Søsporten
Søsporten - tidligere kendt som Restaurant Søsporten og Søsportspavillonen - er en bygning beliggende ved Aarhus Lystbådehavn med facade ud til Hjortholmsvej og ved begyndelsen af Kystpromenaden.
Bygningen blev færdiggjort i foråret 1935 og blev indviet 6. april samme år. Siden har det siden fungeret som et samlingspunkt for flere søsportsklubber samt rummet faciliteter som garager, omklædningsrum, mødelokaler og en restaurant.
Arkitektkonkurrence
Da lystbådehavnen blev indviet i 1933, blev den kaldt Nordens smukkeste lystbådehavn i lokalpressen. Og smuk var den da også, men den manglede et sted at samles for de mange klubber, som holdt til på havnen. Derfor udskrev Havnevæsenet i Aarhus en arkitekturkonkurrence med formålet om at opføre en pavillon ved lystbådehavnen, som i første omgang skulle opfylde de daglige brugeres behov for opbevaringsplads og klubhus. Konkurrence blev vundet af arkitekt H.P. Jensen. Den endelige bygning varierede dog en del fra Jensens oprindelige tegninger og blev opført i funkisstil med stramme former og enkle linjer. Om der senere hen var en anden arkitekt involveret er uklart.
Indvielse med souper
Den 6. april 1935 blev bygningen officielt indviet med en souper, hvor blandt andre borgmester H.P. Christensen, to konsuler, politimesteren, havnemesteren og formændene for de klubber, der blev husets brugere, deltog. Dagen efter kunne søsportsklubberne endeligttage deres klubhus i brug.
Den nederste etage havde Aarhus Roklub og Dameroklubben lagt beslag på. Her var bådehaller med plads til både, årer og andet udstyr, omklædningsrum med moderne skabssystemer og badeafdeling, ligesom der også var blevet plads til et bådereparationsværksted og et mindre bestyrelseslokale. Førstesalen var indrettet med en restaurant, der de første år var forbeholdt husets brugere og deres familier. Derudover rummede den også to klublokaler, der kunne bruges til møder og lignende. Bygningens indvendige udseende blev skabt af arkitekt Ove Bornøe i samarbejde med møbelfirmaet Christiansen og Brusen, mens væggene var præget af friser udført af kunstmaler Fisker. Udover Dameroklubben og Aarhus Roklub kom Søsporten også til at fungere som klubhus for Aarhus Sejlklub, Aarhus Yachtklub, Sejlklubben Bugten og Aarhus Motorbådsklub, der alle var en del af Samvirkende Søsports-Klubber i Aarhus (SSKA).
Århus Stiftstidende beskrev i forbindelse med indvielsen af Søsportspavillonen: : ”Det er en solid Sten- og Cementbygning, der her er rejst. Og rummelig er den. Der bliver et Par højtloftede Baadehaller til Roerne, Plads til Klub- og Mødelokaler og en anselig Restaurant. Hermed skulde Søsportens Ønsker for den nærmeste Fremtid være tilfredsstillet.”
Hjemmebagt lagkage og besættelse
De første år gik bygningen under navnet Søsportspavillonen, og restauranten blev blot kaldt Søsportspavillonens Restaurant. I 1938 overtog restauratør P.J. Knudsen forpagtningen af restauranten, og det følgende forår gav havneudvalget tilladelse til at åbne op for servering fra restauranten til alle. Knudsen begyndte hurtigt at reklamere i byens aviser for at lokke gæster udefra til – blandt andet med annoncer som: ”Efter Turen paa Molen er det godt med en Kop Kaffe med hjemmebagt Lagkage til. Adgang for alle!”. Den åbne serveringsperiode blev dog forholdsvis kort, da tyskerne beslaglagde huset under besættelsen. Først søndag den 24. juni 1945 kunne Søsportspavillonens Restaurant genåbne efter at have været lukket i 2½ år.
I 1956 overtog Axel Mikkelsen forpagtningen af restauranten. Samtidigt blev en omfattende renovering af huset igangsat. Der blev blandt andet lavet en mahogni-portal, nye vinduer i den store sal med udsigt mod nord og lystbådehavnen samt en terrasse på første sal.
Henimod slutningen af 1950’erne var huslejen i Søsporten ved at være en for tung post for husets lejere. Derfor besluttede Aarhus Roklub i 1960 at købe hele bygningen af Aarhus Havn, hvilket blev realiseret i 1961. Bygningen var egentligt blevet vurderet til 300.000 kr., men blev solgt til klubben for 100.000 kroner til Aarhus Roklub. Den gavmilde pris skyldes formodentligt, at driften af Søsportspavillonen altid havde været en underskudsforretning for havnen. Det var dog også dyrt for roklubben at være herre i eget hus, og i 1970 fik den bevilget en lempelse af ejendomsskatten. Blot 10 år senere – i 1980 – overtog kommunen vederlagsfrit Søsporten samtidigt med, at 100.000 kr. blev afsat til nødvendigt istandsættelsesarbejde.
Renovering med genbrug
For nyligt har Søsporten været igennem endnu en renovering, og denne gang en meget omfattende en af slagsen. I 2017 bevilgede kommunen penge til en større renovering og modernisering, og 2019 faldt den sidste økonomi på plads.
