AGF Fodbold: Forskelle mellem versioner

I årene efter 1. verdenskrig opstod der planer om at man skulle have en konkurrent til AGF, hvilket førte til oprettelsen af B 1921 - allerede i 1929 blev den dog nedlagt. Samme fredagsaften i august, som B 1921 blev nedlagt, skete der dog det at man oprettede [[Århus Fodbold Club]], AFC. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, da AFC indtrådte i JBU’s B-række på B1921's plads. Fjorten dage senere opslugte man også [[Boldklubben Frem]]. Derfor kunne man uden at spille overtage deres plads i A-rækken.

Det gik godt for AFC og i februar 1930 kunne man også indlemme [[Afholdsfolkenes Idrætsforening]] i klubben og dermed bruge deres klubhus og baner, bag AGF’s baner ved Dalgas Avenue. Senere i foråret blev man jyske mestre i A-rækken, og rykkede op i JBU’s mellemrække. Klubben tiltrak store spillere som [[Agner Petersen]] der senere blev AGF’er og landsholdsspiller. Derudover personligheden [[Frimodt Jørgensen]] der var hjemvendt fra Spanien, hvor en akillesskade, pådraget under et fodbad, satte en stopper for hans forsøg på at blive professionel i Barcelonaklubben Jupiter. AFC’s måde at tilknytte spillere på var dog udsat for en del kritik - de blev f.eks. beskyldt for at købe spillere efter først at have drukket dem fulde.

Ved begyndelsen af 1930’erne havde Aarhus AGF og AIA i JBU’s mesterrække, og Århus 1900 og AFC mellemrækken. I 1932 skiftede [[Oluf Skjelmose]] Holstebro ud med Aarhus, og med hans hjælp rykkede AFC samme år op i mesterrækken, og i 1933 rykkede de op i oprykningsserien. DBU havde nemlig i 1931 ændret systemet, så man havde to oprykningsserier, en øst- og en vestserie. Vinderne af hver pulje skulle så spille om oprykning i det, der kom til at hedde Mesterskabsserien, hvor AGF var det eneste hold fra Aarhus. AFC havde ellers muligheden for oprykning, men i oprykningskampene spillede man først 3-3 på udebane mod Helsingør og tabte siden 2-1 på hjemmebanen. Efter den mislykkedes oprykning faldt tingene efterhånden fra hinanden. Bestyrelsen gik af, publikum svigtede og kreditorerne begyndte at stille spørgsmål.  

AFC hævdede selv at de var den klub i Danmark, der ydede mest for deres spillere - de blev da også både forsynet med gratis spilledragt og strømper, samt vask af disse. Måske var det derfor det lykkedes dem at få spillere til klubben, når de pludseligt fik job i Aarhus. Rygterne om at AFC fiskede spillere og dermed overtrådte amatørbestemmelserne fortsatte helt op til 1938, hvor klubbens eksistens reelt ophørte, da den indgik i Århus 1900. Det halvsmarte forsøg på at lave konkurrence til AGF mislykkedes, og ud over at fiske spillere ved at skaffe dem arbejde i Aarhus var der ikke så meget andet at påpege om klubben.

Mens AFC slog fejl, tog AGF sig af det sportslige ved at i 1932/33 sæsonen at blive nr. 3 og dermed bryde den københavnske dominans i toppen af DBU’s Mesterskabsserie. I 1936 indførtes dobbeltturneringen med både ude- og hjemmekampe, AGF var et af de blot 3 jyske hold i mesterskabsserien, men man formåede dog ikke i årene op til krigen at placere sig bedre end nr. 7.

Efter 1940 blev det sværere at opretholde turneringen og man oprettede derfor kredse. AGF indgik i en kreds for Jylland og Fyn de første år, inden man yderligere måtte opdele kredsene i distrikter. I distrikterne kom AGF til at spille mod to hold fra Ålborg: ÅB og Chang, samt den evige rival Randers Freja. Det lykkedes hvert år at afholde et slutspil, men det blev altid vundet af et københavnerhold.

