Frederik Clemens Døcker (1806-1848)
Frederik Clemens Døcker - eller Döcker - (født i 1806 i Odense, død den 29. december 1848 i Aarhus) var købmand og kaptajn ved Aarhus Borgervæbning.
Han var søn af Bernhard Mortiz Døcker og Juliana Maria Anna Josepha Rauch.
Gift den 15. november 1828 i Randers med Therese Vaveda Hoffory, datter af Johan Chemynig Hoffory og Katrine Lund. Sammen med sin hustru fik Frederik Clemens Døcker børnene:
- Johan Mouritz Clemens Døcker (1829-)
- Johannes Ferdinand Døcker (1830-)
- Gerhard Julius Frederik Døcker (1832-1905)
- Carl Frederik Victor Døcker (1833-1875)
- Ludvig Thedor Døcker (1835-)
- Clemens Gerhard Døcker (1838-1881)
- Frederik Alfred Døcker (1840-1914)
- Louise Therese Døcker (1840-)
- Christianus Octavius Døcker (1842-)
Døcker boede først på Lille Torv og senere på Store Torv 7 sammen med sin hustru.
Han havde en købmandsbutik, C.A. Bünger og Compagni, sammen med Christian Albert Bünger. I 1830 overtog Døcker butikken og førte den videre alene. I butikken solgte Døcker mange forskellige ting, hvilket kan ses ud af en annonce i Aarhus Stiftstidende fra 1839:
- ”Mit Varelager er i disse Dage bleven forsynet med et betydeligt Partie nye smagfulde og billige Vare, saasom: fine laquerede, pletterede og forgyldte Vare; fransk og engelsk Porcellain & Fajance, Chrystal og Glasvare; Et Partie fine Bordknive. Jagtgeværer, Pistoler og Terzeroler. Guitarrer, Violiner, Clarinetter og Fløjter samt Posttrompeter .. Baandjern. Ambolte.... Væsentlig Bemærkning: Størstedelen af fornævnte Vare som jeg i Udlandet personlig har udsøgt, seer jeg mig paa Gr. af heldig Indkjøb mod Contant, nu i stand til at sælge mine ærede Kunder 10 til 15 Procent billigere end forhen, og vil saaledes kunne afholde enhver Concurrence. F. C. Døcker”
Døcker var kaptajn i Aarhus Borgervæbning indtil 1841, hvor han opsagde sin stilling, og Niels Malling overtog jobbet.
Døcker var med til at stifte Aarhus Borgerlige Skydeselskab i 1834.
Henvisninger
- http://familytreemaker.genealogy.com/users/m/a/d/Chistian-Madvig/WEBSITE-0001/UHP-0980.html
- Slægterne Døcker, Madvig og Lassen; Frederik Clemens Døcker, https://www.genealogy.com/ftm/m/a/d/Chistian-Madvig/WEBSITE-0001/UHP-0980.html
- Sejrs Sedler