Jette Leah Levin (1811-1905)

Fra AarhusWiki
Asser Levin og Jette Levins fælles gravsten på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads ved Musikhusparken. På gravstenen står der:

"HER HVILER
ASSER LEVIN
F. 24 NOVEMBER 1813,
D. 15 AUGUST 1893.
JETTE LEVIN
FØDT ELSASS
F. 12 DECEMBER 1811,
D. 11 FEBRUAR 1905."

Nederst er en kort hebraisk inskription.

Fotograf: Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

Jette Leah Levin, født Elsass - eller bare Jette Levin - (født den 12. december 1811 i Nakskov, død den 11. februar 1905 i Aarhus) var en del af det jødiske mindretal i Aarhus i 1800-tallet.

Hun var datter af Nathan Elsass og Rose Elsass, født Levin.

Gift med Asser Levin. Hun var dennes anden hustru, og giftede sig med ham, efter hans første hustru, Viggoline Levin, født Elsass, døde. Viggoline Levin var Jette Levins søster.

Jette Levins mand, Asser Levin, var boghandler i Aarhus, hvor han havde sin boghandel på Store Torv 1. Her boede parret også privat. De fik sammen fire børn: to sønner, Nathan og Albert, og to dødfødte døtre.

Asser Levin klarede sig godt med sin forretning og blev en både rig og anerkendt borger, så han og Jette Levin har levet godt. I oktober 1887 solgte han sin forretning til boghandler Theodor Køster, som overtog den helt i juni 1888. Asser og Jette Levin flyttede derefter til Nørrebrogade 34, hvor de formodentlig levede af deres formue.

Jette Levins mand døde i 1893, hvorefter hun blev boende i deres hjem i Nørrebrogade. Hendes to sønner, den ene fuldmægtig på et kontor i København, den anden indehaver af en juvelforretning i London, var for længst flyttet hjemmefra.

Enkefru Levin blev hele 93 år gammel og var ved sin død Aarhus Stiftstidendes ældste abonnent. Hun og Asser Levin deler et gravsted på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads ved Frederiks Allé. Ved siden af dem findes gravstedet for Asser Levins første hustru, Viggoline Elsass.

Se også

Jette Leah Levin på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Jette Leah Levin

Litteratur og kilder