Tværgade

Fra AarhusWiki

Tværgade blev oprettet i forbindelse med navneændringen på Havgyden og Fægyden. Vejen kom i 1939 til at blive en del af Nørreport.

Hjørnet af Mejlgade og Havgyden. Fra 1895

Havgyden

Havgyden lå ved Mejlgade mod havet. Den blev brolagt i forbindelse med at Kystvejen blev opført i 1871, da der begyndte at komme mere trafik på vejen. I samme forbindelse fjernede man det sprøjtehus der ellers havde ligget ved gyden. Sprøjtehuset var hjemsted for en af byens brandsprøjter. I tilfælde af brand skulle de af byens mænd der var udtaget til tjeneste ved brandkorpset hente nøglen til Knud Wormslevs baghus, hvor sprøjten stod, hos skomager Christian Kastrup der boede lige over for. Derefter skulle de flytte sprøjten derhen hvor branden var. De borgere der var tilknyttet brandsprøjtet ved Havgyden havde et skilt på sig hvor der stod ”Middelgades sprøjten, nr. 12” for at folk vidste de var brandmænd.

Efter at Havgyden var blevet brolagt i 1870’erne begyndte de folk der boede der at være trætte af navnet gyde. De bad derfor om at få et nyt navn, og endte med at komme til at hedde Tværgade. Navnet fik de dog først i 1895.

Fægyden

En middelalderlig gyde mellem Mejlgade og Studsgade med navn efter, at kvæget fra avlsgårdene i Mejlgade blev drevet gennem gyden til græsning på vangene langs vejen til Randers.

Fægyden dækkede gaden fra byporten til Mejlgade, samt en del af det nuværende Studsgade. Fægyden var en meget smal gyde. Det blev blandt andet beskrevet af beboerne i Hotel Jylland ikke kunne åbne vinduerne i stueetagen da det ville stoppe trafikken i gyden.

Grunden til at navnet blev ændret var at beboerne i Fægyden ikke synes at navnet lød så godt. De ville gerne have noget der lød lidt finere. Derfor blev vejens navn ændret til Tværgade i 1868.

Tværgade

Navnet Tværgade dækker over to tidligere gader, Havgyden og Fægyden. I 1868 bad beboerne i Fægyden om at få omdøbt deres vej da det ikke lød fint nok. Fægyden blev derved den første Tværgade. I 1870'erne bad beboerne på Havgyden om nyt navn, da de var trætte af navnet gyde. Denne vej blev inkorporeret i den allerede eksisterende Tværgade da de lå i forlængelse af hinanden. Sammenlægningen skete dog først i 1895, en del år efter af borgerne havde bedt om nyt navn.

Tværgade 3, tidligere et hus på hjørnet af Havgyden og Mejlgade, findes i dag i Den Gamle By under navnet Tværgadehuset.

Tværgade på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Tværgade

Fægyden på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Fægyden

Kilde

  • Connie Jantzen – ”Middelalderbyen Aarhus” fra 2013.
  • Peder Jensen – ”Fra den sorte skole til Middelgades Port”. 1968.
  • Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018.