Jørgen Leth
Jørgen Leth er en dansk journalist, forfatter, tv- og filmmand, foredragsholder, cykelkommentator, digter m.m. Han har siden 1960'erne udgivet talrige digtsamlinger, dokumentar- og spillefilm og har desuden indspillet flere spoken word-albums med musikerne Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.
Født 14. juni 1937 i Aarhus.
Gift første gang med forfatteren Wivi Leth i 1963-66.
Gift anden gang med Ann Bierlich i 1970-1979.
Gift tredje gang med Hanne Uldal 1979-88.
Jørgen Leth har fire børn, heriblandt musikeren og forfatteren Kristian Leth og filminstruktøren Asger Leth.
Årene i Aarhus
Jørgen Leth er født i Aarhus og voksede op i Regenburgsgade tæt ved Amtssygehuset. Leths familie ejede desuden en lille have med et skur på Atlasvej ved Fredensvang i Højbjerg. Her brugte Leth meget af sin ungdom på at tage til cykelløb på Aarhus Cyklebane, hvor mange af datidens store sprinterstjerner kørte. Han var også en kort tid medlem af Aarhus Amatør Cyckleklub og arrangerede små cykelløb med vennerne på vejene omkring Atlasvej.
Leth gik på Marselisborg Gymnasium, hvorfra han i 1957 blev student. Her startede han karrieren som journalist og skribent. Allerede som 17-årig skrev han om bordtennis i Demokraten, og han fortsatte siden også som avisens jazz-ekspert.
Efter sin studentereksamen begyndte Leth at læse litteratur ved Aarhus Universitet. Omtrent på samme tid flyttede familien til Elverumvej på Christiansbjerg. For Leth betød det et farvel til det gamle kvarter og dermed også et midlertidigt farvel til cykelsporten. Leths interesse blev i stedet for rettet mod litteraturen, filmen og jazzen. De nye interesser krævede med tiden helt nye omgivelser, og Leth flyttede i 1959 fra Aarhus til København for at arbejde som journalist på Dagbladet Aktuelt (1959-63) og Politiken (1964-68).
Det perfekte menneske
I København blev han i begyndelsen af 1960’erne en del af avantagardemiljøet sammen med blandt andre kunstnerne Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard. Han debuterer selv med digtsamlingen Gult Lys i 1962 og kortfilmen Stopforbud i 1963.
Midt i 60’erne tog Leths filmkarriere fart, og især med sit hovedværk, kortfilmen Det perfekte menneske (1967), brillerede han. Filmen står den dag i dag som et af de vigtigste værker i dansk filmhistorie.
Fra slutningen af 1960'erne fandt oplevelserne fra Aarhus Cykelbane i ungdomsårene igen vej ind i Leths karriere. Først i digtsamlingen Sportsdigte fra 1967 og siden i flere dokumentarfilm om cykelsporten, herunder Stjernerne og vandbærerne (1974) og En forårsdag i helvede (1976). Fra starten af 1990’erne blev han også kendt som cykelkommentator på TV2 sammen med makkeren Jørn Mader.
Det uperfekte menneske
Jørgen Leth blev i 2000 udnævnt til dansk honorær konsul i Haiti, hvor han var bosat i 1991-2010. Han flyttede fra øen i 2010 efter det voldsomme jordskælv i januar samme år, hvor hans hus kollapsede.
Leths liv på Haiti trak i 2005 store overskrifter efter udgivelsen af selvbiografien Det uperfekte menneske. Han blev i den sammenhæng beskyldt for at holde sexslaver og mistede både sin titel som konsul samt sin faste tjans som cykelkommentator. I 2008 vendte han dog tilbage til skærmen i en ny konstellation med Dennis Ritter og Rolf Sørensen, der stadig kommenterer løbet sammen.
Anden del af Leths selvbiografi, Guldet på havets bund, udkom i 2007, tredje del, Et hus er mere end en ting, udkom i 2012 og fjerde del, Mine helte, udkom i 2015.
Karrieren som filminstruktør fik en fornyet opblomstring, da instruktørkollegaen Lars von Trier i filmen De fem benspænd (2003) udfordrede Leth til at genindspille Det perfekte menneske med en række benspænd udtænkt af Von Trier.
Litteratur og kilder
- Jørgen Leth: Det uperfekte menneske Bestil materiale
- Søren Højlund Carlsen m.fl. (red.): Århus i hjertet Bestil materiale
- Præsentation af Jørgen Leth, Forfatterweb