4. juli katastrofen

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

4. juli 1944 eksploderede en tysk lægter lastet med ammunition ved Aarhus Havn, og forårsagede en af de største katastrofer i Aarhus' historie.

Indledning til katastrofen

I de sidste år af besættelsen var Aarhus Havn blevet af central strategisk betydning for den tyske værnemagt, der blandt andet brugte den som en vigtig udskibningshavn af våben og ammunition til Norge. I takt med at de allierede fik overtaget i luftrummet var det blevet for farligt for tyskerne at sejle direkte til Norge fra de nordtyske havne. Derfor blev forsyninger først sendt til Aarhus med tog for dernæst at blive sendt med skib videre til Norge. Dette medførte en voldsom trafik af omlastning af især ammunition – et meget farligt arbejde, der hovedsageligt blev udført af danske havnearbejdere.

Ammunitionsulykker i Oslo og Bergen havde gjort det tydeligt for enhver, at arbejdet med at laste ammunition var meget farligt. Derfor henvendte KFK (Korn- og Foderstof Kompagniet) sig derfor til Byrådets Kontor, der varetog forhandlingerne med tyskerne, for at få byen til at lægge pres på tyskerne om at flytte udskibningen af ammunition til en mere afsidesliggende opladningsplads.

I maj 1944 indledtes forhandlinger med den tyske havnekommandant, Korvettenkapitän Hake, som lovede at undersøge sagen nærmere. Hake blev dog forflyttet inden forhandlingerne var ført til ende hvorfor man i begyndelsen af juni 1944 med, samme anmodning, rettede henvendelse til den nye havnekommandant – den senere Ortskommandant – Kapitän zur See von Bonin. Von Bonin lovede at overveje at flytte udskibningen idet han fuldt ud forstod den fare der var forbundet med ammunitionsskibenes beliggenhed ved havneområdets midte.

Da der ved slutningen af måneden endnu ikke var sket noget henvendte byens repræsentanter sig atter til Von Bonin, der svarede, at det desværre ikke kunne lade sig gøre at flytte udskibningen, da denne skulle ligge centralt og navnlig ved en egnet kran.

Mindre end en uge efter indtraf katastrofen.

En regn af projektiler og granater

Den 4.juli 1944 kl. 13.47 lød der et brag så voldsomt, at det kunne høres helt ude i Femmøller på Djursland. I Trige kunne folk mærke jorden ryste under sig. I Risskov og andre steder nærmere byen faldt kalkpudset ned fra væggene, alt imens badegæster på Den Permanente forskrækkede løb op i skoven for at gemme sig.

Fra Sydhavnens 10-meterkaj rejste en 600 meter høj røg- og støvsky. Havnearbejdere havde været i færd med at losse ammunitionskasser fra et godstog over på en lægter da lægteren med 150 tons ammunition eksploderede og efterfølgende fløj op på land Her havnede den på en jernbanevogn for derefter sammen med jernbanevognen at havne på taget af Mammen & Dreschers lagerbygning. På mindre end et sekund var næsten alt liv på stedet udslukt. Arbejdere, der havde været beskæftiget i nærheden af eksplosionen lå lemlæstede på jorden eller i de nærliggende brændende ruiner af sammenstyrtede pakhuse.

Mere end 2000 granater, projektiler og glødende sprængstykker haglede ned over store dele af byen – helt op til 1000 meter fra eksplosionsstedet slog fragmenter ned. På loftet i Stiftstidendes bladhus landede et stort projektil tillige med en halvanden meter lang jernplade; i Østergade endte en granat i en skrivebordsskuffe, mens en anden, i Ryesgade, gik gennem et tag, borede sig ned gennem etageadskillelser, gennem en skrivemaskine og ned i gulvet. Ved en tandlæge gik et projektil gennem taget og landede i en stol, som en patient netop havde forladt.

Trods katastrofens store omfang kunne det være gået langt være. Det tyske ammunitionsskib Scharnörn, som lå fortøjet blot 20 meter fra eksplosionen brød i brand. Skibet var lastet med yderligere 300 tons ammunition, og kunne, hvis det eksploderede, have udslettet store dele af Aarhus midtby. Til alt held lykkedes det bugserbåden Hermes at bugsere Scharnörn væk og slukke ilden.

Tabene

Den senere opgørelse over ofrene for katastrofen viste, at der var 33 dræbte. 12 af de dræbte var så ilde tilredt, at de ikke kunne identificeres. Blandt de dræbte var den 12-årige dreng John Andersen, der kun kunne genkendes ved hjælp af en bog, han havde i baglommen.

Op mod 250 sårede aarhusianere - hovedsageligt lager- og pakhusarbejdere og havnearbejdere – blev bragt ind på byens hospitaler med hjælp fra et stort antal private og offentlige køretøjer – endda trehjulede cykler blev taget i brug for at bringe de mange sårede ind.

Det er uvist hvor mange tyskere, der blev dræbt i sekunderne efter eksplosionen. Det officielle tal lyder på 3 dræbte, mens det reelle sandsynligvis er højere.

Efterspil

Dagen efter katastrofen afholdtes der et ekstraordinært byrådsmøde, hvor byrådet vedtog, at skænke de efterladte familier et beløb på 1000 kr. samtidig med, at det blev pålagt socialkontoret og socialtjenesten, så vidt det var muligt at hjælpe de skadelidte. Derudover lod byrådet på byens bekostning afholde en mindehøjtidelighed for de 12 dræbte, hvis lig ikke kunne identificeres. Efter højtideligheden, der afholdtes i Aarhus Domkirke den 29. juli, nedsattes asken af resterne af de tolv i en fællesgrav på Vestre Kirkegård, hvor der i dag er indrettet en mindelund.

Årsagen til ulykken blev aldrig opklaret. Dog proklamerede tyskerne senere, at deres undersøgelser havde vist, at der havde været tale om kommunistisk sabotage – men at ingen yderligere undersøgelse ville blive iværksat, da sabotørerne var blandt de dræbte. Kun de færreste troede på tyskernes påstande, og de fleste så selvantændelse eller tabt ammunition som følge af tyskernes krav om et alt for høj arbejdstempo som den mest realistiske forklaring på eksplosionen.

Efter oprydningen fortsatte ammunitionstransporterne uanfægtet resten af krigen.

Litteratur og kilder

  • Århus Stiftstidende 5/7 1944, 30/7 1944
  • Demokraten 5/7 1944, 30/7 1944
  • Aarhus under besættelsen, Red. Georg Andrésen, Forlaget Aros Aarhus, 1946
  • Vi spyttede ikke på dem – når de så det. Hverdagen i Århus under besættelsen, Red. Georg Andrésen, Husets Forlag, 1986