Aarhus' historie
Aarhus' historie falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.
Artiklen er under udarbejdelse.
1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby
La Belle Époque: Modsætningernes by
Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.
.jpg)
Men under overfladen så man et andet billede. Her ulmede social og nationalistisk uro, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.
For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.
15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.
De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.
De fattigste nærede de rigeste
I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque. Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.
Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. Jernbanen havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.
Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.
Nygade var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren Andreas Fritz, fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.
Købmandsgårdene forsvandt på torvene
Lille Torv og Store Torv havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad Vestergade, fra syd ad Frederiksgade og fra nordvest ad Guldsmedgade og Klostergade.
Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor Illum’s i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål. Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til Jydsk Handels- og Landbrugsbank. Banken var tegnet af arkitekten Sophus Frederik Kühnel og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.
Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.
Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.
Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på Landsudstillingen i 1909. Den blev senere den første bygning i Den Gamle By. Det gamle Aarhus var på vej på museum.
Bindingsværk forsvinder, men byen består
Billedet viser den Klugmannske Gård, tæt ved Lille Torv. Et kig ca. 1890 ind til en forsvunden verden gennem porten ind til Vestergade 6 – den Klugmannske gård. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid. Klugmann selv var buntmager, og i 1883 bad han kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.
Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen. Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.
Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.
Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.
Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige. Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom. Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.
Romersk bad til det bedre borgerskab
La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.
[[Fil:Aarhus Rådhus (Colourbox).jpg|300px|thumb|right|
Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand Hans Broge (1822-1908) og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i Sct. Olufs Badeanstalt på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten Vilhelm Puck tegne.
På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.
I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:
- ”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::
Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.
Byen udvides i parisisk ånd
Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod Skt. Pauls Kirkeplads. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.
Området syd for Aarhus Hovedbanegård blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til Frederiksbjerg. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.
Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn, på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere Århus Oliefabrik.
Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. M.P. Bruuns Gade blev adgangsvejen til den nye kirke. Sct. Pauls Kirke ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden. Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt Vilhelm Theodor Walther. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.
Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten Rudolf Frimodt Clausen, indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris. En af ejendommene er Tagenhus. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.
Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.
Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.