Vigtigst, og med allerstørst betydning for AGF i krigsårene, var dog at klubben flyttede til [[Fredensvang]]. Her blev der i 1940 opført et klubhus, og i 1941 kunne man tage banerne i brug.

Efter krigen vendte fodbolden tilbage til de normale forhold, og i de første år var AGF det eneste jyske hold der konstant var at finde i den bedste række. I 1951/52 sæsonen var den dog gal. AGF var hårdt ramt af skader hele sæsonen, og et hold med kvalitet til mere, stod i sidste ende overfor en nedrykningskamp mod Frem. Kun en sejr kunne rede AGF, da Frem lå lige over AGF med to point. Inden kampen var selvsikkerheden høj i Aarhus, og man var sikker på en sejr. AGF’s målmand [[Henry From]] var nervøs i starten af kampen, og Frem nettede to gange indenfor den første halve time. De op mod 20.000 tilskuere til kampen fik en lille smule håb tilbage da venstre wing [[Frede Kjeldsen]] reducerede på et hovedstød. Håbet blev dog i samme sekund vendt til mismod, da målscoreren brækkede kæben i scoringsøjeblikket og faldt bevidstløs om på banen! Den gang spillede man ikke med udskiftere, så AGF måtte spille videre med 10 mand og tabte nedrykningsslaget med 4-2.

Selvom det så sort ud, blev nedrykningen et vendepunkt i Aarhus fodboldhistorie. Københavnerne der havde domineret danmarksmesterskabet tabte endelig monopolet i 1954 da Køge vandt, og der skulle faktisk gå 12 år inden Hvidovre tog titlen tilbage til hovedstaden. I mellemtiden skulle AGF nå at gå igennem klubbens gyldne år. AGF spillede sig i sikker stil tilbage i den bedste række i 1952/53 sæsonen med ti point ned til nærmeste konkurrent. Sæsonen 1953/54 blev brugt til at komme op på niveau med de bedste hold, men i 1954/55 kom der rigtig gang i den. Man havde det hidtil bedste hold i klubbens historie. Det var et modent hold med bl.a. Henry From på mål, en målmand ud af den klassiske Jasjin-skole, hvor opgaven er, med alle midler, at holde hele feltet frit. Træneren hed [[Geza Toldi]] (f. Geza Tunikold), der oprindeligt kom fra Budapest, men som kom til Aarhus i 1954 via trænerjobs i Finland og Odense. For første gang kom AGF til at fremstå nærmest professionelt, hvor spillerne både skulle træne kondition og styrke deres svage sider.

1954/55 sæsonen var spændende helt hen til sidste kamp. AGF skulle møde AB i Idrætsparken i København, i en direkte duel om mesterskabet. De to hold havde pointlighed, men AB kunne på grund af en bedre målscore nøjes med uafgjort. 35.000 tilskuere fyldte Parken, og de 1.500 tilrejsende aarhusianere kunne se AGF komme hurtigt bagud, da AGF kludrede med bolden, hvilket AB udnyttede til at bringe sig foran. AGF havde dog fået sat et rutineret hold sammen, der var dygtige til at modstå modgang og mest karakteristisk ved holdet fra Fredensvang, var deres evne til at komme igen. I løbet af et kvarter lavede [[Gunner Kjeldberg]] to mål, og i anden halvleg lukkede [[Henning Bjeregård]] kampen med sin scoring til 3-1. AGF var danmarksmestre! Desværre foregik triumfen på udebane, så alt for få kunne følge sejren, selvom man radiotransmitterede kampen direkte, speaket af Gunner Nu Hansen, til [[Stadionhallerne]] og Centralhotellet i Odder. For at runde sæsonen af lykkedes det også AGF ugen efter, igen i Parken, at vinde finalen i den netop oprettede landspokalturnering med 4-0 over Ålborg Chang.

De efterfølgende 2 år, samt i 1960, lykkedes det også mandskabet fra Fredensvang at vinde mesterskabet – de to efterfølgende endda på hjemmebane så hjemmepublikummet også kunne deltage i fejringen. 23.400 tilskuere mødte op 10. juni 1956 da mesterskabet igen blev vundet med en sejr på 4-1, igen over AB. Med den store succes var det heller ikke så mærkeligt at AGF i slutningen af 1950’erne stillede med det halve landshold.

