Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Portræt af Rasmus Otto Mønsted (1838-1916). Maleriet er fra 1915 og udarbejdet af N.V. Dorph. Det hænger i dag på Frederiksborg og blev affotograferet i 1924. Ukendt fotograf, Den Gamle By.

Rasmus Otto Mønsted – bedre kendt som Otto Mønsted – var grundlægger af OMA, Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand, medlem af Aarhus Byråd i 1885-1891 og en af de økonomisk bærende kræfter bag etableringen af Aarhus Teater.

Født den 23. november 1838 på Lyngsbæksgård ved Ebeltoft, død den 4. september 1916 i København.

Søn af proprietær, cand.pharm. Niels Secher Mønsted (1803-1891) og hustru Charlotte Amalie Dorothea Marie Møller (1805-1882).

Gift i Aarhus den 7. maj 1870 med Anna Sophie Broge, født den 5. juli 1850 i Aarhus, død den 4. december 1933 i København. Datter af købmand Hans Broge (1822-1908) og hustru Inger Kirstine Brock (1822-1894). Otto Mønsted og hustru fik ingen børn.

Opvækst

Otto Mønsted blev født på Lyngsbæksgård ved Ebeltoft i 1838. Hans forældre var proprietær Niels Secher Mønsted og hustru Charlotte Amalie Dorothea Marie Mønsted f. Møller. I 1840 fik Otto Mønsted en lillebror, Ole Tønnesen Tuxen Mønsted, men havde ellers inden søskende.

Omkring 1840 fik Mønsteds familie la Cour-familien som nabo, og han blev gode venner med sønnen Janus Andreas Bartholin la Cour (1837-1909) – et venskab som varede livet ud.

Otto Mønsted fik en plads som handelselev i Grenaa som 14-årig og blev efterfølgende kommis i Roskilde og København. Som 27-årig i 1865 startede Mønsted som selvstændig i Aarhus med en engrosforretning i Mejlgade 7.

I 1869 fik han kontor på Konsul J.M. Mørks Gård på Vestergade 11. Herfra skulle han komme til at drive forretning i en lang årrække fremefter.

Allerede i 1870 havde Otto Mønsted gang i sit første iværksætteri med anlæggelsen af Aarhus Dampmølle A/S, og i 1876 grundlagde han en eksportforretning. Han købte danske landbrugsvarer for at sælge dem videre, primært til det engelske marked.

I 1870 blev den da 32-årige Otto Mønsted gift med Anna Sophie Broge i Aarhus. Hun var datter af en af Aarhus' største handelsmænd, Hans Broge, og gennem ægteskabet sikrede Otto Mønsted sig en stærk allieret og samarbejdspartner i byen. Da Hans Broge i folkemunde blev kaldt "Kong Hans" lå det lige til højrebenet for Aarhus' befolkning at give Otto Mønsted tilnavnet "Prins Otto".

OMA's start

OMA's arbejdere i et gruppefoto foran fabrikken i Vestergade 11. Ukendt fotograf, 1908, Den Gamle By.

I 1883 grundlagde Otto Mønsted OMA. Han var den første dansker, der forsøgte sig med margarineproduktion. Det vides ikke, hvor han har hentet inspirationen fra, men det har muligvis været fra Tyskland.

Margarinen opstod, da produktionen af smør i midten af 1800-tallet ikke havde fulgt med befolkningsvæksten. Med flere og flere aftagere af smør var priserne begyndt at stige. Der opstod derfor et udbudsmæssigt tomrum, et behov for et billigt erstatningsprodukt. Fra 1883 begyndte Mønsted at sælge sit nye 'kunstsmør' eller 'butterine', som det også hed. Produktet solgte rigtig godt helt fra starten – Mønsted havde vurderet markedet korrekt og havde fat i en god forretning.

Smørkrigen

Ikke alle var lige glade for margarinen. Det stigende salg af margarine påvirkede nemlig efterspørgslen på rigtigt smør, og smørpriserne faldt som følge. Det påvirkede landbokredsene, hvis medlemmer tjente mindre. Smørproducenterne og landbrugspartiet Venstre kæmpede i slutningen af 1800-tallet imod margarinens indførelse for at beskytte det eksporterede danske smørs omdømme samt for at sikre indtjeningen. Det førte til, at "Loven om Kunstsmør" blev gennemført i 1885. Den var et forsøg på at imødekomme de utilfredse bønder og blev derfor ikke helt så gennemarbejdet, som den kunne. Konsekvenserne var i høj grad begrænset til mærkningen og emballagen af margarinen, som det nu skulle hedde. På den måde adskiltes smør og margarine mere fra hinanden. Loven løste langt fra konflikten, men blev nærmere starten på det, der senere er blevet kaldet "Smørkrigen". I 1888 kom en ny lov: Man lagde restriktioner på farvningen af margarinen, der naturligt var bleghvid, da det var fremstillet af animalsk fedt blandet med skummetmælk.