Bygningen var en af de ældste bygninger på havnen, og selv om den efterhånden trængte til en meget kærlig hånd, havde den stadig store arkitektoniske værdier med sin 1930’er-funkisstil. Det blev Gjøde og Povlsgaard Arkiteker, der også står bag Den Uendelige Bro, som kom til at stå for projektet.
Renoveringen afslørede en del uventede udfordringer; for eksempel viste det sig, at bygningen nærmest ikke havde et fundament, men var blevet anlagt oven på et lag sand. Renoveringen bød dog også på glemte skatte, da Fiskers fine vægmalerier blev genfundet og afdækket. I renoveringen blev der lagt vægt på genbrug og bæredygtigt byggeri, og så mange materialer som muligt blev genbrugt i bygningen. Gamle fliser blev eksempelvis brugt til at lave en mosaik i bygningens bådehal. Samtidigt blev der under renoveringen opstillet en container ude foran bygningen, hvor borgere selv kunne forsyne sig med materialer, som ikke kunne genbruges i renoveringen. Renoveringen løb op i 22 millioner kr., hvoraf tre millioner kr. kom fra Lokale- og Anlægsfonden.
I starten 2023 kunne Aarhus Roklub, Aarhus Kano og Kajakklub og Sportsdykkerklubben, der er Søsportens nuværende brugere, tage et nyrenoveret søsportsklubhus i brug, som i dag ligger som et smukt bindeled mellem den gamle havn og den nye Aarhus Ø.
Begivenheder ved Søsporten
Siden sin opførelse har Søsporten tjent som klubhus for de forskellige søsportsklubber og har fungeret som vært for en række forskellige begivenheder og aktiviteter. Dets alsidige anvendelse har inkluderet generalforsamlinger for klubberne, filmaftener, møder, fejring af særlige lejligheder såsom fødselsdage eller sølvbryllupper, fester, eller blot som samlingssted for dem, som færdedes ved lystbådehavnen. Blandt de særegne begivenheder, som er hændt på Søsporten gennem tiden, kan nævnes:
- Gennem årene har klubhuset også været udsat for tyverier og indbrud, hvor især restauranten var til genstand for dette. For eksempel kunne man i 1961 læse om en 18-årig dreng, der havde opnået et omfattende synderegister, hvor han havde begyndt sin kriminelle løbebane på Søsporten i 1959, hvor han havde stjålet chokolade og spiritus svarende til 700 kroner.
- 1963: Axel Rasmussen afløser Riis Petersen som restauratør på Restaurant Søsporten. Rasmussen havde tidligere været ansat på Hans Broge og Skæring Strandkro, ligesom han også havde været redaktør på "Vejlby-Risskov Bladet".
- I 1965 besøgte Cirkus Moreno Søsporten, hvor en babyelefant gjorde dets entré og resulterede i en mand, der faldt. Der herskede dog tvivl om dette skyldtes chokket eller ølindtag.
- I 1967 var der i landet en større diskussion om unges forhold til den nye pigtrådsmusik, hvor Musikrådet ville stoppe udenlandske pigtrådsgrupper i at optræde i Danmark, fordi man frygtede ”at manglen på musik-kvalitet i popklubberne vil tvinge ejerne af disse til at byde på underlødig underholdning, at øl, spiritus og sex vil interessere publikum mere end dansk beat-musik.”. Dog havde Hans Peter Jeppesen, som 19 år gammel på daværende tidspunkt, arrangeret flere ’beat-arrangementer’, herunder havde han afholdt ’Beat-Club’ på Søsporten, som havde budt på strip-tease.
- I 1971 besøgte danske marinesoldater Søsporten, hvor de fandt en sjælden torpedodel i restauranten. De havde forinden hørt deres chef fortælle om, at han ikke mente, at der fandtes nogen eksemplarer af den i Danmark. Marinesoldaterne fik lov til at låne delen, som de viste frem til deres chef, eftersom han havde lovet dem øl, hvis de kunne fortælle ham, hvor man kunne finde sådan en torpedodel. Det vides dog ikke, om soldaterne fik den lovede øl eller ej.
Søsporten på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Århus Stiftstidende 27/11/1934
- Århus Stiftstidende 07/04/1935 "Det nye Søportshus fik en festlig indvielse"
- Århus Stiftstidende 22/06/1945
- Århus Stiftstidende 12/10/1956
- Århus Stiftstidende 02/06/1960
- Århus Stiftstidende 13/01/1961 "Roklubben faar "Søsporten" 200.000 under vurdering"
- Århus Stiftstidende 09/03/1961
- Århus Stiftstidende 23/06/1965
- Århus Stiftstidende 19/02/1967
- Århus Stiftstidende 05/06/1971
- Århus Stiftstidende 04/02/2023, "Renovering af Søsporten bød på både gode og dårlige overraskelser".
- Preben Rasmussens samling: Aarhus i 1930'erne, "I lystbådehavnen"
- Preben Rasmussens samling: Bygmesteren i Dansk Arkitektforenings Tidsskrift, 1936
- Preben Rasmussens samling: A.G.T. IV, 1941
- Aarhus Vejviser 1937 og 1938
- Århus Byrådsforhandlinger: 21.12.1961, 02.07.1980, 01,09,1980.