Asser Levin (1813-1893)

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Portræt af boghandler Asser Levin. Fotograf Iver Frederik Dresler, ca. 1875, Det Kgl. Biblioteks billedsamling.
Store Torv 1 på hjørnet af Store Torv og Skt. Clemens Torv. Til højre i bygningen ses Th. Køsters boghandel, hvilket blev navnet på Asser Levins boghandel, efter han overdrog den til Theodor Køster i 1888. Hammerschmidt Foto, ca. 1890, Aarhus Stadsarkiv.
Asser Levin og Jette Levins fælles gravsten på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads ved Musikhusparken. På gravstenen står der:

"HER HVILER
ASSER LEVIN
F. 24 NOVEMBER 1813,
D. 15 AUGUST 1893.
JETTE LEVIN
FØDT ELSASS
F. 12 DECEMBER 1811,
D. 11 FEBRUAR 1905."

Nederst er en kort hebraisk inskription.

Fotograf: Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

Asser Levin (født i Nakskov den den 24. november 1813, død i Aarhus den 15. august 1893) var en jødisk boghandler i Aarhus, hvor han havde sin forretning på Store Torv 1.

Gift første gang med Viggoline Elsass. Hun døde den 1. april 1848, hvorefter Levin hurtigt giftede sig på ny med Jette Leah Elsass, der var hans første hustrus søster. Sammen fik de fire børn; to sønner, Nathan (Nathalius) og Albert, og to dødfødte døtre.

Tidlige liv uden for Aarhus

Asser Levin kom i bogtrykkerlære i København i 1828-32, hvorefter han ønskede at rejse til Nordamerika for at prøve lykken. Derfor tog han til Bremen i Tyskland for at komme med et skib dertil, men da der ikke var nogle afrejser inden for nærmeste fremtid, opgav han sin idé. I stedet rejste han til Schweitz, hvor han de næste fire år arbejdede i landets bedste bogtrykkerier i Zürich, Luzern og Bern. Derpå rejste han igen til Tyskland, hvor han brugte otte år inden for bogtrykkerfaget.

Boghandler på Store Torv

I august 1845 kom han igen til Danmark, hvor han forsøgte at få tilladelse til at slå sig ned som bogtrykker i Helsingør, Næstved og Rudkøbing, men ingen af byernes autoriteter ville give ham privilegierne til det. I 1847 fik han imidlertid lov at købe ”den Kirkerupske Boghandel” på Store Torv 1 i Aarhus, efter den tidligere ejer, Edvardt Kirkerup, var afgået ved døden samme år.

Sammen med sin kone, Viggoline Elsass, ankom han til Aarhus fra København på dampskibet ”Iris” den 15. oktober 1847. Ved sin ankomst fandt Levin den Kirkerupske Boghandel i uforventet dårlig stand, men han var efter sigende en ”Mand med en bestemt Character og en fast Vilie” og fik med hårdt arbejde vendt lykken og skabt sig en solid kreds af kunder.

Den 9. februar 1848 annoncerede han for første gang sin forretning i Aarhus Stiftstidende. I annoncen kunne man læse, at man hos ham kunne købe kong Frederik 7.s portræt samt ”et Udvalg af alleslags Papirer, Brevpapir med Sørgerand, blaat Conceptpapir, Conceptcarduus, rødt Blothing, udmærket Hollandsk dobbelt Olephantpapir og Imperial-Berlin samt Blomster papir. Ligeledes et stort Udvalg af Lithographier, Tegnebestik, Sammielastique, Ridsefjedre, Skriveetuier og Reiseskrivetøier. Alt til de muligst billige Priser.”

Senere annoncer afslører, at Levin også solgte visebøger, poesibøger, hæklebøger, håndbøger i "blomstergartneriet", nedskrevne prædikener, nodehæfter, kort over Aarhus, fotografier af flotte motiver, blæk i forskellige farver og endda et middel mod gigt og ledsmerter. Desuden drev han for sin boghandel også et såkaldt ”Lejebibliothek”, hvor han til faste priser udlejede bøger i en uge, en måned eller et kvartal ad gangen.

Optøjer i butikken

I marts 1849 var Asser Levin genstand for en dramatisk affære, da han og en matros fra en tysk bataljon blev uenige, da matrosen ville købe en visebog. Matrosen slog i disken, så der sprøjtede blæk fra et blækhus op på Levin. Levin kastede det derefter i hovedet på matrosen, der gik ud af forretningen hvor hans kammerater i bataljonen ventede på ham. De blev vrede over Levins behandling af matrosen, og for at undgå problemer gav Levin ti rigsdalere og ti kopper punch til matroserne. Det havde dog den modsatte effekt, for resten af bataljonen, der stod på uden for forretningen på Store Torv, følte sig snydt og også ville have penge og punch. Matroserne startede optøjer og Levins forretningsruder blev knust. Til sidst skred politiet ind og rømmede Levins boghandel.

Trods miseren blev Asser Levin en anerkendt boghandler og borger i Aarhus. Han fik endda posten som regnskabsførende ved Borgervæbningsfonden, men afstod efter eget ønske posten i 1863.

Anerkendt borger

I 1872 kunne Asser Levin fejre 25-års jubilæum som boghandler og blev i den forbindelse hædret både i Nordisk Boghandlertidende og i Aarhus Stiftstidende. Det blev skrevet, at ”Fra 15de Oktober 1847 og indtil nu har A. Levins Boghandel udfoldet en Virksomhed, der tilfulde fortjener Anerkendelse. Med Rette ansees den for en af de betydeligste og bedst ledede Boglader i Provindserne, ligesom Dommen om dens Eier enstemmig lyder paa, at han er en agtet og hæderlig Mand, der ved Flid og en høi Grad af Punktlighed har forstaaet stadig at bringe sin Forretning tilveirs.”

Herefter passede Asser Levin sin forretning en rum tid endnu. Først i oktober 1887 solgte han den til boghandler Theodor Køster, og holdt i den forbindelse stort udsalg på mange af sine varer. I juni 1888 overtog Køster butikken. Asser Levin flyttede derefter til Nørrebrogade 34 sammen med sin hustru, hvor de formodentlig levede af deres formue.

Asser Levin døde den 15. august 1893, 79 år gammel. Han blev overlevet af sin hustru og sine to sønner, den ene fuldmægtig på et kontor i København, den anden indehaver af en juvelforretning i London. Enkefru Levin levede, til hun blev hele 93 år gammel og var ved sin død Aarhus Stiftstidendes ældste abonnent. Hun og Asser Levin deler et gravsted på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads ved Frederiks Allé. Ved siden af dem findes gravstedet for Levins første hustru, Viggoline Elsass.

Se også

Asser Levin på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Asser Levin

Litteratur og kilder