Bispetorvet

Trods sit flotte navn, Bispetorvet, er navnet af nyere oprindelse. Først i tiden efter første verdenskrig har torvet eksisteret i sin nuværende form – nemlig efter Aarhus Domkirke blev frilagt. Hele pladsen mellem Kannikegade, Skolegade, Skt. Clemens Torv og domkirken har således langt tilbage til den katolske tid været bebygget med huse, som havde tilknytning til kirken. Flere af disse huse var såkaldte Kannikegårde, der lå langs Kannikegade, mens der omtrent midt på det nuværende Bispetorv lå et anseeligt stenhus – Kapitelhuset – som efter reformationen blev omdannet til Bispegård med en stor have og hegnsmure ud mod Kannikegade og Skolegade.

Schweizercafeen, byens mødested

Café Rozzi 1908

Af hensyn til torvehandelen samt et ønske om at frilægge Domkirken havde Aarhus Byråd længe ønsket sig at købe den gamle bispegård til nedrivning. Daværende biskop G.P. Brammer modsatte sig og først efter dennes afgang i 1881 lykkedes det at købe ejendommen hvorefter den sammen med et par andre ejendomme blev nedrevet.

Tilbage stod der mellem Skt. Clemens Torv og det nye Bispetorv en karré hvor tidens berømte og hyggelige Rozzis café lå med facade ud mod Bispetorvet – omtrent der hvor bronzestatuen af Christian den Tiende i dag står.

I Cafeen, som blev samlingspunkt for journalister, latinskolelærere og aarhusianere i øvrigt, kunne man se nogle af byens kendte ansigter som Hans Broge og svigersønnen Otto Mønsted drikke deres formiddagskaffe og på lune sommeraftener se skuespillerne fra Aarhus Teater løbe fra regningen, når teatrets portner ringede over for at minde dem om, at de skulle på scenen. I det hele taget gik det lystigt for sig i området i 1800-tallet. Særligt i Kannikegade lå der danserestauranter, klubber, cafeer og det gamle Aarhus Teater »Svedekassen«.

Nyt teater

Det temmelig kummerlige »Svedekassen« blev indviet i 1816 og, af dets ejer Sophus Birck stillet, til rådighed for de mange turnerende selskaber der. Men på grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret hurtigt tilnavnet »Svedekassen«. Teatret var desuden kendt som en brandfælde og blev i flere aviser kaldt Danmarks værste provinsteater.

Det var derfor ikke mærkeligt, at aarhusianerne ønskede sig et tidssvarende teater, og i 1898 blev grundstenen lagt til det nye teater på Bispetorv. I 1900 kunne teatret indvies. Utroligt nok havde arkitekten Hack Kampmann glemt at lave skuespillergarderobe, hvorfor man i al hast måtte købe en naboejendom i Kannikegade og forbinde de to bygninger ved en overdækket hængebro.

En forlist plan og frilæggelse af Bispetorv

Fil:Tegning.jpg

Tegning af Andelshuset med den famøse bue, 1916

I tiden op til den endelige frilæggelse af torvet i 1916-21 opkøbte Jydsk Andels-Foderstofforretning i 1915 husrækken mellem Skt. Clemens Torv og Bispetorvet og rev bygningerne ned for at opføre et kontorhus, der skulle være andelsbevægelsens nye hovedsæde. Det skulle vise sig at være et kæmpepalads med tårne og spir, tegnet af arkitekten bag Landsudstillingen i Aarhus Anton Rosen. Selvom projektet var spændende, var det kontroversielt og mødte store protester fra byens borgerskab, som nødigt så andelsbevægelsen sætte sig på byens nye torv. Særligt planen om at forbinde huset og Domkirken med en murstensbue blev for meget for aarhusianerne.

I byrådet var man dog også betænkelige, og man tilbød at købe grundene på Bispetorvet. Andelsselskabernes bestyrelse afslog tilbudet, og da byggearbejdet blev udbudt i licitation, syntes alt håb ude. Det skulle imidlertid vise sig, at andelsselskaberne var villige til at opgive byggeplanerne, da prisen på byggematerialer var stegett kolossalt. Der krævedes 900.000 kr., hvoraf byrådet kunne stille 425.000 kr. og Aarhus Privatbank 275.000 kr. Der skulle altså indsamles 200.000 kr. Store og små bidrag indkom i et hastigt tempo, og glæden var stor, da indsamlingen passerede de 200.000 kr.

Hovedformålet at frilægge Domkirken kunne nu sættes i værk, og i 1917 blev der udskrevet en konkurrence om den bedste ordning af pladsen. Konkurrencen blev vundet af Th. Havning og H. Mundt, hvis forslag dog ikke straks blev sat i værk. Først i 1921 blev planen gennemført og Bispetorvet anlagt i sin nuværende form.

Litteratur og kilder

• Århus - Dengang og nu, bind 1,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1971
• Århus - Dengang og nu, bind 2,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1972
• Gamle Århusgader, bind 1, Emanuel Sejr, Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1960
• Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
• Som Århus morede sig, Bernhardt Jensen, Århus Byhistoriske udvalg, Universitetsforlager i Aarhus, 1966
• Aarhus Stiftstidende, 28.maj 1916