Hvad Otto Mønsted tænkte om lovene, ved vi ikke, men han opfyldte de nye lovkrav til punkt og prikke. De var dog en klods om benet på ham, hvorfor han i 1888 åbnede sin første margarinefabrik i England. Det skaffede ham hurtigt en god andel af det engelske marked, samtidigt med at han der ikke var underlagte de danske restriktioner. Faktisk gik det så godt, at han måtte udvide med endnu en fabrik i England i 1894.

Markedsføringen og nytænkning

En del af Mønsteds succes skyldtes helt sikkert, at markedet var klar til produktet, men en del af æren må også tilskrives Mønsteds talent for markedsføring. Han fik med tiden opbygget et stærkt varemærke i forbrugernes bevidsthed. Det skete ved en ret nytænkende tilgang til markedsføringen, hvor OMA fik oprettede indregistrerede mærker, som de satte på deres varer. Samtidig forbrugere opfordret til at lede efter disse mærker som en kvalitetssikring.

Inspireret af rejser til blandt andet Egypten blev elefanter, kameler og beduiner eksotiske OMA-varemærker. OMA havde generelt mange vellykkede reklamekampagner, og det landskendt slogan Sig navnet – OMA' bringer stadigt genkendelse.

Mønsted i Aarhus

I 1892 fik Otto Mønsted Aarhus Oliefabrik til at optage udvinding af vegetabilske olier, og et nyt stort Aarhusforetagende så hermed dagens lys. I 1896 gik Mønsteds korn- og foderstofforretning op i Korn- og Foderstof Kompagniet, og efter at han i 1899 var flyttet til København, omdannedes hans margarinefabrik til et aktieselskab. I begge virksomheders bestyrelse sad han som formand til sin død.

Det var alene ved sine egne af klarsyn og initiativ prægede dispositioner, at Mønsted kom til at virke i Aarhus bys tjeneste. Han skyede al foreningsarbejde og offentlig fremtræden, og han afviklede da også de tillidshverv, som han havde ladet sig nøde til at tage imod, efterhånden som hans forretning krævede mere og mere af hans arbejdskraft.

Otto Mønsted var en kort årrække formand for Aarhus Handelsforening, og i 1879-98 sad han i tilsynsrådet for Spare- og Lånekassen i Aarhus.

I en del projekter, der udsprang af privat initiativ, ydede Mønsted en prisværdig indsats; således gik han i spidsen ved oprettelsen af Aarhus Telefonselskab, hvor han blev den første formand, og da man i slutningen af 90'erne begyndte aktietegningen til opførelse af Aarhus Teater, lod han sig tegne for en stor post, som han senere skænkede til teatret. Otto Mønsted bidrog dermed i høj grad til finansieringen af Aarhus Teaters byggeri, blandt andet betalte han egenhændigt hele udgiften til den indvendige dekoration.

Ved Mønsteds død overgik hovedparten af hans formue til et fond, der skulle bidrage til udvikling af Danmarks handel og industri. Denne sidste disposition lå på linje med hele hans virke. Det var på landsplan, og først i anden række på det lokale område, at man nød godt af hans initiativ.

Mønsted havde en stor interesse for Aarhus og dets potentiale. Det var en af grundene til, at han blev medlem af byrådet i 1885-91. Her var han blandt andet formand for udvalget, der håndterede Aarhus Gasværk. Generelt nåede han at have en del bestyrelsesposter. Han var i 1889-93 formand for Aarhus Handelsforening og sad i bestyrelsen ved Jydsk-Engelsk Dampskibsselskab – et selskab som hans svigerfar, Hans Broge, havde etableret. Da både Broge og Mønsted eksporterede til England, var dette en vigtig post for deres foretagender.

Otto Mønsted flyttede til København i 1899, hvor han anlagde et kæmpe palæ som privat bolig. Palæet er i dag hjemsted for den russiske ambassade.

Konkurrencen stiger

Et lukrativt marked lokker mange nye konkurrenter til. Det var også tilfældet for margarinemarkedet. Da Mønsted begyndte sin produktion i 1883, var han den eneste i Danmark. I 1905 var der 16 margarineproducenter. Ved hans død i 1916 var der 51 producenter.

Det førte til intensiv konkurrence, hvor smag og pris var afgørende faktorer. Mønsted satsede på kvaliteten og gjorde en del i produktudvikling. Man udviklede hurtigt nye typer margarine på markedet, eksempelvis rullemargarine til wienerbrød, røremargarine til kager osv.

Efter Første Verdenskrig intensiveredes konkurrencen stærkt. Reklamekampagner og store prisnedsættelser var en del af de udprægede strategier.

Trods de mange tiltag, Mønsted kom op med, var der en stærkt retning i udviklingen af markedet. FDB fabrikkerne satte sig mere og mere på markedet, da de havde tætte forbindelser til brugsforeningerne. Det afskar de andre fabrikanter fra en væsentlig del af markedet, hvorfor FDB blev den største fabrikant i 1910'erne.

Medlem af eller byens repræsentant i...

  • Havneudvalget 1885-90
  • Udvalget for gasværket og den offentlige belysning 1885-90

Litteratur og kilder