Aarhus Havnestation
Aarhus Havnestation - også kaldet Søbanegården - blev opført af DSB i 1957 på næsten samme sted, hvor Dokk1 i dag ligger...blot lidt længere tilbage på arealet. Dokk1 ligger nemlig på arealet ved den gamle honnørkaj med tilhørende p-areal. Århus Havnestation var placeret helt til molekant bortset fra en gangsti på vandsiden.
Havnestationen fungerede fra 1957 til færgelejets flytning i 1997 som kombineret togstation og færgeterminal for DSB's færgefart imellem Aarhus og Kalundborg og Samsøruten Aarhus-Koldby Kås-Kalundborg. Aarhus-Kalundborg blev kaldt hurtigruten, da den kun tog tre timer. Aarhus-Koldby Kås -Kalundborg havde fire timers overfart.
Udvalgte togruter fortsatte efter ankomst til Aarhus Hovedbanegård videre til havnestationen, hvilket lettede ombordstigningen for passagerer, der skulle videre med færgerne. Forud for opførelsen i 1957 blev den tidligere bygning for Aarhus Børs nedrevet for at skabe plads til stationen.
Stationsbygningen blev tegnet af arkitekt Kay Kørbing og blev opført i chokbeton.
Kilder og litteratur
- Hvem Hvad Hvor 1958, Politikens Årbog. Om havnestationen se s. 117.
- Havnebaner.dk: Foto i fugleperspektiv af færgelejet og havnestationen.