Aarhus Filmværksted
Aarhus Filmværksted blev stiftet i 1978 af en lille kreds af aktivister, der sled i det med deres primitive udstyr til støtte for politiske sager. Siden hen udviklede værkstedet sig til at blive en åben og professionaliseret forening (senere en fond), som lavede lokal-tv og støttede ikke-kommercielle produktioner og filmiske talenter.
Grundprincippet dengang og nu er, at AFV skal være et åbent sted, hvor amatører kan få mulighed for prøve kræfter med professionelt udstyr og søge økonomisk støtte til at realisere egne video- og filmproduktioner. De mange forskelligartede produktioner har betydet, at AFV igennem snart fire årtier har fungeret som et kulturhistorisk tidsspejl og cementeret dets position som kulturinstitution i Aarhus.
Baggrund og stiftelse: da folket gik til filmen
Stiftelsen af AFV skal ses i sammenhæng med 1970'ernes politiske strømninger. Utallige politiske bevægelser forsøgte i stigende grad at gøre op med etablerede dogmer og brede deres budskab ud på alle mulige måder. Med den stigende udbredelse af tv-mediet, var det derfor oplagt at tage et så slagkraftigt medie som filmen i brug for at få sine politiske budskaber frem. Ført an af de tidligere skolekammerater Bent Blindbæk og Ib Lund samledes en lille kreds af politisk bevidste og filminteresserede aarhusianere sig i løbet af vinteren 1975/76 under navnet Århus Filmværksted. Formålet var at skabe et folkeligt filmværksted som alternativ til de etablerede medier. De tusindvis af smalfilmskameraer, som lå rundt omkring i hjemmenes kommodeskuffer, skulle ikke bare bruges til familielejligheder, men til at lave en folkelig mediemodoffensiv, så amatører kunne skildre deres daglige liv og de (politiske) sager, der optog dem.
De filmtekniske og økonomiske ressourcer var i starten begrænsede, så det var i højere grad sagen, der var interessant - ikke midlerne. Filmfolkene så i begyndelsen med mistro på kommunal styring. Det var de ”aktives diktatur”, og hverken kommunen eller andre med skeptisk holdning til værkstedets virke skulle involveres. Udstyret bestod ofte af indsamlede private smalfilmskameraer eller redigeringsudstyr, man selv importerede fra Tyskland. Produktionsudstyret bestod ofte af indsamlede private smalfilmskameraer eller redigeringsudstyr, man selv importerede fra Tyskland. Der blev sågar oprettet et lille importfirma - Jysk Film & Fototeknik. Men det viste sig hurtigt, at afsætningen af hjemmelavede tyskimporterede klippeborde ikke gik som varmt brød i Danmark. De aktive manglede også erfaring i at betjene udstyret og lave film i en tilfredsstillende kvalitet.
Det var derfor i høj grad entusiasmen, fællesskabet og dét at være en del af noget større, som skulle drive værket. I løbet af de første par år blev der produceret ni stk. 8 mm-smalfilm om emner som f.eks. strejkende skraldemænds koner, hårde stoffer og tyrkiske gæstearbejdere. Én af dem er dokumentaren 'Ingen roser uden torne' fra 1976, som er en protestfilm mod den forestående nedrivning og renovering af det slumprægede Rosensgade-kvarter. Filmen blev vist i alle opgange i kvarteret i forsøget på at mobilisere en fælles modstand mod dét, man anså for at være en uretfærdig politisk beslutning.
Gennem fonde, indsamlinger og private bidrag blev der langsomt råd til mere avanceret udstyr, og for første gang fik man lokaler i en baggård i Frederiksgade. Tiden var inde, til at den uformelle kreds af filmvenner blev samlet i en forening med vedtægter og medlemskab. Efter længere tids tilløb blev AFV i 1978 officielt stiftet.
Kommunalt samarbejde betød nye muligheder
Allerede i 1979 fik AFV igen nye lokaler (mod betaling) - denne gang i en kælder på Niels Juels Gade på Trøjborg. Tiderne var trange - både hvad angik de fysiske rammer, men også de økonomiske, da de stadig flere brugere sled på udstyret, ligesom de forventede kun at skulle betale udstyrsleje, hvis deres film gav overskud, hvilket reelt aldrig skete.
1980’erne bragte en ny tidsånd med sig, idet der skete en vis udskiftning i stiftelseskredsen. De ofte politisk motiverede dokumentarfilm fra 1970’erne, blev afløst af opfattelsen af, at det var okay at betragte film som et medie til personlig og kreativ udfoldelse. Det førte til en mere eksperimentende og fiktiv brug af filmmediet. I filmen 'Een og skal vi så se at komme i gang' fra 1981 handler f.eks. om en ung arbejdsløs pige og hendes dagligdag, men de politiske problemstillinger spindes ind i en fiktionsform.
