Hans Broges Gade
Hans Broges Gade er en gade, der ligger på Frederiksbjerg. Gaden går fra Skt. Pauls Kirkeplads til Marselis Boulevard.
Navnegruppe med erhvervsmænd og lokalpolitikere på Frederiksbjerg.
Oprindelig navngivet Jyllandsgade i 1899, men ændret i 1901 til navn efter storkøbmand og politiker Hans Broge (1822-1908). Han var født i Grenaa, men kom i handelslære i Aarhus. I 1847 etablerede han sin egen virksomhed i Mindegade 8. Hans Broge var med til at gøre Aarhus til en driftig handelsby. Han oparbejdede en stor eksport af dansk smør til England og sejlede kul den anden vej. Broge var medstifter af en række industrielle og kommercielle virksomheder. Han deltog også i politik og var indvalgt i Aarhus Byråd fra 1857 til 1870 og kongeligt udnævnt medlem af Rigsrådet fra 1865 til 1866. Han byggede sig en sommerbolig i Brabrand i 1866 og anlagde et stort lystanlæg, som han i 1901 overdrog til Brabrand-Aarslev Kommune. Anlægget eksisterer stadig under navnet Hans Broges Bakker, mens villaen blev nedrevet i 1987. En 2,5 meter høj bronzestatue af Hans Broge udført af billedhuggeren Axel Hansen blev afsløret i 1910 på Tietgens Plads ud mod Hans Broges Gade.
Sidegader til Hans Broges Gade
Hans Broges Gade på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018