Rådhusklokkerne
Rådhusklokkerne er klokkespillet i Aarhus' ikoniske rådhustårn blev indviet den 7. august 1948.
Oprindeligt var det slet ikke meningen, at Aarhus Rådhus skulle have et tårn og dermed heller ikke et klokkespil. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller ville opføre et funktionalistisk og ”åbent” bygningsværk, som bød borgerne velkommen. De mente, at et tårn ville symbolisere en autoritet, som ikke hørte et moderne rådhus til. De aarhusianske borgere var imidlertid uenige. De ønskede et vartegn for Aarhus, og derfor måtte de to arkitekter bøje sig for folkestemningen og tilføje et tårn på tegningerne af det forestående rådhusbyggeri. For at kompensere for det æstetetisk tunge og pompøse udtryk tilføjede Arne Jacobsen et udvendigt skelet på det 60 meter høje tårn. Efterfølgende sagde man i spøg om tårnet, at bygningsarbejderne havde glemt at fjerne stilladserne, da de færdiggjorde arbejdet.
Kaffekander og lysestager forsvandt i brønden
Når nu byen havde fået et rådhustårn, måtte man også have et klokkespil, og denne beslutning faldt smukt sammen med fejringen af byens 500-års-jubilæum i 1941. Det blev borgerne i Aarhus, som kom til at stå for at fremskaffe materialerne til at støbe klokkerne af. Byens betydningsfulde mænd og pressen samledes til et møde på Hotel Royal, og her nedsatte man en borgerkomité, som besluttede at konstruere en gavebrønd på Skt. Clemens Torv. Her kunne byens borgere donere deres gamle kaffekander, lysestager og andre metalgenstande. Over 6000 Aarhus-borgere donerede over syv tons kobber, bly, messing og tin til projektet samt 96.131 kr. i mønt.
Desværre satte Den tyske besættelse en midlertidig stopper for processen, da der var forbud mod omsmeltning af metaller. Af frygt for værnemagtens beslaglæggelse af borgernes folkegave blev metallet doneret til Aarhus Belysningsvæsen, som kunne bruge det til produktion af ledninger og kabler. Da krigen var forbi, blev et tilsvarende kvantum kobber leveret tilbage, og belysningsvæsenet ydede oveni et lille tilskud til støbning af klokkerne. Med krigens afslutning var det umiddelbart på tide at påbegynde klokkestøbningen, men opsætningen af det længe ventede klokkespil måtte endnu engang udsættes, da Aarhus Rådhus i foråret 1945 blev udsat for schalburgtage. Den berygtede ”Peter-gruppe” havde detoneret en bombe ved administrationsbygningen ud mod Rådhusparken, og de 60 kg. plastisk sprængstof, som var blevet brugt til formålet, forårsagede massive ødelæggelser i betonpiller og kontorer. Opsætningen af klokkespillet måtte dermed vige til fordel for de omfattende reparationer af bygningen.
Byens kendingsmelodi
Endelig, 7. august 1948, kunne klokkerne indvies med en stor, århusiansk folkefest. Man havde indkaldt en klokkenist fra Belgien til at forestå indvielseskoncerten. Repertoiret indeholdt blandt andet Kong Christian, Der er et yndigt land, og Händels Largo. Det var klokkespillets nye kendingsmelodi, forårsvisen In Vernalis Tempori, som indledte koncerten. Melodien blev skrevet i slutningen af 1400-tallet af rektor ved Aarhus Katedralskole, Morten Børup (1446-1526) og har gennem 600 år været Katedralskolens melodi, som blev sunget hvert forår, når de nye studenter sprang ud. Det er brudstykker af denne gamle melodi, som stadig anvendes ved kvarter- og timeslagene, og den fulde melodi spilles hver dag kl. 12.00.
Da tagkonstruktionen over klokkespillet i tårnet på Aarhus Rådhus blev ødelagt af stormen Dagmar i januar 2015, havde klokkerne længe haft problemer med at ramme kammertonen. Det var problematisk at afvikle kvarter- og timeslagene, og klokkerne havde ikke spillet en koncert siden 2006. Det var derfor på tide at få renoveret de næsten 70 år gamle klokker, og i maj 2016 blev spillet taget ned og sendt til reparation på et klokkestøberi i Holland. Klokkespillet blev genindviet i forbindelse med Aarhus Festuge i Kulturhovedstadsåret 2017.
Litteratur og kilder
- Litrup, Peter: "Klokkerne i tårnet", i Byens hus (red. Henrik Fode), 1991.