Værkstedet og kommunen lod også mistroen afløse af samarbejde. Kommunen gav nu huslejetilskud, og i 1981 fik AFV sin første ansatte, en tidligere langtidsledig, Jens Loftager, som blev udstationeret som daglig leder i syv måneder. Han blev afløst af Lars Arnfred, som ligeledes blev daglig leder i syv måneder. Konstruktionen med en daglig leder hver syvende måned skabte naturligvis en del gennemtræk på værkstedet, men det var først i 1987, at en egentlig fastansat daglig leder i skikkelse af Peder Andersen blev ansat.
Der kom stadig flere medlemmer til, særligt da det blev muligt at producere 16 mm-film efter lån af udstyr fra filmstudiet. Det betød efterhånden nye pladsproblemer, og i 1983/84 flyttede AFV ind i den gamle Hammelbanegård på Carl Blochs Gade. Kommunen så det som en midlertidig løsning i mangel af bedre, men filmværkstedet kom til at bo på adressen helt ind til sommeren 1992. Selvom forholdene ikke var helt optimale, var der dog tilfredshed med at rykke tættere på midtbyen og få ca. otte gange så meget plads end i kælderlokalerne på Niels Juels Gade. Ja, så meget, at AFV faktisk meddelte kommunen, de nu havde for meget plads, hvilket set i bakspejlet måske ikke var den strategisk klogeste beslutning, da kommunen konstant blev kontaktet af foreninger og græsrodsorganisationer, der ønskede plads i midtbyen. Ikke desto mindre fastholdt AFV lokalerne på Carl Blochs Gade. I takt med der fortsat kom nye brugere til værkstedet, betød det også, at lokalerne blev udfyldt og brugt til udforskningen af nye aktiviteter og medier.
Nye udtryksformer bryder ned og bygger op
I 1984 blev der eksperimenteret en del med lyd-/dias-produktioner, som ganske hurtigt blev meget populære udtryksformer, blandt andet da én af brugerne - Max Jørgensen - tog initiativ til at oprette et lyd-/diasværksted i et af de tomme lokaler. Men det store skridt fremad forestod endnu: skridtet ind i videoalderen!
Længe havde man vidst, at videoproduktionen var af højere kvalitet og dermed gav mulighed for distribution. Derudover var udstyret lettere at betjene og billigere for brugerne, men som så mange gange før var det dyrt at investere i det nye udstyr. I slutningen af 1984 fik AFV dog mulighed for at låne noget (sort/hvid) videoudstyr fra Det Danske Filmværksted i Haderslev, og året efter gik kommunen med til at bevilge penge til nyt udstyr. Bevillingerne stod dog ikke helt mål med AFV's ambitioner, og ca. ti brugere gik derfor med til at kautionere for et større lån, så der både var råd til redigering og optageudstyr. Offerviljen medførte, at AFV fik sit første videooptageudstyr i 1986 og i 1987 sit første videoredigeringsudstyr. Det var relativt sent, set i lyset af at teknologien allerede var i brug fra ca. 1980.
Dele af videoproduktionen havde efterhånden udviklet sig til en selvstændig kunstart, knyttet til billed- og installationskunstens fortælleteknikker og visuelle moderne udtryksformer. AFV omfavnede videokunstens anderledes og nyskabende udtryksformer. Der blev leget og eksperimenteret som aldrig før med det nye udstyr, blandt andet med produktionen af de såkaldte scratch-videoer, der var karakteriseret ved hurtige krydsklipninger og found footage-collager. I dag kan dette laves relativt nemt på en computer, men dengang skulle man være rap på fingrene, hvis ikke båndene skulle gå i stykker ved de hurtige klipninger. Med videoproduktionen ønskede AFV at vise et mere moderne udtryk og gøre op med det etablerede filmmiljø i København.
”Danske film i 1980’erne var pinlige – dybest set. Alle foragtede dem. Der var Statens Filmcentral, og vi grinede altid af dem, fordi de havde alle samme pibe og gik i brune fløjlshabitter, og så lavede de sådan nogle gamle 16 mm-film ingen gad at se. Vi ville gerne have det skulle være ungt og friskt at se på.”
Peder Andersen, tidligere daglig leder af AFV.
