Heinrich Erik Martin Dambmann (1866-1936)
Læderfabrikant Heinrich Erik Martin Dambmann
Født 26. juli 1866 i Aarhus - død 26. maj 1936 i Aarhus. Søn af snedker Chr. Dambmann og Ane F. Eriksen.
Gift 17. juli 1892 med Kirstine Marie Pedersen, født 25. april 1862 i Ringkøbing, med hvem han fik fire børn: Ellen (1892), Ester (1893), Anna Johanne (1899) og Henry (1901)
Håndværkeren og ægtemanden
Heinrich Erik Martin Dambmann startede i 1880 i lære som fjortenårig, og blev i 1886 udlært som sadelmager inden for sadelmager og tapetsererfaget, og det med en udmærkelse. Herefter havde han en række rejser i indland og udland og etablerede sig efterfølgende som sadelmager i Aarhus i 1892. Samme år blev han gift med Kirstine Marie Pedersen, med hvem han fik fire børn, tre døtre og en søn. Familien boede i Ryesgade 6, og Dambmanns Lædervareforretning, som efterhånden var blevet byens største, flyttede i 1919 ind i Ryesgade 4. Succesen skulle dog vise sig at have begrænsede udsigter. Dambmann havde nemlig en stor kærlighed for velgørenhed, især når det drejede sig om byens fattige. Derfor blev forretningen gradvist perifer i forhold til Dambmanns store arbejde, i byens velgørenhedsorganisationer. I en tid hvor velgørenhed typisk bestod af donationer fra de rige, skilte Dambmann sig kraftigt ud ved hverken at være rig eller fra borgerskabet. Hvor de rige havde råd til at donere penge til velgørenhed, bruge Dambmann i stedet tid og energi til fordel for de trængte.
Dambmann og Biografen
I 1923 fik Dambmann, i samarbejde med skuespillerinden Anna Guldbrandsen, en bevilling til at drive Biografen på hjørnet af Nørregade og Norsgade. Ingen af de to havde den store erfaring med biografdrift, men bevillingen blev givet på baggrund af, at Dambmann var leder for Fælleskontoret for Velgørenhed. Guldbrandsen blev en del af projektet, da hun var en dygtig skuespiller, som man fra politisk hold gerne ville honorere. Senere overtog Dambmann selv Biografen. Dambmann havde også evner inden for underholdningsbranchen og formåede med Biografen at vælge programmer, som gjorde biografen attraktiv i forhold til de andre biografsteder i Aarhus.
Dambmanns død
I 1933 døde Dambmanns søn Henry, og det var med til at fjerne hans livsgejst. Dambmann døde i foråret 1936 efter et liv med svingede succes som erhvervsdrivende, men han efterlod sig en blivende arv. Som avisen skrev om Dambmann:
Han havde fra sine unge Aar et stort Hjerte for de smaa i Samfundet, og det er som Leder af Fælleskontoret for Velgørenhed og Samaritanen i næsten en Menneskealder, at Dambmanns navn vil blive husket i Aarhus.
Den politiske Dambmann
Selvom Dambmann var en dygtig håndværker, som var blevet udlært med udmærkelse, så lå hans store engagement inden for det politiske område. I en tidlig alder meldte han sig ind i Fremskridtsklubben, som den socialdemokratiske ungdomsorganisation på det tidspunkt blev kaldt. Senere blev han medlem af Socialdemokratisk Forbund. Kollegialt var han bestyrelsesmedlem i Aarhus Sadelmagerlaug og formand for Centralforeningen af Jydske Sadelmagere og Tapetseremestre. Han var en særdeles driftig herre både på erhvervsfronten og som bestyrelsesmedlem i mange foreninger, såsom Aarhus Arbejdsgiverforening, Hjælpekassen, Julekassen, Aarhus Teater, Aarhus Nattevagt, Jydsk Væddeløbsforening. Herudover var Dambman i hovedbestyrelsen for landsforeningen Arbejde Adler
Det skortede ikke på engagement og Dambmann havde mange poster. Men det var især hans arbejde med Samaritanen og Fælleskontoret for Velgørenhed, som udgjorde fundamentet i hans virke for byens fattige.
