Skolegade 7

Fra AarhusWiki
(Omdirigeret fra Emilienborg)
Indlæser kort...

Skolegade 7 - også kaldet Emilienborg - er en adresse på Skolegade, hvorpå der omkring år 1900 opførtes en større etageejendom af murermester N. N. Nielsen. Arkitekt Rudolf Frimodt Clausen stod bag tegninger til den prægtige etageejendom. Bygningen, som blev navngivet Emilienborg, er en 4 etagers hvid ejendom med gråmalet facade i stueetagen, og et vinkeltag med en tagkvist på hver side.

I 1908 etablerede konditor Jens Emmery (1874-1937) et konditor i bygningen. Konditoriet, som blev fundamentet for kæden Emmerys, blev i 1911 flyttet til Guldsmedgade 24.

Tidligere bygning

Inden da, omkring 1840'erne-1870'erne, lagde adressen grund til en bindingsværksgård med lejligheder og svalegang i gården. I 1870 boede værtshusholder Jacob Skomager i forhuset. I 1854 blev to lejligheder udbudt til leje i Aarhus Stiftstidende: "een til Gaden, best. af 3 Værelser, Kjøkken, Spise- og Pigekammer, en dito til Gaarden med et stort rummeligt Værksted paa 4 Fag Vinduer til hver Side".

I 1854 annoncerede Ch. Christensen, at han havde opnået bevilling som værtshusholder, og åbnede en beværtning på adressen. I 1865 boede en F. Hansen også på adressen, og han annoncerede med at kunne helbrede gigtpatienter:

"Ufeilbarligt Middel mod Gigt. Under mit Ophold her i Byen tilbyder jeg at gjøre Gigtpatienter bekjendte med en Svedecuur, hvorved mange Mennesker ere helbredede for Gigt, hvorom jeg har en Mængde Attester, der imidlertid ere indsendte til Justitsministeriet med en Ansøgning."

Restaurationer og pensionater i Skolegade 7

  • 1854: Værtshus, navn ukendt
  1. Bevillingshaver: Ch. Christensen.
  • Emmerys Konditori (ca.1908-1911)
  • Torvecaféen (ca.1914-1959)
  1. Ca.1920-1929: Bevillingshaver Hans Jørgensen Bloch. Bloch overtog efterfølgende Hotel Kronborg i Frederiksgade 86.
  2. 1929-1931: Bevillingshaver Joseph Marinus Christensen. Christensen ansøgte i 1931 om at få Hans Christian Bathum til bestyrer, hvilket blev bevilget.
  3. 1932-1933: Bestyrer Hans Christian Bathum, som i løbet af sit liv nåede at arbejde på et utal af beværtninger i Aarhus, blandt andet på Hotel Vestjylland.
  4. 1933-1938: Restauratrice fru Elfrieda Petersen. Hun købte efterfølgende Elmers Hotel i Ryesgade 3.
  5. 1938-1952?: Restauratør A. Jensen.
  6. 1952: Indehavere Familien Madsen.
  • Fra 1928 drev Ingeborg Skaun pensionat på adressen (hun havde tidligere drevet pensionat på Frederiksgade 76A). I 1940 blev hun efterfulgt af en fru Wigant.
  • Teater Bodega (1959-)
  1. 1958-1985: Gerda Madsen. I 1959 blev stedet omdøbt til Teater Bodega, og det hedder det stadig i 2022.
  2. 1985-2005: Restauratør Gert Hauge.
  3. 2005: Restauratør Ole Jensen.

Skolegade 7 på Aarhusarkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Skolegade 7

Litteratur og kilder

  • John W. Oldam, Træk af hotel, pensionats og restaurationslivet i Aarhus, 1921-1941, 143, 147, 234
  • Preben Rasmussens Udklipssamling 1800-1990, Skolegade 7
  • Aarhus Stiftstidende, 08-07-1854
  • Aarhus Stiftstidende, 29-11-1854
  • Aarhus Stiftstidende, 28-09-1865