Med mesterskaberne kom også indgangen i internationale turneringer. Første år AGF vandt mesterskabet faldt nemlig sammen med at Europa Cup’en blev indført. De første to år trak AGF de professionelle hold Reims og Nice, hvilket var for stor en overmagt for amatørerne fra Fredensvang. Første gang mod Reims tabte man 2-0 i parken og spillede siden 2-2 i returopgøret, selvom træner Toldi havde forsøgt at dæmme op for det sydlandske pasningsspil med sene afslutninger.  

Næste år hed modstanderen så Nice, og det lykkedes AGF at spille 1-1 på hjemmebanen der igen hed Parken. Derfor var der masser af optimisme inden returopgøret. Det blev dog hurtigt skudt i sænk, da Nice scorede efter 34 sekunder og vandt 5-1.

Spillerne fik dog erfaring med fra kampene, og da man for tredje år i træk deltog smilede heldet dog på AGF. De skulle i første runde møde Glenavon fra Lurgan, 30 km fra Belfast. Det nordirske hold var halvprofessionelle, så her øjnede man en chance, plus at man nu endelig fik en kamp på hjemmebane i Aarhus. Første hjemmekamp endte 0-0. Alligevel var de 14.000 tilskuere tilfredse - det var underholdende når man spillede mod irerne. I returopgøret vandt AGF 3-0, og dermed var man videre til næste runde. Her ventede Sevilla. Spanierne vandt den første kamp 4-0, så lige lidt hjalp det at AGF fik revanche og vandt 2-0 foran 18.000 tilskuere i Aarhus.

I 1960 kom man endnu engang med i turneringen, og det er vist også den mest succesfulde. I første runde skulle man møde det halve polske landshold i form af militærholdet Legia fra Warszawa. Det var samme år som Henry From lavede det famøse tyggegummitrick ved semifinalen til OL i Rom mod Ungarn, og som sikrede vejen til dansk OL-sølv. Henry From var dog skadet til første kamp. Toldi stillede op i en 6-1-3 opstilling, og det skulle vise sig at være en succes. Første kamp blev vundet 3-0, så selvom returopgøret blev tabt 1-0 var AGF videre. I anden runde trak man Frederiksstad fra Norge, der uden problemer blev besejret i to kampe, 3-0 og 1-0. I kvartfinalen skulle man ”bare” besejre Benfica, inden de derefter, ved at vinde over Malmø eller Rapid Wien, stod i finalen. Benfica var dog på vej mod den absolutte top i europæisk fodbold. De vandt turneringen i 1961 og 62, og var finalister i 1963, 65 og 68. Samtidigt var AGF’s spillere ved at være godt oppe i alderen. Selvom Toldi igen forsøgte sig med 6-1-3 opstillingen blev det til acceptabelt 3-1 nederlag i Lissabon, selvom Portugiserne ikke var tilfredse med aarhusianernes destruktive fodboldstil. Der var en lille optimisme i Aarhus op til kampen, der sammen med håbet om kvalitet i spillet tiltrak returkampen 22.500 tilskuere. Benfica var dog overbevisende. De var både hurtigere og bedre taktisk end AGF og vandt sikkert 4-1.

[[Fil:AGF spillere før afrejsen til Skotland.jpg|400px|thumb|left|AGF spillere før afrejsen til Skotland i 1965]]

Det betød i første omgang et farvel til AGF i Mesterholdenes Europa Cup. I løbet af 60’erne, både i 1961/62 og 1965/66 sæsonerne, deltog de i Pokalvindernes Europa Cup. Første gang røg man ud til Werder Bremen med et 2-3 nederlag ude, og et 2-0 nederlag hjemme i første runde. Anden gang gik man videre fra første runde ved at vinde 2-1, både ude og hjemme, over portugisiske Vitória Setubal. I anden runde blev Celtic fra Glasgow endestationen, da AGF ikke formåede at score mod skotterne, der vandt 1-0 i Aarhus og 2-0 hjemme på den famøse Celtic Park i det østlige Glasgow.

