Christen Jensen Mousten (1875-1962)

Fra AarhusWiki
Kristen Mousten

Christen Jensen Mousten (født den 20. oktober 1875 i Otting sogn, Viborg amt.[1], død den 10. april 1962 i Aarhus, da boende i Strandparken 8 [2].) [3]) var lærer, overlærer, skoleinspektør samt medlem af Aarhus Byråd fra den 15. januar 1906 til den 31. marts 1946 for Socialdemokratiet.

Forældre: gårdejer Jens Christian Christensen og hustru Mette Marie Jakobsen. Gift den 5. november 1904 i Nautrup sogn, Viborg amt[4] med Christiane Lauridsen Dalgaard, født den 6. oktober 1875 i Nautrup sogn, Viborg amt, død i juni 1945 i Aarhus, datter af gårdejer Laust Peder Nielsen og hustru Mette Marie Larsen.

Mousten skulle have været landmand, men brød af og gik på Silkeborg Seminarium, hvor han tog eksamen 1901. Fra 1903 var han timelærer og fra 1904 fastansat ved Aarhus kommunale skolevæsen, først ved Nørrebrogade Skole, senere ved Finsensgades Skole, og fra 1921-45 overlærer og skoleinspektør ved Valdemarsgades Skole.

Harald Jensens opfordring indvalgtes han allerede 1906 i byrådet og var i mere end 40 år en af Socialdemokratiets bedste støtter i det kommunale arbejde, stilfærdig, næsten ordknap, men altid saglig og med evne til uden kiv og strid at nå resultater i forhandlingerne. Han var formand for sygehusudvalget fra 1909 og for skoleudvalget fra 1929, desuden 1. viceborgmester fra 1942 og i en periode den socialdemokratiske gruppes formand. I Moustens formandsperiode udvikledes kommunehospitalet fra et jævnt provinssygehus til et moderne, fuldt udbygget hospital i samarbejde med Århus Universitet. Som formand for skoleudvalget og Skolekommissionen medvirkede han til at skabe »et fortrinligt forhold mellem skolerne og myndighederne«. Mousten var fra 1935 medlem af bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Blev tildelt Fortjenstmedaljen i sølv i 1961.

Medlem af eller byens repræsentant i...

  • Kasse- og regnskabsudvalget 1906-25, 1932-33 og 1935-46
  • Skoleudvalget 1906-33 og 1937-46
  • Sygehusudvalget 1906-46
  • Biblioteksudvalget 1909-17
  • Bevillingsnævnet 1913-37
  • Udvalget for byens udvidelse og bebyggelse 1933-44
  • Lønudvalget 1935-41
  • Udvalget for socialforsorgen 1937-41
  • Skolekommissionen 1937-46  

Christen Jensen Mousten på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende Christen Jensen Mousten i AarhusArkivet

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale
  • Aarhus Borgere, 1915-1920, Hæfte XIX Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus

Noter

  1. Kirkebog Otting sogn
  2. Kirkebog Aarhus Skt. Pauls sogn
  3. Døbt Christen Jensen. Ved konfirmation 1889 opført som Christen Jensen. Ved vielse 1904 opført som Christen Mousten. Ved død 1962 opført som Christen Mousten
  4. Kirkebog Nautrup sogn