Sydafrikakomiteen i Århus
Sydafrikakomiteen i Århus - de første år fra 1977-1980
Komiteen bliver dannet
Soweto-opstanden og den blodige nedkæmpelse af den var baggrunden for, at Sydafrikakomiteen blev dannet i Aarhus. Initiativet kom fra Kirkernes Raceprogram, der i det tidlige efterår 1976 arrangerede et offentligt møde på "Huset" med den sydafrikanske flygtning Godfrey Beck, som taler. En bred vifte af organisationer og partier var indbudt til mødet med det formål at få skabt et fælles, lokalt initiativ i solidaritet med apartheid-regimets modstandere.
I løbet af de næste måneder blev grundlaget, organisationsformen og aktivitetsplanen skitseret med Kirkernes Raceprogram, Mellemfolkeligt Samvirke og DKP, som de afgørende parter. Godfrey Beck var med fra Raceprogrammet, men han havde været formand for tekstilarbejdernes fagforening i Durban i begyndelsen af 1960´erne. Siden 1974 havde han været FN-flygtning i Aarhus, og han blev en central ildsjæl i Sydafrikakomiteen frem til sin død i 1986.
Sydafrikakomiteen blev officielt dannet på et møde den 17.marts 1977 for "gennem oplysning og andet solidaritetsarbejde at støtte det sydafrikanske folk i dets kamp mod racisme og udbytning". Denne formulering var et udtryk for usikkerhed i nogle af organisationerne om, hvilke kræfter der stod i spidsen for modstanden i Sydafrika: ANC, resterne af Steve Bikos Black Consciousness Movement eller PAC.
Oplysning og boykot
Raceprogrammet stillede lokaler til rådighed for komiteen, som også måtte bruge den udstationerede militærnægters arbejdskraft. Inden sommeren havde komiteen en række organisationer som medlemmer: Faglig Ungdom, Murersvendenes Fagforening, Kirkernes Raceprogram, Internationalt Forums Afrika-gruppe, Mellemfolkeligt Samvirkes Afrika-gruppe, Radikal Ungdom, Revolutionære Socialisters Forbund (det senere SAP), SF, DSU, DKU, DKP.
Komiteen gik straks i gang med at forberede en forbruger boykot og en oplysningskampagne. Ideen var, at en folkelig boykot af sydafrikanske forbrugsvarer kunne iværksættes alene ud fra den almindelige afsky for apartheid-regimet ovenpå Soweto-opstanden. Boykotkampagnen ville sætte Sydafrika på dagsordenen og skabe et behov for information om apartheidsystemet og kampen imod det. Til det formål skulle der fremstilles informationsmateriale og skaffes penge til trykningen.
I løbet af de næste måneder fik komiteen udarbejdet "Projektørlys på Sydafrika", et hæfte på 40 A5-sider, hvoraf halvdelen var frit oversat fra et hæfte udgivet af det norske "Fellesrådet for det Sørlige Afrika".
Samtidig registrerede aktivister fra Raceprogrammet, MS og kommunisterne sydafrikanske dåsevarer i byens butikskæder. Der blev søgt om økonomisk støtte fra Tipsmidlerne via Dansk Ungdoms Fællesråd, men uden resultat. Til gengæld fik komiteen økonomisk støtte fra faglige organisationer, og en kreds af "kendisser" indvilgede i at stå som anbefalere af boykotkampagnen.
Komiteens deltagende organisationer var enige om, at på længere sigt skulle der etableres en landsdækkende solidaritetskomite, men der var opstod alvorlig uenighed om taktikken. Raceprogrammet, MS-Århus og Kommunisterne ville lade en boykotkampagne være snebolden, der efterhånden som den bredte sig, ville skabe grobund for en landsdækkende komite. Internationalt Forum, som havde været med fra starten, ville have den landsdækkende komite dannet først, og forud for boykotten skulle der laves en oplysningskampagne. Striden endte med at Internationalt Forum forlod komiteen inden boykotten gik i gang.
Antikommunistiske angreb
Boykotten blev faktisk geografisk bred fra starten, og det skyldtes alliancen med Festivalkomiteen, som var et samarbejde mellem en lang række organisationer for uddannelsessøgende og unge. Festivalkomiteen var oprettet for at udbrede dansk deltagelse i den 11.Verdens-Ungdomsfestival på Cuba i 1978, der havde kampen mod Apartheid, som et centralt tema. Festivalkomiteen var et DKU-initiativ, og samarbejdet mellem Sydafrikakomiteen i Århus og Festivalkomiteen betød, at Sydafrikakomiteen kunne få udbredt sin kampagne via DKUs netværk, og Festivalkomiteen kunne markere sig med en boykotkampagne.
Risikoen ved samarbejdet var, at antikommunismen til højre og venstre lurede på Sydafrikakomiteen. Det kom til udtryk da den fremtrædende Venstremand Arne Christiansen gik i pressen i begyndelsen af november 1977 med et angreb på Sydafrikakomiteen, som han betegnede som en "dækorganisation". Angrebet havde sikkert en virkning på borgerlige modstandere af boykotten, men forberedelserne fortsatte.
