Vestergade 36

Fra AarhusWiki
Vestergade 36 (nedrevet)
VG36.jpg
Vestergade 36 med møbelforretning, osteforretning og bødkervirksomhed. Dateringen er ukendt, men forretningerne lå i denne rækkefølge fra 1910'erne, så fotoet er formentlig fra 1910'erne eller 1920'erne. Foto: Aarhus Stadsarkiv.

Indlæser kort...
Vestergade 36

Detaljeret information
Adresse
Adresse Vestergade 36
Bygning
Type Etageejendom Nedrevet i 1969. Adressen genetableret i 1970 som hjørnet af Nygade-bebyggelsen mod Vestergade og Grønnegade.
Kulturmiljø

Vestergade 36 er en adresse på Vestergade ved Grønnegade, hvor adressen har skiftet placering et par gange i løbet af historien og også i en periode var ude af brug.

På den placering, husnummeret havde indtil 1970, lå der lå i midten af 1700-tallet et 11-fag langt forhus i egebindingsværk i to etager, indtil 1756 beboet af handskemager Søren Jacobsen Brendstrup og indtil 1772 af hans enke Gertrud Mikkeldatter Gran.

Derefter kom der to avlsmænd efter hinanden, dvs. at bygningerne fungerede som et bylandbrug. Hans Thomasen Kaasberg var tillige vognmand i byen. I 1793 overtaget af avlsmand Rasmus Jensen Skoubye, som havde ejendommen til 1810, hvor urmager Carl Friderich Bredo flyttede ind. Denne havde i 1805 taget borgerskab som urmager. Han døde imidlertid som ganske ung allerede i 1813.

Næste ejer var købmand Niels Schoubye. Han var født i Skivholme og erhvervede borgerskab i 1813 som købmand en detail. Han overtog ejendommen i 1817 ved auktion og havde den indtil 1824.

Næste handlende var købmand Julius Carl Frandsen, der var født i Skanderborg. Han erhvervede borgerskab som købmand i 1829. Han var gift med Maren Hansen - ligeledes fra Skanderborg.

Der kom her i 1890 en bødkerforretning ved Thomandus Ambrosius Viktorin Thomsen, som blev overdraget i 1930 til stedsønnen bødkermester Asger Gjede Rafn. Bødkeren havde sit værksted i mellembygningen.

I forhuset var der fra 1910’erne to butikker: Mod vest en møbelforretning og mod øst en osteforretning, der fra 1934 bar navnet Vestergades Ostebørs, indtil den lukkede i 1953. Aarhus Kommune købte i 1962 ejendommen med henblik på nedrivning i forbindelse med Nygade-saneringen, og både hus og adresse forsvandt.

Ved nybyggeriet i 1970 kom husnummer 36 tilbage, dog med en placering ved hjørnet til Grønnegade. I stueetagen på hjørnet til Grønnegade blev der plads til en restaurant, der under navnet Pizzeria Napoli åbnede i 1972, og som var her indtil 1987. Derefter kom to år med mongolsk mad. Den blev i 1990 afløst af Restaurant Bali, der serverede indonesisk mad indtil 2010. Den blev i 2011 omdannet til den japanske restaurant Soya 2.

Se også

Vestergade 36 på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Vestergade_36

Litteratur og kilder