotellets ejer var den 37-årige tidligere tjener og hotelmand Stig Nielsen.
Ved indvielsen den 18. september 1932 deltog blandt andre borgmester Jakob Jensen.
I avisomtalen af indvielsen skrev man bl.a., at værelserne var indrettet yderst hygiejnisk og udstyret på højde med de største københavnske og mange store udenlandske hoteller. Køkkenet var moderne med gaskomfur og køleskabe, og i garagen var der plads til 16 biler. Der var 64 værelser, alle med varmt og koldt vand med adgang til brusebad, og nogle endog med eget bad. Telefon på alle værelserne var der også.
Man lagde fra starten vægt på, at gæsterne skulle bo i rolige omgivelser med tæpper på værelsesgulvene og på gangene, og derfor var der heller ingen musik i hotellets restaurant, som havde egen vinkælder.
På dette moderne hotel kunne man få et værelse for 2 kr., endda med adgang til gratis bad, som de reklamerede med. Ønskede man bad på værelset var prisen 4,50 kr. I 1964 var værelsespriserne steget til 10-15 kr.
"Hotellet i den smukke Parkallé, faa Skridt fra Byens pulserende Liv, med en Park som Genbo. Paa dette Sted er der ingen Gadelarm, der forstyrrer Natteroen", skrev de i annoncer.
Hotellet og krigen
Under Anden Verdenskrig var Hotel Ritz meldecentral for den Civile Beskyttelsestjeneste, der udløste sirenerne, når "fjendtlige" fly nærmede sig Aarhus. Her mødtes også modstandsledere i hemmelighed for at forberede overgangen til fredstid.
I 1995 blev der i hotellets reception opsat en mindetavle i bronze med navne på de mænd og kvinder, som var med i modstandsbevægelsens Jyllands- og regionsledelse. Dette skete på initiativ af Frihedskampens Veteraner for at markerede 50-årsdagen for den genvundne frihed i 1945.
Bevillingshavere og bestyrere
- 1932-1963: Hotelejer Aage Stig Nielsen.
- 1963-?: Direktør Gunnar Gravholt, som også havde Restaurant Maritza og Restaurant Aarhus-Hallen.
- 1997-? René Knudsen.
Se også
Kilder
- Politikens Danmark Rundt 1964
- Artikler Jyllands-Posten 1932
- Hotel Ritz hjemmeside (link juli 2018)
- Sejrs sedler