Christen Bagge Frausing

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Christen Bagge Frausing (født den 29. juli 1782, død den 10. marts 1840) var købmand.

Frausing blev født i Aarhus i 1782. Han blev døbt i Vor Frue Kirke den 21. august 1782. Hans far, Poul Frausing, drev købmandsforretning i Borgmestergården.

Frausing blev købmand lige som sin far. Han startede som købmandskarl og arbejdede sig op gennem rækkerne, indtil han kunne åbne sin egen købmandsforretning. I 1807 annoncerede han med følgende varer i Aarhus Stiftstidende: ”Hos C.B. Frausing er at bekomme til de billigste Priser mueligt Hollandsk Biekube, beskaaren og ubeskaaren Postpapiir, de volle Knaster i hele, halve og fierdings Pundviis. Pontenborgs Tobak i Motter og Ruller, Pap-papiir, 8 Punds og 6 Punds Papiir, hollandsk Lin- og Roe-Olie i Ahner og Potviis med mere.” Frausing samarbejdede med flere af byens førende folk. I 1824 reklamerede han med et samarbejde med Marcus Galthen Bech i avisen.

Han drev butik på Lille Torv og senere på Immervad. Efter nogle år overtog han faderens forretning i Borgmestergården på Lille Torv.

Efter Frausings død i 1840 drev hans kone Ulrikke virksomheden videre, indtil hun solgte den i 1843 til Hans W. Secher.

Offentlige hverv

Frausing var medlem af Aarhus Overmynderi i 1839

Privatliv

Frausing blev gift med Ulrikke Sophie Frausing, født Rasch i 1806. Parret fik fem børn. Tre af børnene døde i deres barn- eller ungdom. Kun døtrene Cathrine Marie Frausing og Johanne Frederikke Frausing overlevede forældrene.

Flere af byens spidser var en del af parrets omgangskreds, hvilket blandt andet kan ses ved, at Frausing jævnligt var fadder ved barnedåb.

Frausing blev begravet på Søndre Kirkegård

Kilder