Johan Frederik Lehmann (1856-1920)

Fra AarhusWiki
Johan Frederik Lehmann

Johan Frederik Lehmann (født den 17. marts 1856 i Brundby, Tranebjerg sogn, Holbæk amt, død den 25. august 1920 i Aarhus) var ekspedient og medlem af Aarhus Byråd fra den 5. april 1912 til den 31. marts 1917 for Socialdemokratiet.

Han var søn af sadelmager Ludvig August Lehmann og hustru Hanne Margrethe Hansen.

Gift med Jensine Jensen, født den 16. oktober 1854 i Langemark, Besser sogn, Holbæk amt, død den 17. juli 1929 i Aarhus, datter af indsidder Jens Sørensen Bager og hustru Dorthe Jensdatter.

Karriere

Efter et treårigt ophold i Amerika bosatte Lehmann sig i 1884 i Aarhus, hvor han, der omtales som en dygtig taler og "slagfærdig debattør", hurtigt blev en forgrundsfigur i det faglige og politiske arbejde inden for arbejderbevægelsen.

Lehmann, der var uddannet skrædder, blev i 1888 ekspedient ved Demokraten, hvor han var ansat til sin død.

Foreningsarbejde

Ligeledes i 1888 blev han formand for Socialdemokratisk Forbund og De samvirkende Fagforeninger i Aarhus. I en årrække var han i bestyrelsen for Arbejdernes Produktionsforening og formand for Den almindelige Begravelseskasse. Af Socialdemokratiet var Lehmann opstillet som folketingskandidat i Brædstrupkredsen 1892 og i Hjørringkredsen 1906 og 1909, dog uden at opnå valg.

Afholdsbevægelsen

Også inden for afholdsbevægelsen var han stærkt engageret, bl.a. som formand 1903-06 for De samvirkende Afholdsselskaber i Aarhus, formand for Aarhus Afholdskreds, formand for Spareforeningen Echo's juleglæde, i bestyrelsen for Afholdsfolkenes Begravelseskasse samt i hovedbestyrelsen for Danmarks Afholdsforening.

Politik

Lehmann var medlem af byrådet fra den 25. april 1912 til den 31. marts 1917. Han afløste i 1912 Marinus Petersen ved dennes tiltrædelse som forvalter på De Gamles Hjem. Ved byrådsvalget i 1913 blev han genvalgt.

Medlem af eller byens repræsentant i...

Litteratur og kilder