Borrebækken

Fra AarhusWiki
Akvarel forestillende Borrebækken ved Mejlgade kort inden dens udløb i havet. Maler Hans Frederik Meyer Visby (1839-1926), ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.
Bykort over Aarhus i 1796. På kortet ses Borrebækken løbe fra vest over Munkeport og bag den nordlige del af byen, før den havner ved Studsgade. "Grundrids af Byen Aarhuus." Efter den kongelige General Vejs Comissions-Forlangende. Opmaalt af Heinen og tegnet af H. Glahn.

Borrebækken var et åbent vandløb, der løb gennem store dele af 1800-tallets Aarhus.

I 1700-tallet blev Borrebækken også kaldt "Borgerbækken", og før da kaldtes den "Skidden-Sig". På et kort fra 1675 i Resens Atlas Danicus benævnes den blot som "et lidet rindendis Wand som har sit velde af de bæncher som ligger Nordvest fra Byen oc löber ned i Stranden."

Bækkens forløb

Borrebækken løb gennem Aarhus fra nordvest og tog en nordlig retning gennem den gamle bykerne. På sin vej krydsede den flere af byens gader, bl.a. nutidens Gl. Munkegade, samt adskillige gamle haver tilhørende Klostergades, der af samme grund var godt vandede og frodige. Lige før Studsgade knækkede den mod øst og forenedes med et vandløb, der kom ned gennem Vennelyst. Omtrent samme sted lå købmandsgården "Bækkelund". Herfra løb de sammen på tværs af Studsgade og Mejlgade, før de endte i Aarhusbugten ved Smedegyde.

Mens Borrebækken endnu var et åbent vandløb, var der broer over den i Studsgade og Mejlgade. Der var en tid også et rækværk langs noget af bækken, der i 1857 var ved at falde i vandet, da brolægningens sten, der holdt det på plads, var blevet for løse.

I 1845 besigtigede nogle af byens respekterede herrer, Julius Høegh-Guldberg (1779-1861), Ernst Peter Weis (1776-1845) og Georg Holstebroe (1783-1849), Borrebækken, og de konkluderede, at: "Nødvendigheden kræver at denne Bæk paa flere Steder udvidedes og i det hele taget sættes i en saadan Stand at den kan forebygge hvad jævnlig om Vinteren er Tilfældet at Vandet gaaer over sine Breder og trænger ind i de tilstødende Grundejeres Haver og Gaarde ja endog i Kielderne..." Pudsigt nok blev det modsatte - nemlig for lidt vand i bækken - et kendetegnende problem.

Bryggeren og Borrebækken

Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883) var brygger og brændevinsbrænder samt medejer af firmaet Liisberg & Meisner, der havde det ovenfor omtalte brænderi. Brænderiet lå på Borrebækkens nordre side mellem Studsgade og Mejlgade, og her havde Liisberg i 1854 fået lov til at tage vand fra bækken gennem en særlig ledning, så han kunne bruge det i sin virksomhed. Det mindskede vandstanden i bækken og forværrede vandkvaliteten.

Oprensningen af Borrebækken blev generelt forsømt, men brokkede borgerne sig over det, lød svaret, at et sådant arbejde ville være omsonst "fordi Uhumskheder, der udfløde fra Liisberg og Meisners Brænderi, daglig optaarnede sig i Bækken".

I 1862, da Paradisgades Skole var blevet bygget, nægtede skolens overlærer at bo i overlæreboligen på grund af stanken fra den nærved liggende Borrebæk. Han byggede sig derfor et hus til sig selv i Tunøgade.

Da Aarhus fik sit første vandværk i 1872, mente nogle dog, at denne tilladelse skulle trækkes tilbage, da der nu var andre muligheder for vandforsyning end at bruge Borrebækkens vand. En sådan anmodning kom fra Herredfoged P. Lunn, der klagede over Borebækkens dårlige tilstand til byrådet. Han mente "at de forpestede dunster, som Borrebækken nu udsender i tørre sommerdage, i væsentlig grad har bidraget til at skaffe byen en mindre hæderlig omtale", og at en tilbagekaldelse af Liisbergs tilladelse kunne give Borrebækken "sit helt naturlige tilløb og derved sin forrige friskhed tilbage". Hvis ikke det kunne lade sig gøre, foreslog Lunn, at bækken alternativt kunne skylles igennem dagligt med vand fra vandværket.

Sagen endte med, at Liisberg mistede tilladelse til at tage vandet fra bækken i 1873.

Dårlig vandkvalitet og rørlægning

Selvom Liisberg ikke længere brugte vandet fra Borrebækken, var der ikke meget strøm i den, og det næsten stillestående vand kunne derfor blive både mudret og lugtende, især om sommeren. Det hjalp ikke, at folk, der boede nær den, var tilbøjelige til at kaste alskens affald deri. Af samme grund beklagede flere sig i avisen over, at luften ligefrem forpestedes af det lille vandløb. Der førtes mange debatter i byrådet i den anledning, men det førte længe ikke til noget. Forsøgsvis prøvede man at brolægge bunden af bækken, men det hjalp kun lidt.

I 1884 begyndte Sundhedskommissionen at klage over stanken ved bækkens udløb, og sundhedsrisikoen ved vandkvaliteten begyndte at blive taget mere alvorligt. Herpå begyndte arbejdet for alvor med at rørlægge bækken, hvilket var afsluttet inden udgangen af 1880'erne. I dag er den ikke længere at se i bybilledet.

Litteratur og kilder