Dalgas Avenue
Anlagt i 1902-04 men navngivet i 1900 efter oberstløjtnant Enrico Mylius Dalgas (1828-1894). Arbejdede ved flere jyske vejanlæg. Efter tjeneste i Viborg og Holstebro flyttede han i 1859 til Århus, hvor han på Frederiksbjerg byggede villa Montana. Medstifter af Det Danske Hedeselskab i 1866 i Århus og blev dettes direktør.
Gadens anlæg følger den af stadsingeniør Chr. Ambt og arkitekt Hack Kampmann udarbejdede byplan fra 1898. Det lige gadeforløb er tilrettelagt for at opnå en udsigtslinie fra Ingerslevs Plads til det fremspringende kystpunkt Ballehage.
Da Marselisborgudvalget kort før jul i 1899 kunne præsentere navnene på de mange planlagte veje i Marselisborgområdet, blev Dalgas Avenue præsenteret som Frihedsalléen. Byrådet modsatte sig dette navn og vedtog i stedet Dalgas Allé, som senere blev til Dalgas Avenue.
Gadens bygninger
- Dalgas Avenue 1. Bygningen er opført i 1911 efter tegning af arkitekt Thorkel Møller for snedkermester Jørgensen. Ejendommen er en 4 1/2 etages rødstensbygning med mansardtegltag, 1 kvist og en gavltrekant, der er barokpræget med to gennemgående karnapper og hvidmalede vinduer.
- Dalgas Avenue 2. (se særskilt artikel).
- Dalgas Avenue 3. Bygningen på Dalgas Avenue er opført i 1911 efter tegning af murermester Martin Petersen for murermester Jens Hviid.Ejendommen er en 4 1/2 etages rødstensbygning med mansard, beklædt med dels skifer dels tegltag og har desuden 4 kviste.
- Dalgas Avenue 5-7. Ejendommene Dalgas Avenue 5 og 7 er opført i 1910 og tegnet af arkitekt Rudolf Frimodt Clausen med gennemgående karnapper fra 2. - 4. etage.
- Dalgas Avenue 52. Ejendommen har dannet ramme for uddannelses og kulturinstitutioner. Fælles for de tre institutioner er deres sociale sigte: - Aarhus Husmoderskole fra 1907-20, - Diakonhøjskolen fra 1920-1975, - Den grønlandske forening Kajak, - Grønlænderhuset fra 1975-
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
- Preben Rasmussens Samling, Cort Adelers Gade - Dannebrogsgade, Frederiksbjerg Øst, 1979l 43
- Frederiksbjerg Øst, 1979, 44