Krematoriet på Nordre Kirkegård

Indlæser kort...

Tegning af Aarhus Krematorium af arkitekt Sophus Frederik Kühnel. 1918.

Det første krematorium tegnet af arkitekt Sophus Frederik Kühnel. Foto: Aarhus Kommunes Begravelsesvæsen. AarhusArkivet.

Krematoriet på Nordre Kirkegård, også kendt som Aarhus Krematorium, var et krematorium på Nordre Kirkegård, hvoraf der igennem tiderne har eksisteret to forskellige bygninger til formålet.

Det første krematorium fra 1923 lå øst for kapellet i forlængelse af allén ned mod Sandgraven, og blev tegnet af arkitekt Sophus Frederik Kühnel og udsmykket af billedhugger Elias Ølsgaard, mens det andet krematorium blev opført i kælderen på kapellet på Nordre Kirkegård i 1941.

Det første krematorium

Opførelsen af krematoriet blev igangsat allerede i 1918, et arbejde der også skulle medvirke til at afbøde datidens arbejdsløshed. I november 2018 var man nået så langt i byggeriet, at den dybe kælder var opmuret og sokkelen var endvidere nået 3-4 alen op mod midterpartiet. Det var efter dette, at ingeniørerne skulle på banen for at sikre betonkonstruktionerne til den resterende del af bygningen. Foruden selve forbrændingsovnen skulle krematoriet indeholde et mindre kapel, hvor den sidste begravelsesceremoni kunne forrettes, og den sidste afsked kunne tages. Trods byggeriets igangsættelse i 1918 varede det nogle år før krematoriet blev færdigt til brug.

Det var forventet at krematoriet kunne blive indviet i slutningen af november 1922, men det blev først endeligt taget i brug 9. januar 1923, hvor den første prøvebrænding af en zinkkiste med en ung kvie fandt sted. Første reelle ligbrænding fandt sted dagen efter 10. januar 1923.

En indbudt kreds overværede den første prøvebrænding, ved en indvielse der ikke havde nogen særlig festivitas tilknyttet. Ved 1-tiden den 9. januar samledes en flok indbudte gæster herunder Borgmester Jakob Jensen, konsul Barnow, ingeniør Mørup, Handelsforstanderinde Frk. Thomsen, Redaktør Simonsen, kontorbestyrer Falk, forretningsfører Vald. Petersen samt H.P. Christensen og Søren Pedersen og Bitsch. Til stede var også stadsingeniør Jørgensen, skoledirektør Christian Buur samt formanden for den lokale afdeling af Dansk Ligbrændingsforening, kredslæge Juul. Korte taler af borgmesteren og kredslæge Juul prægede begivenheden hvor de indbudte efter brændingen fik lov til at nærstudere den nye bygning og ovn.

Det første krematorium bestod af en iøjnefaldende bygning med relaterbare træk til en østerlandsk pagode. Især den øvre del syntes tydeligvis at være inspireret af det berømte Mausoleum i Halikarnassos, et af antikkens syv vidundere. Krematoriets ydre var præget af bibelske relieffer på hver side. Omkostningerne ved det nye krematorium ansloges at ligge på ca. 90.000 kr, hvoraf ovnene alene beløb sig til 15.600 kr.

Ved en begravelsesceremoni ville første del af handlingen finde sted i kapellet hvorefter følget ville få mulighed for at ledsage båren til et lille tilstødende kapel i krematoriets østlige ende. Kisten ville efterfølgende blive sat på en katafalk, hvorpå den ad en slidske ville bliver ført ind i ovnen, der var installeret i bygningens midterparti. I løbet af få minutter ville zinkkisten fordampe i det 960 grader varme bål, mens den øvrige del af ligbrændingen ville vare ca. halvanden time.

I årene efter indvielsen af byens nye krematorium mødte Dansk Ligbrændingsforening bitter modstand fra kirkegårdsmyndighederne bl.a. omkring takster og urnegrave, men først da den senere borgmester H.P Christensen i 1934 blev formand for kirkegårdsbestyrelsen anlagdes en mere velvillig indstilling over for ligbrændingssagen. Taksterne blev nedsat og der projekteredes en fællesgrav for urner.

Krematoriet på Nordre Kirkegård viste sig hurtigt at være utidssvarende og uhensigtsmæssigt opført. For det første var det indrettet uheldigt, således at det var besværligt at skrabe asken ud af ovnen. For det andet blev krematoriet fyret med koks og ikke med gas, som ville lette arbejdsbyrden betragteligt.

I 1941 blev et nyt krematorium derfor opført i kælderen på kapellet på Nordre Kirkegård. Det gamle krematorium stod under besættelsen til rådighed i tilfælde af at gasmanglen ville være udslagsgivende for driften af det nyt krematorie. Efter besættelsen og afslutningen af 2. Verdenskrig foreslog kirkegårdsbestyrelsen i april 1946 at det gamle krematorium blev nedrevet. Nedrivningen blev effektueret i juli 1946, hvorefter der ingen spor var at finde af Ølsgaards rigt-udsmykkede Kühnel-bygning.