Regina-bygningen

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Regina-komplekset ligger på hjørnet af Søndergade og Sønder Allé, med adressen Søndergade 53. På grunden har der tidligere ligget Frichs fabrikken, som flyttede til Åbyhøj i 1919.

Opførelse

Regina-bygningen blev opført i 1921. Bygningen blev opført af A/S Fotorama. Den aarhusianske filmindustri havde kronede år i første tredjedel af 1900-tallet og havde derfor råd til at købe grunden i 1919. Bygningen blev tegnet af arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947) og stod færdig til officiel indvielse i 1921. Byggeriet var budgetteret til 2,5 millioner kroner, men endte med at koste over fire millioner kroner at færdiggøre.

Regina-bygningen var først og fremmest bygget til at rumme A/S Fotoramas biograf, Regina-Teatret, som indtog en markant placering i bygningen. Derudover rummede bygningen et hotel, butikker, restaurant, selskabslokaler og kontorer. Biografsalen, som var Regina-teatrets centrum, havde 939 nummererede pladser, balkoner, loger og endda en kavalerloge til de fornemmeste gæster.

Den monumentale bygning blev pudset med porfyrit og dekoreret med vaser, og soklen blev udført i granit. Billedhuggeren Svend Rathsack stod for dekorationerne i den store sal samt den forgyldte Harlekin, som stadig står i bygningens rotunde.

Regina-Hotellet

Regina-Hotellet havde til huse på første sal af bygningen. Hotellet havde restaurations- og koncertlokaler med plads til 350 mennesker. Orkestret i salen blev i 1921 ledet af kapelmester Harald Andersen. Restaurationslokalerne, kendt som Regina-Cafeen var udsmykket af teatermaler Bang Sørensen.

Selskabslokalerne blev renoveret i 1942 under ledelse af arkitekt N. Christian Skjøth. Lokalerne blev indrettet med mahognimøbler leveret af LEMs varehus.

Fra 1950’erne gik restauranten i Regina-komplekset under navnet Cozy Corner. Restauranten var et mødested i byen. Restauranten blev lukket i 1966.

Ejere af bygningen

Den første ejer af Regina-Komplekset var A/S Fotorama.

I 1981 blev bygningen solgt fra 12 millioner, vurderingen havde ligget på 20,9 millioner. Køberen var Sparekassen SDS. Allerede året efter blev bygningen solgt til forsikringsselskabet Hafnia-Haand i Haand for 13,5 millioner kroner. I en periode gik bygningen under navnet Hafniahus.

Regina-arkaden

I 1980’erne blev den centrale del af Regina-bygningen omdannet til en arkade med plads til 19 forretninger. Arkaden findes også i 2014, dog med en vigende succes. Mest kendte lejer i arkaden er strøgets grønthandler, som holder til i dele af arkaden. Der har også flere gange været tale om at omdanne lokalerne til andre formål.

Butikker i Regina-komplekset

  • Kaufmanns Herreekviperingshandel åbnede i bygningen, da den stod færdig i 1921 og ligger der stadig i 2014.
  • Dansk Lædervarefabriks filial i Aarhus.
  • Fra 1922 til 1926 havde Kathrine Andersens Konditori lokaler i bygningen.
  • Dansk Stålvareforretning lå også i bygningen og blev efterfulgt af en legetøjsforretning.
  • Købmand Jørgen Clausen havde en manufakturforretning i bygningen, på samme tid havde han forretning på Store Torv.
  • Hjalmar Pedersen havde en butik i bygningen, hvor han solgte lommeknive, sakse og sølvtøj.
  • National Fodtøjs-Magasin reklamerede med ”det billigste og det bedste fornemste Fodtøj” i 1926.
  • Fra 1932 havde optiker J. H. Nisted forretning i bygningen.
  • I 1934 åbnede en automatcafé ved navn Wiener Automat Buffet i stueetagen. Efter nogle år blev idéen om at køre stedet som en automatcafé droppet, og det blev en normal café.
  • Strøgets Kaffe og Thehandel kunne i 1959 holde 25 års jubilæum på Strøget. Butikken havde da lokaler i Regina-komplekset.
  • I 1974 åbnede PAW SKO i Regina-komplekset, hvor de stadig findes i 2014

Regina-bygningen på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Regina-bygningen

Henvisninger

  • Preben Rasmussens samling
  • Ib Gejl, REGINA – en storbiograf gennem tiderne, i Århus-årbog 1984, Århus byhistoriske Udvalg
  • John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, s. 85