Fra 1985-91 arrangerede AFV en årlig videofestival med produktioner fra ind- og udland. Festivalerne blev gradvist både større og vildere og tiltrak stadig flere og flere udenlandske videokunstnere. I 1990 kulminerede det, da kunstnere fra 17 øst- og vesteuropæiske lande under navnet Billedmaskinen Ikaros byggede en stor betoninstallation bag Musikhuset (det nuværende Musikkonservatorium). Den rummede de mange videoinstallationer som et symbolsk jerntæppe, men udtrykte også en afstandtagen til en stivnet venstrefløj og elitens institutionaliserede måde at fremføre kunst og kultur på. Videofestivalen blev et uvurderligt udstillingsvindue og et brand for AFV, snarere end en indtægtskilde. I september 1989 blev der også skabt en container-festival i Botanisk Have i samarbejde med kunstnergruppen Solkorset. Her blev der vist videofilm i 18 skibscontainere forbundet med jernsveller og -plader. Hensigten var igen at give en fuckfinger til det institutionelle kunstmiljø ved at skabe en underholdende, men også intellektuel og begavet installation, der brød med den almindelige komfortable måde at se film på for de ca. 4.500 besøgende gæster. Det væltede ind med ansøgninger om at låne det nye videoudstyr, og for første gang begyndte AFV at sortere i de indkomne ansøgninger. Fra 1989 blev der på skift oprettet en demokratisk valgt projektredaktion, hvor to brugere og en medarbejderrepræsentant skulle sætte mere struktur på redaktionen og vurdere de ansøgte projekter. I den periode blev det muligt at give fuldstøtte (dvs. brugerne ikke længere skulle betale udstyrsleje, hvad de ellers havde skullet op gennem 1980’erne), samt at AFV kunne yde teknisk hjælp til lovende instruktører indenfor genrerne fiktion, dokumentar og kunstvideo. Projektredaktionen blev etableret efter initiativ af blandt andre Jesper Rasmussen, der også iværksatte værkstedets lille lokale oskarfest, Årets Peder, opkaldt efter den daglig leder Peder Andersen.
Den store efterspørgsel og ditto boom i ansøgningerne til fuldstøtte skabte et paradoks: På den ene side ønskede AFV at være et åbent værksted, der gav mulighed for den brede offentlighed til at eksperimentere med filmmediet på professionelt udstyr. Omvendt skulle der også være en vis kvalitetskontrol, så værkstedet opretholdt sin kunstneriske integritet og ikke blev et sted for ivrige videoamatører, der ønskede at redigere familievideoer med beskeden eller ingen kunstnerisk værdi. Af den grund var der heller ikke en VHS-redigering på værkstedet.
Til gengæld var kreativiteten stor.
Omvæltningen til også at producere lokal-tv
I anden halvdel af 1980’erne begyndte lokal-tv at blive mere og mere udbredt. AFV havde siden 1984/85 ønsket at være med til at producere kommunalt støttet lokal-tv. Men det var først i slutningen af 1987, at det lykkedes, da sendetilladelsen og samarbejdskanalen TV-Århus blev oprettet af en række foreninger og institutioner. Dermed gik AFV ind i en ny epoke, der havde indvirkning på den daglige gang på værkstedet, både hvad angik de økonomiske, produktionsmæssige og logistiske forhold.
Tv-produktion og -distribution lå på den ene side ikke i værkstedets DNA. Mange af værkstedets filmskabere foragtede ligefrem tv-branchen og ønskede ikke deres produktioner vist på tv, hvilket AFV heller ikke stillede krav om. Omvendt var der et tungtvejende ønske om at få del i de kommunale tilskud til lokal-tv, som også kunne allokeres til filmproduktion.
I 1987 trådte den første permanente lov om lokalradio og -tv i kraft. Lovens intention var at styrke den demokratiske proces i lokalsamfundene samt at sikre et mere alsidigt og ikke-kommercielt mediebillede. Dialogen mellem Aarhus Kommune og værkstedet tog udgangspunkt i kommunens krav om public access, dvs. borgernes offentlige og frie adgang til at udtrykke sig gennem elektroniske medier. Trods den ambivalente tilgang til tv-produktion, lå kravet om public access fint i spænd med grundtanken om et åbent værksted, hvor man ikke behøvede at være uddannet eller arbejde for DR for at få lov at slå sig løs på professionelt udstyr.
I samarbejde med Århus Video Workshop fik AFV grønt lys til at sende lokal-tv på sendetilladelsen TV-Århus. Arbejdsdelingen var klar fra start. Århus Video Workshop satsede benhårdt på at lave lokal-tv; de lavede kurser i det og havde de nødvendige studiefaciliteter. AFV havde derimod en mere åben tilgang orienteret mod at skabe et miljø omkring nogle produktionsaktiviteter, jf. public access. På den måde supplerede de hinanden udmærket. I det hele taget forsøgte AFV at adskille produktionen af lokal-tv fra resten af værkstedets aktiviteter.
