Mariane Levin (1807-1886)
Mariane Levin var en ugift modehandlerinde i Aarhus og en del af det jødiske mindretal i byen i 1800-tallet.
Født den 11. august 1807 i Randers, død den 11. januar 1886 i Aarhus.
Datter af Salomon Levin fra Bayern og hustru Galling Levin fra Hamborg.
Mariane Levin kom til Aarhus med sine forældre og lillesøsteren, Henriette Levin, i 1843. De bosatte sig først ved Mindet, formodentlig i Mindegade 19. Her opretterede faderen en såkaldt industrihandel, hvor han solgte "alle mulige begyndte og færdige Arbeider saavel af Jerntraad som Stramai, Straahatte, franske og italienske, Silke og Chaconet i alle Dessins, et Foraad af smukke Blomster og Broderier."
Allerede i 1844 flyttede både familien og forretningen til Store Torv 10.
I 1845 døde Salomon Levin, 73 år gammel. Mariane Levin og hendes mor blev boende i familiens hjem og førte faderens forretning videre. Det ser ud til at Mariane Levins mor overtog en del af forretningen, der solgte eksempelvis porcelæn og glasvarer, mens Mariane Levin selv overtog den del af forretningen, der handlede med modeartikler. Efterfølgende tog hun flere gange på forretningsrejser for at finde nye produkter til butik og lager.
I 1848 søgte Mariane Levin Borgerrepræsentationen om tilladelse til at overtage sin mors del af forretningen, da hun var ved at blive for gammel til arbejdet. Det fik hun dog ikke lov til og måtte fortsætte kun med sin modehandel. Den fik for alvor karakter af mode, da hun eksempelvis fik hentet varer som "Silke- Straa- og Havehatte for Voxne og Børn, Kapper, Blomster, Baand og alle Artikler, henhørende til Modefaget" hjem til sin forretning. Mange lignende annoncer i avisen beskriver over årene et stort udvalg af fornemme varer til både mænd og kvinder, voksne og børn.
Det tyder på, at Mariane Levins forretning er gået godt. I 1850 kunne hun beskæftige hele tre butiks- og syjomfruer og samtidig holde to tjenestepiger. I 1860 havde hun hele tre tjenestepiger. Desuden forsørgede hun sin mor, der boede hos hende, indtil hun gik bort et sted mellem 1860 og 1870.
I 1863 flyttede Mariane Levin til Lille Torv 2, som på dette tidspunkt ejedes af storkøbmand J.U. Gerdes. I den forbindelse solgte hun hele sit varerlager på den gamle adresse til indkøbspris. Hun fortsatte sit "Industri- og Mode-magazin" fra sin nye adresse, hvor hun også tilbød "skræddersyning og linnedsyning". Her boede hun frem til 1870, men på et tidspunkt mellem dette år og 1875 flyttede hun sin forretning til Vestergade 10.
I 1875 ophævede Mariane Levin sin virksomhed fuldstændig. Hun solgte selve forretningen til Frøknerne E. Simonsen og H. Schwartz og holdt udsalg på sit varelager "af couleurte Broderier, fine Lædervarer, udskaarne Træsager, ægte Kniplinger, franske Blonder, Lingerier, Negligésager, færdigt Dame- og Børnelinned, Fløielsbaand, Silkefryndser og Blomster i alle Farver m.m.m."
Herefter flyttede hun tilsyneladende til Ryesgade 5, hvor hun boede sammen med sin plejedatter, Mary Hansen, som hun havde taget til sig mellem 1860 og 1870.
I 1886 kunne Mary Hansen bekendtgøre, at hendes plejemor var afgået ved døden den 11. januar. 11. januar 1886. Mariane Levin blev begravet på Det Mosaiske Troessamfunds kirkegård, der ligger ud til Frederiks Allé i hjørnet af Musikhusparken.
Litteratur og kilder
- Sejrs sedler, 1843-06-09, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056773
- Sejrs sedler, 1844-07-24, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056775
- Sejrs sedler, 1845, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056771
- Sejrs sedler, 1845-09-12, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056772
- Sejrs sedler, 1847-10-15, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000030284
- Sejrs sedler, 1847-10-18, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056743
- Sejrs sedler, 1848-02-09, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056744
- Sejrs sedler, 1853-05-11, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056747
- Sejrs sedler, 1856-03-17, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056750
- Sejrs sedler, 1863-01-10, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056757
- Sejrs sedler, 1864-01-02, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056758
- Sejrs sedler, 1875-02-12, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056760
- Sejrs sedler, 1875-04-27, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056761
- Sejrs sedler, 1875-06-18, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000088208
- Sejrs sedler, 1886-01-13, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000056765
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1845, Købstæder (1845-1845), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=8307#8307,200061
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1850, Købstæder (1850-1850), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=115275#115275,17296391
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1860, Købstæder (1860-1860), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=10172#10172,251207
- Rigsarkivets arkivalieronline, Folketælling 1845, Købstæder (1870-1870), Århus, https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=54143#54143,11872461