Skolebadning
Skolebadning har længe været en del af undervisning og skolegang i Aarhus. Forholdene har dog har dog ændret sig noget, fra man først begyndte at bruge badeanstalter til nutidens svømmehaller.
I bugtens kloakvand
Lægerne mente i 1800-tallet, at sygdomme skyldtes urenhed, og derfor kunne man forebygge dem med hyppige bade. På den tid blev derfor anlagt en række badeanstalter på kysten ud for Aarhus. I 1873 blev byens skoler pålagt at undervise i svømning, men det skulle ske på den militære badeanstalt ved åens munding, hvor de stakkels børn måtte bade i kloakvand. På opfordring fra byens sundhedskommission besluttede byrådet derfor i 1885 at opføre en skolebadeanstalt nord for byen, hvor lystbådehavnen ligger i dag. I 1888 blev ligeledes opført en skolebadeanstalt for sydbyens skoler ved Tangkrogen.
Byrådet traf i 1896 beslutning om at åbne den søndre skolebadeanstalt for offentligheden om aftenen og søndag eftermiddage, da presset på den offentlige badeanstalt ved siden af var for stort. Et andet forslag gik på at opføre en separat afdeling for piger i større afstand til den offentlige badeanstalt, men dermed uheldigvis også tættere på byens slagtehus. Det affødte en del ”munterhed” i byrådssalen, da Venstremanden Poul Peter Ørum indvendte, at synet af badende skolepiger på 13-14 år kunne genere slagterne. Problemet fandt i 1910 en løsning med at opføre en badeanstalt for mænd og skoledrenge og en anden for kvinder og skolepiger. Dog afslog man at lade idrætsklubberne bruge den nordre skolebadeanstalt af frygt for smitte og hærværk.
For at spare tid måtte børnene løbe frem og tilbage fra deres skoler til badeanstalterne, fulgt af en lærer på cykel. Den søndre badeanstalt bestod af to bassiner for svømmere og et slimet træbassin for dem, der ikke kunne svømme. Der blev badet fra maj til september, så vandet var ofte meget koldt. I 1948 forbød stadslægen skolebadning i bugten på grund af den tiltagende forurening, som blev sat i forbindelse med en børnelammelsesepidemi.
Opdragelse til renlighed
Nørre Boulevards Skole fra 1893 blev som den første af byens skoler udstyret med badefaciliteter ”efter tidens fordringer”. Meningen med at tilbyde varme brusebade på skolen i vinterhalvåret var at forbedre ”skoleluften” i klasselokalerne og opdrage arbejderbørnene til renlighed. De øvrige skoler blev udstyret med styrtebade efter 1904, hvor det blev lovpligtigt at give børnene et skolebad hver fjortende dag. Så beskidte var børnene, at de aarhusianske lærerinder forsøgte at blive fritaget for at holde tilsyn ved skolebadene af frygt for at blive smittet af den fugtige luft.
Da Finsensgades Skole skulle opføres i 1906, fandt skoleudvalget det mere praktisk at placere baderummet tæt på skolens varmeovn og ikke ved siden af gymnastiksalen, som ministeriet anbefalede. Man mente nemlig, at skolebad kun havde noget med renligheden at gøre og ikke vedrørte gymnastiktimerne. Der blev dog opført et koldt brusebad til idrætsklubberne, som ikke måtte benytte skolens baderum. Først i 1946 blev der indført obligatorisk omklædning og styrtebade efter gymnastiktimerne.
Da det trak ud med at få renset bugten, flyttede svømmeundervisningen indendørs på badeanstalten Spanien og fra 1969 på Aarhus Svømmestadion. Nogle skoler fik også deres egne svømmehaller med Vorrevangskolen som den første i 1959. Så sent som i 1975 talte SF’eren Thorkild Ibsen for nødvendigheden af ”renselsesbade” i svømmehallerne på grund af den lave boligstandard, men på det tidspunkt interesserede skolerne sig mere for at lære eleverne at svømme og mindre for at få dem vasket rene.
Tilstræbt frigørelse
På denne tid begyndte der også at komme nye argumenter for badningen efter idrætstimerne. I 1970 indførte Haldum-Hinnerup skole som en af landets første skoler fællesbad for piger og drenge i de små klasser. Det officielle argument var, at skolen kun havde én gymnastiksal. Dog udtalte gymnastiklæreren, at børnene skulle lære ”at kaste deres blufærdigheder overbord” og ville ”blive fri for en lang række hæmninger”, hvis de lærte hinandens anatomi at kende fuldt ud. I Undervisningsministeriet var man betænkelig, men fandt dog alligevel ikke, at det var farligt, så længe det ikke blev ”pikant”. Den aarhusianske skolepsykolog Erik Livbjerg var derimod af den opfattelse, at det var urimeligt at udsætte blufærdige børn for hvad, han betegnede som ”tilstræbt frigørelse”. Han ville dog ikke udelukke, at børn kunne vænnes til at finde fællesbad naturligt. Endnu i dag er det et centralt argument for skolebadet, at børn skal opdrages til naturlighed.
Litteratur og kilder
- Anne Katrine Gjerløff & Anette Faye Jacobsen: Da skolen blev sat i system 1850-1920, Dansk skolehistorie 3, Aarhus Universitetsforlag 2014, s. 331-334.
- Skoler og skolegang i Århus 1930-1970, Universitetsforlaget i Aarhus 1978, s. 64-65, 186-187, 225-226.
- Gudmund Auring (red.): N.J. Fjordsgades Skole 1910-2010, Århus 2010, s. 14
- Aarhus Byråds Forhandlinger 11.09.1884, 09.10.1884, 22.10. 1884, 26.02.1885, 03.09.1885, 19.11.1885, 03.12.1885, 10.06.1886, 26.04.1888, 17.05.1888,19.11.1903, 09.11.1905, 15.11.1906, 20.06.1907, 28.04.1910, 04.11.1948, 08.04.1954, 13.03.1957, 26.11.1975.
- Aarhus Stiftstidende 30.05.1873, 12.09.1884, 04.05.1893, 19.06.1896, 22.09.1970, 28.09.1970
- Aktuelt 25.09.1970
