Aarhus Kvindeseminarium
Med opførelsen af Aarhus Kvindeseminarium, der slog dørene op i 1910, kastede Indre Mission sig med ind i byggeboomet på Trøjborg.
Efter tre store monumentale byggerier, De Gamles Hjem, Skt. Johannes Kirke og Finsensgades Skole, skulle man tro, at området lige syd for Trøjborg ville få ro en tid, men nej. Andre organisationer havde fået øje på området, og den næste på banen var Indre Mission, der kunne se store muligheder i området. Denne organisation var flittig til at rejse seminarier rundt omkring i landet, og nu mente folkene bag organisationen, at tiden var kommet til Aarhus.
Ligesom ved byggeriet af Skt. Johannes kirke, var det her det private initiativ, som bar sagen. Allerede året efter Finsensgade Skole stod færdig, sendte Indre Mission skrivelser ud til sine medlemmer om bidrag til rejsningen af kvindeseminariet i Aarhus. Udover selve seminariet skulle bygningen også rumme et hjem, hvor omkring 30 elever kunne bo, fremgår det af en anbefalingsskrivelse fra Indre Mission.
I 1909 mente man at have et økonomisk grundlag, som gjorde, at man kunne gå i gang med seminariet. Selve bygningen var endnu ikke rejst, så man lejede sig ind i villa Rosenvang, der endnu er beliggende på Nordre Ringgade 68. Her kunne to klasser undervises i stueetagen, mens forstanderinden og en lærerinde boede på første sal. Indre Mission udnævnte frøken Astrid Blume til forstanderinde, men en kvinde kunne dengang ikke accepteres som eneforstander af ministeriet, så derfor måtte man ansætte sognepræsten ved Skt. Johannes kirke, Hans Otto Frimodt Møller, som medforstander. En ordning, som fortsatte til 1915, det år, hvor kvinderne fik valgret til rigsdagen.
Imens man startede lærerindeuddannelsen i villa Rosenvang, gik man i gang med at bygge selve seminariebygningen.
Grunden på Trøjborgvej var velvalgt, lige ved siden af den nyopførte Finsensgade Skole, med de deraf gode muligheder for seminaristernes afprøvning af kundskaberne i praksis med eleverne på skolen. Det var et samarbejde, som stod på i mange år til glæde for både lærere og elever.
I 1910 stod så seminariebygningen færdig, og indvielsesfesten fandt sted den 30. november.
Seminariebygningen er den mest markante af de nye bygninger i området og meget forskellig fra de andre byggerier. Den har også holdt trolig ud, selv om der er bygget til og om utallige gange i modsætning til de andre institutioner. Fra villa Rosenvang til det store kompleks mellem Trøjborgvej og Ringgaden - seminariet har udviklet sig.
Aarhus Kvindeseminarium blev i 1952 lagt sammen med Marselisborg Seminarium. Frem til 1995 hed det Århus Fællesseminarium og ændrede derefter navn til Århus Dag- og Aftenseminarium. I 1998 blev aftendelen lukket.
Seminariet kendes af de fleste som Århus Lærerseminarium beliggende på Trøjborgvej.
Seminariet er nu en del af VIA University College og flyttede i 2015 til Ceres Byen.
Litteratur & kilder
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
Se arkivalier omhandlende Aarhus Kvindeseminarium på AarhusArkivet |