Krigsfanger i Aarhus
De polske krigsfanger
Efter 2. verdenskrig var omkring 700 polske krigsfanger var interneret i Aarhus.
De polske krigsfanger ankom til Aarhus i de euforiske befrielsesdage i maj 1945. Her blev de mødt med åbne arme for første gang i seks år. Mange havde siden 1939 henslæbt årene i tyske arbejdslejre, først i Tyskland og Polen og siden 1942 i Norge. I slutningen af april 1945 stævnede skibe fyldt med krigsfanger ud fra norske udskibningshavne. De rejste ud som tyske krigsfanger, men blev ved ankomsten til Danmark den 5. maj 1945 anerkendt som polske statsborgere.
Da skibene 4. maj sejlede ned gennem Kattegat og passerede Sletterhage på vej mod Aarhus, blev konvojen angrebet af syv Mosquito-kampfly fra Royal Air Force. Flere fuldtræffere sænkede i hvert fald et tysk skib og omtrent 100 omkom, heraf anslået 60 polakker.
Polakkerne havde heltestatus
I Aarhus ankom de polske krigsfanger i løbet af 5. maj 1945 sammen med krigsfanger fra en lang række andre nationer – primært russere. De blev indkvarteret rundt om i byen.
Polakkerne blev fortrinsvis indkvarteret i Aarhus Ridehal på hjørnet af Skanderborgvej og Marselis Boulevard. Tæt på den såkaldte gennemgangslejr ved Marselis Boulevard, som nu husede tyske flygtninge. Hele området blev hen over maj til december 1945 udflugtsmål for nysgerrige aarhusianere. De tyske flygtninge blev generelt betragtet med en vis distance, mens de polske krigsfanger nærmest blev set som helte.
Selv om de polske krigsfanger var under militær kommando, havde de mulighed for at færdes rundt i byen.
En håndfuld bevarede poesibøger fra skolepiger og -drenge vidner om polakkernes kontakt med civilbefolkningen, og byen arrangerede koncerter og sangaftener for krigsfangerne.
Større børn kom med hjemmebagte småkager til de polske krigsfanger, som med udbredte arme tog imod gaverne. Venskaber voksede hurtigt. Danske familier og deres døtre inviterede polakker med hjem på aftensmad, og det medførte i flere tilfælde ømme breve og i hvert fald en enkelt faderskabssag. Margrethe arbejdede som husassistent på Aarhus Kommunehospital og forklarede i retten, at ”hun lærte Joseph at kende engang i Maj 1945, da han kom som polsk Krigsfange fra Norge.” I løbet af sommeren udviklede bekendtskabet sig, og før Josephs afrejse til Polen fik Margrethe den vordende faders adresse: Promenada 23, Warszawa. Marts 1946 bragte hun en sund og velskabt dreng til verden, men Joseph var som sunket i jorden. Efterlysninger i Statstidende, efterlysning udsendt af Rigspolitiets internationale kontor i København og gennem det kongelige danske gesandtskab i Warszawa var endt resultatløst.
Hjem til uvisheden
I løbet af vinteren 1945-46 blev polakkerne sendt hjem. De tætte bånd, som var knyttet mellem polakkerne og aarhusianerne, var også tydelige i hjemrejsens skær. Her blev der udvekslet gaver. Århus Stiftstidende bragte i januar 1946 under overskriften ”Gjort med lommekniv” en historie om to danske drenge, som havde fået hver sin håndskårne fugl af deres polske ven. Udskæringernes detaljeringsgrad afslører timers arbejde og et imponerende talent for håndværk, og Besættelsesmuseet rummer en imponerende samling heraf, dog først og fremmest af de russiske krigsfangers husflid.
Hjemrejsen skete på DFDS’s skibe M/S Cimbria og M/S Melchior. Organiseringen tog ikke mange hensyn til krigens forløb. Det forekom, at skibene først sejlede tyske flygtninge, for umiddelbart derefter at sejle polakkerne fra Aarhus til Gdynia. Alle kom i samme båd.
Håbløshedens land. Sådan blev det Polen, som de ønskede at vende hjem til, set som. De var blevet fortalt, hvad der ventede dem. Alligevel søgte over 70 procent af alle polakker i Danmark mod hjemlandet. Hjemlængslen dækkede naturligt over længslen efter det nære: Uvisheden om familiemedlemmer endnu var i live, og om hus og hjem fortsat stod tilbage. I det hele taget, hvad var tilbage. Talte rygterne sandt? De ville se med egne øjne og hjælpe, hvor de kunne.
I de første måneder af 1946 rejste de tilbageblevne polakker, som ønskede at søge lykken uden for hjemlandets grænser, til primært USA og Australien. Forskellige skæbner og forskellige livsformer kom de to grupper til at leve under, men allerede på dette tidspunkt frygtede mange polakker det værste: Sovjetrussisk dominans. Sådan kom det til at gå. Polen så frem til et liv bag Jerntæppet.
