ARoS Kunstmuseum

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Kunstmuseet Aros

ARoS Kunstmuseum (ofte blot benævnt ARoS) er et kunstmuseum, der visuelt syner af meget i det centrale Aarhus, hvor især den enorme kunstinstallation "Your rainbow panorama" af Olafur Eliasson bidrager til et farverig skyline. Museet er beliggende på fattiggårdsbakken nær Vester Allé på adressen navngivet efter museets navn "Aros Allé 2". ARoS blev indviet den 7. april 2004.

Museumsbygningen består af ni etager med i alt 17.700 kvadratmeter, og er formet som en kube med en grundplan på 52 gange 52 meter og en højde på 43 meter. Igennem kuben er lagt et snit, der udgør den såkaldte museumsgade. Arkitekterne bag ARoS er den aarhusianske tegnestue Schmidth, Hammer og Lassen, der i 1997 vandt den store internationale arkitektkonkurrence om byens nye kunstmuseum.

En moderne kunstbygning

Med ARoS har arkitekterne forsøgt at lave en moderne kunstbygning, der forholder sig imødekommende og demokratisk til folkeligheden og det omgivende landskab. Man har dels ønsket at udforme en bygning, der på loyal vis indgår i et samspil med områdets øvrige arkitektoniske profiler som det fhv. Erhvervsarkivet, Ting- og Arresthuset, Musikhuset og Rådhuset, og som dels i sig selv udgør et stykke oplevelsesorienteret arkitektur.

Med dets massive og monumentale bygningsmasse og den lange trappe fra Vester Allé op til indgangspartiet understreges det samlede solitære udtryk, der også er kendetegnende for områdets øvrige bygninger, og som sådan tildeles det arkitektoniske udtryk en karakteristisk selviscenesættelse.

Museumsgaden

Med museumsgaden inviteres byen og borgerne dog indenfor, idet gaden udgør et snit igennem samme solitære bygningsmasse og forbinder Vester Allé med haven foran Musikhuset. Gaden er tænkt som et forsøg på at integrere byens rum med kunstens rum, og byens vekselvirkning med det omgivende landskab forstærkes i kraft af det imponerende udsyn over byen via tagterrassen og det store horisontale vinduesnit mod øst, der giver et baggrundspanorama med Vester Allé samt Erhvervsarkivet og Tinghuset som motiv. Den solitære bygningsmasse fremstår således udefra rolig og geometrisk. Enkeltheden og størrelsen tildeler det arkitektoniske udtryk sin egen alvor. Men indenfor tilføjer det store lysindfald, museumsgaden og spiraltrappen bygningen nye dimensioner. Denne udvidelse af arkitekturen udgør da også sammen med udsigten fra Aros en del af den samlede museumsoplevelse.

Trange rammer ved Universitetet

Den ny museumsbygning var længe i sin vorden. De tidligere rammer i Vennelystparken havde længe føltes trange og utidsvarende. I 1984 lovede borgmester Thorkild Simonsen (1926-2022) derfor på kommunens vegne museet en ny byggegrund. Det gav anledning til politiske og offentlige drøftelser af den nye bygnings placering. Både centralværkstedsgrunden, vandværksgrunden og hovedbanegården var således i spil. Omsider blev placeringen ved Musikhuset i Vester Allé, på den såkaldte Fattigmandsbakke, hvor Fattiggården lå, imidlertid besluttet.

I år 2000 tog man det første spadestik til et byggeprojekt, der stod klar til indvielse den 7. april 2004. Finansieringen af byggeriet og driften var genstand for intense forhandlinger. Projektet blev således muliggjort af et rente - og afdragsfrit lån på 60 mio. kr. fra Aarhus Amt. Og driften af museet blev lovet støtte af staten, kommunen og amtet. Dertil var det en særskilt glæde for museet, at Ny Carlsbergfondet bevilgede 40 mio. kr. til indkøb af international nutidskunst.

International og nyskabende

Netop det internationale og nyskabende er da også museets faglige kerneområde. Der arbejdes til stadighed fremtidsorienteret med fokus på international nutidskunst. Samtidig indeholder museet dog en fast samling af dansk kunst, hvor blandt andet guldalderen og det modernistiske gennembrud er rigt repræsenteret. Museet er tillige i besiddelse af verdens største samling af Per Kirkebys værker. Deriblandt den godt tre meter høje bronzeskulptur "Fram", der er placeret for enden af trampen på museets nordside. Skulpturen "Boy" har fra begyndelsen været museets varemærke.

Med Aros har Aarhus fået et center for kunst, der både i kraft af sin arkitektoniske udformning og faglige ambitioner trænger sig på i den nationale bevidsthed og orienterer sig imod internationale kunststrømninger.

ARoS Kunstmuseum på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

ARoS Kunstmuseum

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
  • ARoS' hjemmeside
  • ARoS AARHUS KUNTMUSEUM. Nyt Århus Kunstmuseum - visionen tager form. Kulturliv i Århus - Fra bjerget til byen bd. 1. bestil materiale
  • Århus Stiftidende 29.5.2008.

Henvisninger

Museets hjemmeside