Janus Andreas Bartholin la Cour (1837-1909)
Janus Andreas Bartholin la Cour - eller bare Janus la Cour - (født den 5. september 1837, død den 13. oktober 1909 i Odder) var kunstmaler på Aarhusegnen.
Han var søn af proprietær Otto August la Cour fra Thimgård ved Ringkøbing og hustru Ane Cathrine la Cour, født Strandbygaard.
Familien flyttede på et tidspunkt til Stensmark ved Grenaa, og her mødte Janus la Cour den senere storkøbmand Rasmus Otto Mønsted (1838-1916), der var søn af naboen. De blev gode venner - et venskab, der holdt livet ud.
Janus la Cour arbejdede næsten udelukkende med landskabsmaleri med motiver, der udtrykte et idyllisk natursyn og den stille stemning. Sine sidste tyve leveår tilbragte han på Aarhusegnen, idet han købte Langballegård i Mårslet. Ofte skildrede han Aarhusbugtens flade vige og de skovklædte stejle skrænter, som f.eks. Moesgaards Strand med sømærketræerne. Janus la Cours Gade er opkaldt efter ham.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
- Ib Gejl, i: Ib Gejl (red.), Århus - Byens borgere 1165-2000, Århus 2000, s. 201-202 Bestil materiale