Kaj Sølvsten Rasmussen (1922-2002)
Kaj Sølvsten Rasmussen (født den 1. maj 1922 i Aarhus, død den 12. februar 2002 i Aarhus) var forretningsfører og medlem af Aarhus Byråd fra den 16. august 1962 til den 31. marts 1970 samt fra den 19. maj 1972 til den 31. marts 1974 for Socialdemokratiet.
Karriere
Efter at have gået i Finsensgades og Nørrebrogades Skole kom Rasmussen i typograflære og blev udlært som trykker 1943. Efter videreuddannelse arbejdede han som maskinsætter i Aarhus fra 1946 til 1959. Allerede som lærling gik Rasmussen op i det faglige og politiske organisationsarbejde. Han blev medlem af bestyrelsen for Dansk Typograf-Forbund, Århus lærlingeafdeling, og for DSU's Midtjyllandskreds, hvis tidsskrift »Gryet« han en tid var redaktør af. Senere har han været medlem af bestyrelsen for Typografernes Fagforening og af repræsentantskabet for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd samt revisor i Socialdemokratisk Forening, Aarhus nordre kreds. En særlig indsats har han gjort inden for kooperationen og boligbyggeriet.
Brugsforeningerne
I Aarhus Brugsforening var han medlem af repræsentantskab og bestyrelse, til han i 1961 blev foreningens formand efter H.P. Jensen, og efter sammenslutningen i 1965 var han medlem af bestyrelsen for Brugsforeningen HB. Endvidere var han medlem af bestyrelsen for A/S Coordina, for Mejeriet Enigheden, for Murernes Cooperative Forretning og for Forsikringsselskabet ALKA, forretningsudvalget for De Samvirkende Brugsforeninger, repræsentantskabet for FDB og for Det Kooperative Fællesforbund, FDB's strukturudvalg. Fra 1951 var han medlem af bestyrelsen for Boligforeningen Vesterbo og efter at have taget ejendomsmæglereksamen 1957, blev han i 1959 forretningsfører for boligforeningen. Fra 1967 virkede han tillige som forretningsfører for Byggeselskabet Gontact, og han var medlem af repræsentantskabet for Fællesorganisationen af Almennyttige Danske Boligselskaber.
Aarhus Byråd
Rasmussen blev medlem af byrådet ved Georg Baunsgaards udtræden i august 1962 og genvalgtes 1966-1970. Han blev igen medlem af byrådet den 19. maj 1972, da han indtrådte i stedet for Rudolf Jensen. I kraft af sin erfaring inden for boligbyggeriet havde Rasmussen naturligt nok kunnet gøre en særlig indsats i byggesager og i det hele taget i de tekniske anliggender, men hans interesser i byrådsarbejdet var i øvrigt præget af stor alsidighed.
Medlem af eller byens repræsentant i...
- Bevillingsnævnet 1962-
- Droscheudvalget 1962-
- Nævningegrundlisteudvalget 1962-
- Brandkommissionen 1962-
- Civilforsvarsforbundet 1962-
- Udvalget for hospitaler og sociale institutioner 1962-1965 og 1972-1973
- Økonomiudvalget 1964-65
- Skolekommissionen 1964-66
- Teknisk udvalg 1966-1970
- Udvalget for kommunale værker 1966-1970 og 1972-1974
- Repræsentantskabet for I/S Midtkraft 1966-
- Slagtehusrådet 1966-
- Repræsentantskabet for Andelsselskabet Gudenåcentralen 1966-
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
- Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale