Ingerslevs Plads 2-4
Ingerslevs Plads 2-4 blev opført i forbindelse med anlæggelsen af Ingerslevs Plads og Ingerslevs Boulevard. Bygningen blev opført i perioden 1912-1914 af murermester A. Buhl og tømrermester Jens Peter Nielsen Siig, og er tegnet af arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947). Høeg-Hansen var tidligere medarbejder hos Hack Kampmann (1856-1920), og han har tegnet en lang række bygninger i Aarhus, blandt andet Regina-bygningen på hjørnet af Ryesgade og Ny Banegårdsgade og Amtssygehuset.
Bygningen er en 4½ etages rødstensbygning med mansardtegltag og kviste og med hvidmalede vinduer med småsprossede overrammer. Stilmæssigt er den inspireret af engelsk nybarok arkitektur, og midt på fronten findes et gavlmotiv af en kvindefigur, som muligvis skal forestille helgeninden Skt. Anna. Bygningen er da også navngivet Skt. Annæ Gaard eller Annagård som den indimellem omtales, og på dens vestlige side ligger Skt. Anna Gade.
Skt. Annæ Gaard blev opført til butikker og boliger. I 1913 blev der annonceret i Aarhus Stiftstidende med en fireværelses lejlighed på 3. sal med "Pigevær[else] i Etagen og Pulterkammer paa Loftet. W.C. og Badeværelse", og i 1960'erne boede ægteparret lærer og politiker Esther Aggebo (1892-1981) og læge Anker Jens Aggebo (1894-1977) i en lejlighed på 1. sal. I dag huser bygningen ejerboliger og forskellige virksomheder.
Ingerslevs Plads 2 på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Ingerslevs Plads 4 på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur & kilder
- Aarhus Stiftstidende, 18. maj 1913, 7
- Danmarks Kunstbibliotek, Samlinger, Arkitekturtegninger, Århus Ingerslevs Plads 4
- Frederiksbjerg Øst Århus Registrant Magistratens 2. Afdeling 1979