Borgmester Jakob Jensens Gade
Borgmester Jakob Jensens Gade er en gade i kvarteret Møllevangen og er sidegade til Poul Martin Møllers Vej.
Gaden hed tidligere Olaf Hansens Gade opkaldt efter forfatter og lektor ved Aarhus Katedralskole Olaf Jonas Hansen (1870-1932).
I 1946 blev gaden omdøbt til Borgmester Jakob Jensens Gade, opkaldt efter Aarhus' første folkevalgte borgmester, den socialdemokratiske Jakob Jensen. Han var født på en gård i Borup på Helgenæs. Blev uddannet murer og kom til Aarhus i 1877. Gift i 1885 med Petrine Boysen fra Fuglslev Sogn. Efter aftjent militærtjeneste gik han ind i politisk og fagligt arbejde. Jakob Jensen blev forretningsfører for Arbejdernes Produktionsforening i Aarhus i 1894 og senere formand for De samvirkende Arbejdsorganisationer i Aarhus. Han kom i 1900 i byrådet valgt på den socialdemokratiske liste. Han lagde især sin energi i havneudvalget og skoleudvalget og var med til at få bygget flere skoler og moderniseret skolevæsenet. Han var desuden meget aktiv i universitetssagen og var en stærk drivkraft bag oprettelsen af Aarhus Universitet. I 1919 blev han den første folkevalgte borgmester i Aarhus og var byens borgmester frem til 1932. I et mindre anlæg på Aarhus Havn blev der i 1933 afsløret en mindesten for Jakob Jensen. Herpå sidder en bronzemedaljon udført af billedhugger Jenny Salicath.
Borgmester Jakob Jensens Gade på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018