Dambmann og Samaritanen
Samaritanen i Aarhus blev oprettet i 1895 af byens borgere med den kendte socialdemokratiske politiker og agitator Rasmus Peter Sabroe i spidsen. Samaritanens velgørenhed bestod i at dele mad ud til de fattige, og Dambmann tog hurtigt initiativ til flere indsamlinger i byen. Han stod eksempelvis bag et offentligt bal, hvor overskuddet gik til Samaritanen og organisationen Fattige Børns Bespisning. Med sit engagement i Samaritanen blev det efterhånden tydeligt for Dambmann, at de mange fattige i Aarhus udgjorde et stort problem.
Fælleskontoret
Den opfattelse var han ikke ene om. I løbet af efteråret 1905 blev der indkaldt til møde på rådhuset i Aarhus, da man fra politisk hold efterhånden kunne konstatere at byen længe havde haft problemer med de mange fattige, samt at antallet af professionelle tiggere var steget. På trods af at der i byen eksisterede omkring 25 velgørenhedsorganisationer, havde det ikke været muligt for dem at løfte opgaven. Man havde tidligere vendt blikket mod København og fundet inspiration hos De Fattiges Anstalt, men forsøgene havde hidtil været frugtesløse. Her meldte Dambmann sig på banen.
Dambmann havde en idé om en centraladministration af de mange velgørenhedsorganisationer i Aarhus. Den skulle effektivisere brugen af midler til de fattige og skabe tillid til, at midlerne blev ansvarligt fordelt. Der skulle også være lidt kontrol med de personer, der fik midlerne. Den 18. oktober 1905 blev Dambmanns idé en realitet, da Fælleskontoret for Velgørenhed blev oprettet. Som Århus Stiftstidende skrev:
Dekoratør Dambmann, som i adskillige Aar har gjort et meget stort Arbejde i Velgørenhedens Tjeneste og erhvervet sig megen Erfaring deri, har været meget ivrig for at faa dette Centralkontor oprettet, og nu er det altsaa endelig lykkedes.
I foråret året efter stod det klart, at Fælleskontoret var en succes. Godt hjulpet på vej fra politisk hold, hvor partierne konkurrerede om at gøre sig positivt bemærket, havde Dambmann i den korte periode formået at vende de kaotiske forhold på velgørenhedsfronten. Han kunne fremvise et overskud på 517 kroner, som han anbefalede at donere til Feriebørns Beklædning.
Aarhus blev forbillede
Dambmanns vision var ikke kun en lokal succeshistorie. Der kom henvendelser fra København og Aalborg om, hvordan man havde grebet håndteringen af de mange velgørenhedsaktiviteter an, samt hvordan kontoret virkede i praksis. Dambmanns arbejde var så synligt, at man fra Indenrigsministeriet i 1909 tildelte ham et stipendium med det formål, at han kunne studere fattigpleje i Skotland, England, Frankrig, Belgien og Holland. Faktisk var Dambmanns succes med Fælleskontoret så stor, at han, efterhånden som rygtet spredte sig i landet, begyndte at holde foredrag om velgørenhedsarbejde og vigtigheden af at organisere hjælp til samfundets svage og fattige. Velgørenhed var med Fælleskontoret som garant nu noget, man som donator kunne stole på. For sin indsats fik Dambmann i 1913 ridderkorset for sin indsats på velgørenhedsområdet.
Kilder
- Aarhus Borgere, 1915-1920, Hæfte XII Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus
- Ib Gejl (red.): Århus. Byens borgere 1165-2000. Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
- Århus Stiftstidende 01.10.1905, 05.10.1905, 18.10.1905, 05.12.1905, 09.12.1905, 13.12.1905, 11.02.1906, 13.02.1906, 30.04.1906, 03.07.1906, 30.08.1906, 07.12.1906, 18.02.1907, 02.07.1907, 03.07.1907, 18.02.1909, 02.02.1910, 12.04.1910, 08.12.1910, 11.03.1911, 29.03.1911, 25.07.1911, 05.10.1911, 07.12.1911, 31.01.1912, 05.02.1913, 28.01.1914, 27.05.1936.