De Sovjetrussiske krigsfanger
På en gravsten på Vestre Kirkegård står der følgende:
I ofrede Livet for Folkenes Frihed
Nikolaj Astavjers
Semen Sorokaletow
Rejst af en Kreds af Kvinder i Aarhus 1946
Hvem var Nikolaj Astavjers og Semen Sorokaletow? Og hvem var kvinderne, der rejste en sten for dem? I en ny bog finder cand.mag. Klaus Bertelsen ind til historien om den russiske grav og en lang række andre grave fra krigens tid.
“De nævnte Krigsfanger var i en rædselsfuld Tilstand og opholdt sig her i længere Tid som Slaver for Tyskerne.” Det fremgår af en intern redegørelse august 1945 fra en lokal embedsmand om en snes sovjetrussiske krigsfanger, som den tyske Wehrmacht i kølvandet på befrielsen havde efterladt på en tysk forlægning i Hornslet. Redegørelsen giver et skræmmende indblik i Nazi-Tysklands helt særlige mandskabspleje af russiske hjælpesoldater under 2. Verdenskrig.
Kildematerialet er stærkt begrænset i Aarhus og omegn og i de fleste øvrige egne af Danmark. Det er dog lykkedes på Rigsarkivet København og i en protokol på Aarhus Kommunes Kirkegårde at få et afgrænset indblik i to sovjetrussiske krigsfangers korte og sidste ophold i Aarhus.
Hjælpesoldater
Efter kapitulationen maj 1945 blev sovjetrusserne generelt betegnet som krigsfanger af de danske myndigheder og dagspressen, og det er så godt som umuligt at skelne mellem en krigsfange og en hjælpesoldat, såkaldt HiWi, HilfsWilliger.
Hjælpesoldater udgjorde fra 1941 et væsentligt bidrag til den tyske krigsmaskine, og i den stereotype nazistiske raceideologi blev russere kategoriseret som et folk med håndelag for at omgås heste. Det havde også vist sig tvingende nødvendigt for Wehrmacht, fordi den tiltagende mangel på benzin, diesel og køretøjer medførte anvendelse af flere og flere heste gennem krigen. Altså blev de russiske hjælpesoldater blandt andet hestepassere og transporterede udrustning, artilleri, feltkøkkener og proviant.
I løbet af 1944-1945 var op mod 25.000 hjælpesoldater overvejende fra Rusland og Polen blevet udstationeret i Danmark og indgik ved befrielsen som en del af den samlede tyske styrke på omtrent 280.000 soldater. I kapitulationens malstrøm var det nærliggende for russerne at blive tilbage i Danmark som krigsfanger fremfor at opsøge en endnu mere usikker skæbne i et sønderbombet Tyskland.
Skomageren og lokomotivføreren
De russiske krigsfanger i Aarhus blev nøje registreret allerede i midten af maj måned af Statens civile Luftværn, og de flere end 600 russere blev indkvarteret på en række lokaliteter i byen:
Paradisgades Skole - 276 Russere
Missionshuset Carmel, Nørre Alle - 203 Russere
Missionshuset Eben Ezer - 121 Russere
Aarhus Arbejdsanstalt, Vester Alle 5 - 32 russiske og polske Kvinder
I april og juni måned døde to af de russiske krigsfanger. Nikolaj Astjavers blev 32 år, og af dødsattesten fremgik følgende: “Dødsårsag: Akut Koldbrand. Kredsløbssvækkelse. Egen eller Forældres Stilling og Næringsvej: Lokomotivfører (Russisk Oberstløjtnant, Krigsfange)”.
Semen Sorokaletow var indlagt på Marselisborg Hospital, og dødsårsagen blev anført som hjertelammelse. Profession: “Skomager, p.t. Soldat."
Begge blev begravede på Vestre Kirkegård, og en kreds af kvinder rejste dem en sten. Kredsen af kvinder boede alle som en i boligkarréen ved Vestre Ringgade mellem Viborgvej og Silkeborgvej, og flere var ledende medlemmer af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti.
Masseproducerede gravsten
Det er nærliggende at antage, at Astavjers og Sorokaletow er blevet privat indkvarteret i karréen. Befolkningen i Aarhus hjalp i nogle tilfælde nødstedte krigsfanger; men hvordan en oberstløjtnant og en soldat i Den Røde Hær har kunnet undgå en generel indkvartering, kan man gøre sig mange forestillinger om.
De to russeres landsmænd blev i løbet af juni-juli måned 1945 interneret i Fuglsø-lejren på Mols, hvor det en sommernat kom til et voldsomt mytteri, som kun blev slået ned med assistance fra politiet i Ebeltoft og Randers.
På hver sin side af gravstenen står to masseproducerede gravsten fra Sovjetunionen, som i kølvandet på Den store Fædrelandskrig iværksatte en tilbundsgående international kampagne for at rejse en gravsten for hver eneste faldne sovjetrussiske soldat. De to sten blev opstillet i 1951 og står i dag som et fysisk symbol på Den kolde Krig.
