Vestergade 40

Fra AarhusWiki
Vestergade 40 (nedrevet)
Vg40-.jpg
Vestergade 40 var den oprindelige hjørneejendom Grønnegade/Vestergade, men lå placeret, så krydset var forskudt og svært at overskue for trafikanterne. I 1932 blev bygningen derfor revet ned. Billedet er fra 1920'erne. Foto: Aarhus Stadsarkiv.

Detaljeret information
Adresse
Adresse Vestergade 40
Bygning
Nedrevet 1932
Kulturmiljø
Vestergadekvarteret
Vestergade 40 lå nærmest ude i det nuværende kryds Vestergade/Grønnegade ved Nygade-bebyggelsen med de karakteristiske røde mursten. Foto: Dann Bjarke Jensen, Aarhus Stadsarkiv, 2023.

Vestergade 40 er en nu nedlagt adresse og nedrevet bygning i Vestergade.

Den var en del af husrækken på den nordlige side af Vestergade på strækningen fra krydset ved Grønnegade op til Vestergade 24 med Dansk Kvindesamfunds Hus ud mod Frue Kirkeplads. Huset blev revet ned i 1932 for at skabe bedre oversigtsforhold for trafikanterne i krydset. Den øvrige del af husrækken blev revet ned i 1970'erne i forbindelse saneringen af Nygade, og området indgår i dag i Nygade-bebyggelsen med de karakteristiske røde mursten og gavlhuse ud mod Klostergade og Vestergade.

I første halvdel af 1700-tallet var ejendommen sammenhørende med naboejendommen og var ejet af borgmester Søren Michelsen Gylling (1683-1749) og senere af hans enke, Martha Marie Olufsdatter Zeuthen, men beboet af fire fattige familier.

Bygningen var i bindingsværk og 15 fag til gaden og i en etage. Hun afhænder stedet til en handskemager, der erhverver de seks vestlige fag af gården. Derefter flyttede enken, madame Lind ind. I 1792 solgt hun til glarmester Martinus Buch, og da han døde i 1811, blev hans enke Magdalene Andersdatter boende i huset.

Senere på året giftede hun sig med handelsmand Josias Wennemose (1756-1823), der overtog ejendommen i 1816. Han var født i Ribe. Han erhvervede borgerskab på brygning og småhandel i 1795. Måske derfor bor han i 1801 i Hummelførergården, Frederiksgade 1.

Da Josias døde i 1823, blev Magdalene endnu engang boende i huset som enke. Hun solgte dog snart huset til høker Søren Pederstrup (1785-1855). Han var fra Pederstrup i Vinderslev sogn. Han blev gift i 1822 med Ane Kirstine Poulsdatter fra Ormslev og sammen fik de fire børn. Han erhvervede borgerskab som høker i 1832. Det var Søren Pederstrup, der i 1840’erne forhøjede ejendommen til to etager.

Parrets ældste datter, Mariane, giftede sig i 1843 med fæstemand Anders Hansen (1818-1883) fra naboejendommen nr. 38. I 1854 købte Anders Hansen også denne ejendom, som han beholdt indtil 1880. Efterfølgende blev en værtshusholder, en buntmager, en tømrermester og en slagtermester ejer af stedet.

Efter at ejendommen havde stået tom fra 1917-1919 lejede slagtermester Jens Peter Saugmann (1887-1932), der boede lige omkring hjørnet i Grønnegade, sig ind i de tomme lokaler og havde forretning her fra 1920 til 1932, hvor ejendommen blev nedrevet.

Ved nybyggeriet i 1970 blev grunden til nr. 40 inddraget dels til udvidelsen af Grønnegade og dels tillagt det nye byggeri. Husnummer 40 forsvandt helt.

Se også

Vestergade 40 på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Vestergade 40

Litteratur og kilder