Dokk1
Dokk1 (udtales Dokken eller Dokk-ét) er navnet på et monumentalt kommunalt byggeri på Hack Kampmanns Plads ved Åboulevardens udmunding.
Komplekset blev indviet 20. juni 2015 og rummer Aarhus Kommunes hovedbibliotek, borgerservice og stadsarkiv (fra 2016) samt andre kulturelle arbejdspladser, bl.a. sekretariatet for Kulturhovedstad 2017. Desuden er der mulighed for sociale aktiviteter med projektrum, studierum, medier, undervisningslokaler, sale og mange opholdssteder rundt i bygningen samt en café. Dermed fremstår Dokk1 som et åbent læringscenter. Det er tænkt som borgernes hus med lange åbningstider fra kl.8 til 22. Man forventer et dagligt antal besøgende på 3.500 personer.
I 2018 lejede Danmarks Radio 220m2 lokaler i DOKK1, og begyndte herefter for DR Sporten og DR Vejret at lave daglige udsendelser fra Dokk1.
Byggeriet 2011-15
Dokk1 er en del af Projektet Urban Mediaspace Aarhus, som også omfatter havnepladser, automatisk p-anlæg med ca. 1.000 pladser, fritlægning af den sidste del af Aarhus Å, omlægning af trafikken omkring havnen og klimasikring af midtbyen. Med en anlægssum på ca. 1,9 mia. kr. er der tale om Aarhus Kommunes største bygge- og anlægsprojekt. Det opføres i samarbejde med Realdania Byg Dokk1 er tegnet af Schmidt, Hammer og Lassen, og byggeriet gik igang i juni 2011.
På stedet lå indtil 1950'erne to markante bygninger for Aarhus Børs og for Aarhus' anden statsligt ejede toldbygning. Frem til slutningen af 1990'erne var der derudover færgeterminal og havnestation på arealet.
Med den politiske beslutning om at omdanne De Bynære Havnearealer fremkom idéen om et nyt hovedbibliotek på havnen til erstatning for Biblioteket i Mølleparken. I begyndelsen kaldtes projektet for Multimediehuset og den mere brede betegnelse Urban Mediaspace Aarhus. Navnet Dokk1 blev besluttet i oktober 2012 efter en konkurrence, hvor byens borgere kunne komme med forslag til navnet. Der var indsendt 1250 forslag. Dokk1 blev valgt, da det har referencer til havnen, og da det er folkeligt og ligger godt i munden.
Efter indvielsen
Efter indvielsen 20. juni 2015 fremstår Dokk1 ifølge arkitekterne som en mangekantet skive, der svæver over glas på isflageformede trapper ned mod vandet. Byggeriet har forandret byrummet ved Europaplads med bl.a. frilægningen af den sidste del af Aarhus Å. Fra 2017 får Dokk1 derudover sin egen letbanestation under bygningen, og i undergrunden ligger Nordeuropas største automatiske parkeringsanlæg med plads til 1.000 biler. Projektet har også omfattet et sluseanlæg for at imødekomme stigning i vandstanden som følge af klimaforandringer i fremtiden.
Dokk1 på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|