Marius Geertsen (1863-1931)
Bogtrykker Marius Geertsen, medlem af Aarhus Byråd 1. april 1921 - 31. marts 1925. Det Konservative Folkeparti. Ridder af Dannebrog.
Født 30. marts 1863 i Aarhus, død 24. juni 1931 i Aarhus.
Forældre: Vagtmester og børstenbinder Hans Peter Geertsen og hustru Kirsten Inger Andersdatter. Bror til kostefabrikant Erhard Geertsen. Gift 1. gang 26. marts 1886 i Aarhus med Theodora Margrethe Howisch, født 21. september 1861 i Fredericia, datter af maler og sergent Theodor Nicolaj Howisch og hustru Lauretzia Dorthea Andersen. Gift 2. gang 21. januar 1915 i København med Petrea Isakine Frisine Rygaard, født 22. februar 1883 i Aarhus, død 2. marts 1956 i Aarhus, datter af blikkenslagermester Andreas Helmeus Rygaard og hustru Dagmar Jørgine Josephine Dahl.
Bogtrykken
Geertsen stod i lære hos den kendte aarhusbogtrykker Backhausen 1877-82. Efter at være blevet svend arbejdede han i forskellige byer, bl.a. var han en overgang beskæftiget i København. Da han vendte tilbage til Aarhus, fik han arbejde hos bogtrykker Theodor Thrue. Han etablerede sig i 1888 som selvstændig bogtrykker som specialist i farvetryk. Han gjorde et stort arbejde inden for sit fag både rent faglig og organisationsmæssigt. Han var selvskreven til at blive medlem af bestyrelsen for den i 1890 nystiftede Aarhus Bog- og Stentrykkerforening, der var provinsens ældste bogtrykkerforening, og til i 1893 at blive dens formand, hvilket han var til sin død 1931. Han var denne forenings bærende kraft, og flere gange sad han i Dansk Provinsbogtrykkerforenings bestyrelse, hvor han både har været sekretær og næstformand. Han var meget virksom inden for den tekniske undervisning og var lærer på Aarhus Teknisk Skole 1894-96.
Foreningsarbejdet
Men også på anden måde var Geertsen håndværkerstanden en god mand. Han var medlem af Aarhus Håndværkerforenings bestyrelse 1903-31, formand for Aarhus Arbejdsgiverforening og medstifter af Købmands- og Håndværkerbanken. Han har stiftet og udgivet »Håndværkerbladet«, som han selv redigerede 1906-17, og som senere blev medlemsblad for Håndværkets Fællesrepræsentation. Endelig var han formand for Dansk Arbejdes Århus-afdeling og dens hovedforening. Som utrættelig forkæmper for dansk håndværk udkastede han tanken om oprettelse af købestævnet i Fredericia. Som særlig optaget af håndværkets historie viede han Købstadmuseet Den Gamle By overordentlig stor interesse. Han sad i dets bestyrelse, og det var ham, der foreslog oprettelsen af håndværkerafdelingerne, der optog ham meget. Også sociale områder beskæftigede han sig med; han gav således stødet til oprettelse af retshjælpen for ubemidlede i Århus. I 1906 var Geertsen opstillet som konservativ folketingskandidat for Grenå-kredsen, men han blev ikke valgt og kom ikke til at spille nogen landspolitisk rolle.
Medlem af eller repræsentant i...
- Udvalget for vandværket 1921-25
- Udvalget for fattigvæsenet 1921-25
- Skolekommissionen 1921-25
- Udvalget for andragender 1921-25
Litteratur og Kilder
- Aarhus Borger, 1915-1920, Hæfte XI Udgiver: M.A. Caprani´s Fotografiske Atelier, Aarhus
- Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.