Herfra skulle der gå næsten 15 år inden AGF igen blev en del af det fine selskab. I 1979 kom Bayern München på besøg i anden runde af UEFA Europa League. Bayern München vandt 2-1 i Aarhus, hvor 22.000 tilskuere så et defensivt AGF-hold indkassere to scoringer af Karlheinz Rummenigge på hovedstød. Samlet tabte man 2-5, hvorved det var slut med europæisk fodbold den sæson.

Midt 80’erne bød på hurtige exits fra Europa League i 1983/84, igen mod Celtic, 1984/85 og i 1985/86. I 1986 var AGF blevet danske mestre, hvilket betød adgang til Mesterholdenes Europa Cup i 1987. I første runde besejrede en overkommelig modstander fra Luxembourg, Jeunesse Esch, samlet 4-2. Det betød avancement til anden runde, hvor den onde ånd fra 1960/61, portugisiske Benfica, ventede. Med 0-0 hjemme og 0-1 på udebane røg man ud af turneringen med æren i behold, selvom man i Aarhus sikkert gerne ville have haft revanche.

I 1988/89 sæsonen oplevede man igen lidt succes. Her hed modstanderen i første runde af Pokalvindernes Europa Cup igen Glenavon der blev slået 3-1 hjemme og 4-1 ude, inden man i anden runde ordnede walisiske Cardiff 4-0 i Aarhus og 2-1 i Wales. I kvartfinalen mødte man mægtige Barcelona, hvilket resulterede i nederlag hjemme på 0-1 og 0-0 i Spanien. Barcelona endte med at vinde turneringen.

Oplevelsen af de store professionelle hold der kom til byen havde dog ændret sig - fra 1960ernes Benfica, der spillede for at underholde, og frem til 80’ernes professionalisering af sporten og det økonomiske opsving man oplevede. Det gjorde, at stjernerne nu blot kom og gjorde deres arbejde, da programmet var blevet hårdt og der stod store summer på spil. Hvor man før var til en idrætsbegivenhed, blev fodbolden en del af underholdningsindustrien med betalte aktører – hvis pligt er at vinde.

De professionelle klubber var begyndt at sprede sig i udlandet, og også i Aarhus mærkede man der kom flere penge. I den tidligere nævnte kamp mod Bayern München tjente AGF’s spillere 6.000 kr. hver. Inden klubberne blev professionelle, skulle AGF dog igennem en sløj periode fra slutningen af 1960’erne og frem. Det gik så galt at man i 1969 rykkede ned i den næstbedste række, hvor man befandt sig i tre sæsoner inden man igen, i 1972, var tilbage i 1. division. Her blev det dog kun til endnu to sæsoner, inden man igen i 1973 sæsonen trak det korteste strå. Også i 1974, 1975 og 1976 måtte man i Aarhus nøjes med 2. divisionsfodbold.  

I firserne oplevede man i AGF igen en lille fremgang. Fra 1982 og til 1988 blev det til tre bronze- og to sølvmedaljer, mens man i 1986 vandt mesterskabet. Og to år i træk, 1987 og 1988, vandt man pokalturneringen. I 1990’erne blev der lidt længere mellem snapsene, men i 1991 blev det til en 3. plads i den nyligt indførte Superliga, og året efter endnu en pokaltriumf. I 1995/96 sæsonen fik man sølv i Superligaen og vandt pokalfinalen, og året efter kom endnu en bronzemedalje i hus.  

Her efter gik det hurtigt ned af bakke, med en 12. plads i 2005/06 sæsonen skulle man året efter igen ned og snuse i 1. division. Med en 2. plads sikrede man sig dog oprykning efter kun én sæson. I 2009/10 sæsonen var den dog gal igen, og AGF måtte se en skuffende 11. plads føre til endnu en nedrykning. Endnu engang blev det til en hurtig genkomst til Superligaen, inden det i 2013/14 sæsonen blev til endnu en smertefuld nedrykning til 1. division.