Boykotten blev især rettet mod sydafrikansk frugt på dåse. Komiteen havde tilrettelagt kampagnen, så et tilsagn fra en butik om ikke at indkøbe flere sydafrikanske varer var nok til at afværge en demonstration foran indgangen. Tanken var, at det ville gøre det nemmere at få købmændene med på boykotten, og det ville jo heller ikke ramme de sydafrikanske eksportører, hvis komiteen krævede allerede afregnede dåser fjernet fra hylderne.
I ugerne op til boykotten, som var fastsat til perioden 24. november til 10. december, fik aktivister fra Raceprogrammet og MS vedtaget en stribe beslutninger om at udelukke de sydafrikanske varer på generalforsamlingerne i de lokale brugsforeninger. Da boykotkampagnen startede stod komiteen derfor med det "problem", at en meget stor del af aktionsmålene havde overgivet sig på forhånd! Heldigvis for kampagnen ville specielt Brugsen i Søndergade, der var gågade og en del af Strøget i Aarhus, ikke stoppe indkøbet af sydafrikanske varer i den første kampagne-weekend. Der blev uddelt rigtig mange løbesedler, solgt mange "Projektørlys" og modtaget mange skulderklap på Strøget ved den aktion.
Forretninger tilsluttede sig
Kulimporten fra Sydafrika kom også i focus under boykotkampagnen. ELSAM havde - efter en mindre prøveladning i 1976 - indgået en importaftale med Shell om køb af sydafrikanske kul, og komiteen havde allerede i marts protesteret overfor Udenrigsminister K.B. Andersen med krav om at få stoppet kulimporten.
Dagen efter boykotkampagnens start afholdt MIDTKRAFT, en af de store parter i ELSAM, sit repræsentantskabsmøde i Vejlby-Risskov hallen, og komiteen arrangerede en demonstration udenfor, bakket op af elever fra gymnasiet ved siden af.
Boykotkampagnen var en overvældende succes, med mange aktivister på gaden, stor afsætning af "Projektørlys på Sydafrika", som måtte genoptrykkes, og som sikrede komiteens økonomi i den kommende periode. Komiteen havde fået mange tilsagn om ikke længere at føre sydafrikanske varer, og efterhånden kom der aktioner i byer ud over hele landet. Da kampagnen sluttede i Aarhus havde 17 brugser, 127 købmænd plus Magasin, Salling, FØTEX, BILKA, Hami-Vime, Favør, Spar og Centra kæderne lovet at stoppe indkøbene, og i København overgav IRMA sig også.
Den eneste skuffelse under boykotten var et stort anlagt solidaritetsmøde i "Folkets Hus" med ANCs repræsentant i Skandinavien Sobizana Mnqikana, som komiteen havde fået ned fra Stockholm. På trods af de mange gadeaktioner, den store pressedækning og de mange involverede aktivister fra Raceprogrammet, MS, DKU og DKP var der højst 50 til mødet.
Den aarhusianske succes satte dagsordenen
Sydafrikakomiteen i Århus havde med boykotkampagnen opnået en usædvanlig og midlertidig central position i det danske solidaritetsarbejde med Sydafrika. Det blev tydeligt i vinteren 1977/78, da to repræsentanter for komiteen blev indbudt til et nordisk seminar i Oslo om solidaritetsarbejdet. Det norske "Fellesrådet for det sørlige Afrika" og de svenske Afrikagrupper var ivrige efter at udveksle erfaringer med Sydafrikakomiteen.
Danmarks forhold til Sydafrika var i den grad kommet på den offentlige dagsorden, og det havde boykotkampagnen uden tvivl været med til. Det blev anerkendt af Mellemfolkeligt Samvirkes ledelse, som inddrog Sydafrikakomiteen i forberedelserne til den store Sydafrika-høring i Odd Fellow Palæet i København i marts 1978. Arrangementet havde deltagelse af ANCs leder Oliver Tambo, statsminister Anker Jørgensen og en lang række centralt placerede, eller kendte folk.
Status efter Sydafrikakomiteens første år var fremgang og succes på alle måder. Det var lykkedes at opbygge en stærk lokal komite i Aarhus, skabe politisk afklaring med støtte til ANC, lægge bredt pres på alle former for forbindelser med apartheidstaten, og Århuskomiteen havde medvirket til oprettelsen af Landskomiteen Sydafrika Aktion, som i sit politiske grundlag og første aktiviteter også var præget af de aarhusianske erfaringer erfaringer.
Med dannelsen af Landskomiteen ændrede arbejdet i Sydafrikakomiteen sig efterhånden. Fra starten havde den været en række organisationers fælles initiativ, hvis udvikling især afhang af, at organisationernes repræsentanter kunne enes om målet og midlerne, arbejde sammen og stille arbejdskraft og aktivister til rådighed. Med tiden blev Sydafrikakomiteen i Århus nærmest en underafdeling af Landskomiteen Sydafrika Aktion og samtidig udviklede den sig til en græsrodsorganisation med støtte fra tilsluttede organisationer.
Litteratur & kilder
- første udgave af artiklen er forfattet af Søren Buksti, der repræsenterede Danmarks Kommunistiske Parti(DKP) og som blev valgt til komiteens koordinerende sekretær, derefter formand indtil juli 1980.
- Projektørlys på Sydafrika. Udgivet af Sydafrikakomiteen. 1977
- Søren Buksti: Danmarks forbindelser med Sydafrika. 1979
- Kathrine Toftkjær Larney (red): Aktivister mod apartheid - Dansk solidaritet med Sydafrika. 2004
