Samaritanen
Samaritanen var et spisehus for ubemidlede og hjemløse, som i perioden ca. 1922-1933 lå i Frederiksgade 45-47.
I Samaritanen var det muligt at få mad, ikke-alkoholiske drikke og logi. Hjælpen var gratis, men de, som var i stand til det, kunne blive bedt om at udføre lidt arbejde som betaling, eksempelvis brændehugning. Stedet eksisterede samtidig med Kirkens Korshærs Spisehus, som lå i Frederiksgade 16 i perioden 1921-1935, og som også tilbød kost og logi til de ubemidlede og hjemløse.
Ejendommen, som Samaritanen lå i, ejedes af institutionen Velgørenhedshjemmet, som var blevet stiftet i slutningen af 1800-tallet. I bygningen lå også Centralkontoret for Velgørenhed og foreningen Arbejde Adler. Velgørenhedshjemmets aktiviteter blev dog færre i løbet af 1930'erne, og med tiden flyttede almindelige forretninger ind i ejendommen - eksempelvis Central-Pensionatet, som ikke var en afholdscafé. Samaritanen ophørte med at eksistere uden nærmere begrundelse den 1. april 1933.
Frederiksgade 45-47 på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur & kilder
- John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 59-60