Mads Lang (-1557)

Fra AarhusWiki
Mads Langs gravmæle i Aarhus Domkirke. Fotograf Ib Nicolajsen, 2021, Aarhus Stadsarkiv.

Mads Lang var den første lutherske biskop i Aarhus og virkede i årene 1536-1557.

Ifølge traditionen kom Mads Lang fra skoleverdenen. Han var rektor i Slagelse, men blev senere luthersk prædikant på Randersegnen, hvor han fremkaldte så stærk en reformatorisk bevægelse, at bystyret omkring 1531 ønskede at forbyde al katolsk gudstjeneste. Mads Lang omtales som ”en selvgjort præst”, hvilket vil sige, at han stod uden for den katolske præstevielse.

Efter reformationen 1536 udpegede kong Christian III Mads Lang som ny biskop eller superintendent i stedet for Ove Bille (ca. 1475-1555), der anklagedes for at være ”Hovedet for Papisteriet”. Bispens dage som kirkefyrste var slut, hvilket for aarhusianerne blev synligt, da Mads Lang ikke tog bolig i den prægtige, gotiske bispegård af glas nord for kirken, men flyttede ind i et mere ydmygt stenhus syd for kirken på det nuværende Bispetorv.

Mads Lang deltog aktivt i at give Danmark en ny, luthersk kirkeordning i 1537, og i sine 20 år som superintendent i Aarhus forandrede han kirkelivet på mangfoldige måder fra katolsk til luthersk-evangelisk kristendom.

Mads Lang døde i 1557 og blev begravet i Aarhus Domkirke, hvor man stadig kan se hans gravminde, der er en stor sten med et portræt af ham selv. Den enkle gravsten markerer, at kirkefyrsten blev afløst af en kongelig tjenestemand i en lavere lønklasse med en bevidst mangel på pragtsymboler og ydre værdighedstegn. For Aarhus Domkirke medførte reformationen, at den ambitiøse bygningshistorie gik i stå. Kirkens jord, gods og ejendom tilfaldt kongen. Kirkens ydre magt var knækket og kirkefyrsterne prægede ikke længere bybilledet og borgernes liv.

De nye tider efter reformationen i 1536 ses tydeligt på Mads Langs gravsten, som er uden de sædvanlige hæderstegn som bispestav, mitra og slægtsvåben. I stedet er han portrætteret iklædt borgerlig dragt, og han fremstår uden embedstegn, men kun med Biblen i hånden for at understrege det lutherske ”ordet alene” som kirkelig og kristen autoritet. Ved fødderne ses et kranium, et almenmenneskeligt forgængelighedssymbol, i stedet for et værdighedstegn.

Se også

Litteratur og kilder