AGF Fodbold: Forskelle mellem versioner

1954/55-sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtigt til at modstå modgang, og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang var spillernes evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og Centralhotellet i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.  

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

[[Fil:AGF spillere før afrejsen til Skotland.jpg|400px|thumb|left|AGF spillere før afrejsen til Skotland i 1965]]

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.  

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.  

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.