Overgangen til også at producere lokal-tv betød nu, at AFV skulle levere kvalitetssikre bestilte produktioner inden for en deadline, hvilket var anderledes end den ofte lystbetonede tilgang, der herskede på stedet. Godt nok var det i begyndelsen ca. kun en halv time hver 14. dag, når det var travlest, men de havde alligevel store problemer med at fylde sendevinduet ud, fordi produktiviteten var lav. Der var ikke et kommunalt public service-krav for, hvilke typer af udsendelser AFV skulle producere til lokal-tv; det afgørende var den demokratiske inddragelse. Derfor blev den halve time hver 14. dag fyldt ud med mange forskelligartede udsendelser lige fra eksperimenterende videokunst til det mere dokumentariske, som var kommet på banen igen – om end knap så politisk polemisk som i 1970’erne.
Med overgangen til at producere lokal-tv modtog AFV til at begynde med et driftstilskud fra kommunen på 100.000 kr. + vederlagsfrie lokale i Carl Blochs Gade. Det var en start, men det var langt fra nok til at dække omkostninger og køb af nyt udstyr. (Til sammenligning kostede et nyt kamera på det tidspunkt 100.000 kr.) Derfor var det også nødvendigt at opsøge andre måder at skaffe penge på. Foruden køb af bedre udstyr og sendetid betød den økonomiske bid af lokal-tv-kagen, at værkstedet fra den 1. januar 1988 endelig kunne få en daglig leder ansat til en løn på 18.000 kr. Førhen havde stillingen, som beskrevet tidligere, været besat af langtidsledige med udskiftning hver syvende måned. Den nye leder Peder Andersen havde ved ansættelsessamtalen en forholdsvis beskeden produktionsmålsætning på fire film om året, men der gik ikke mange måneder, før den blev gjort til skamme. En af grundene til, at målsætningen blev overhalet, var et rigtig godt samarbejde med både Videoskolen i Viborg og Det Danske Videoværksted i Haderslev, der blandt andet stillede ekspertise og udstyr til rådighed.
Langtidsledige og frivillige bliver ressourcer
Med fastansættelsen af en daglig leder kunne AFV nu tilknytte flere langtidsledige, og ved udgangen af 1988 var man allerede oppe på seks samt en AV-elev i praktik. Med 1980’ernes store ledighed og dårlige jobudsigter blev AFV voldsomt attraktiv for rigtig mange i løbet af 1989-90. Det var både for brugere, som ville lave noget selv, men særligt også inden for det store teatermiljø i byen, blev der etableret samarbejdsordninger for langtidsledige. Det betød, at værkstedet kunne have langtidsledige ansat i ni måneder fuldt finansieret af det offentlige, hvorefter de ledige efterfølgende kunne være frivillige i to år, inden de evt. blev langtidsledige på ny. Med nutidens førte arbejdsmarkedspolitik tilhører disse ordninger en fjern fortid, men det gav dengang grundlag for opretholdelsen af de kreative miljøer i Aarhus – om end det for de ledige i branchen ofte var en barsk nomadetilværelse.
Den øgede aktivitet af frivillige og ansættelser (langtidsledige) resulterede nok engang i pladsproblemer. Kommunen imødekom disse ved at stille i udsigt, at AFV kunne flytte ind i det tidligere slagtehus på Jægergårdsgade 152. Her var i forvejen radiostationen Det åbne Båndværksted og Århus Video Workshop, som lavede kurser i videoproduktion og lokal-tv. Selvom kommunen forsøgte at fremskynde indflytningen, var det først i sommeren 1992, at AFV endelig kunne flytte ind i de langt mere velegnede lokaler til filmproduktion.
Nye værdimålsætninger og visioner
I slutningen af 1980’erne oplevede AFV en lidt turbulent periode med skiftende bestyrelser og uenighed, i forhold til hvilken vej foreningen fremadrettet skulle bevæge sig. Nogle mente, at det gik fint som det gjorde, og at værkstedet ikke skulle blive for stort. På den anden side var der folk med Peder Andersen i spidsen, som insisterede på, at AFV skulle vokse og øge omsætningen, så man ikke lukkede sig om sig selv. I 1988 tog Peder Andersen initiativ til en værkstedssammenslutning, bestående af 25 værksteder rundt omkring i hele Danmark. Få år senere var der kun AFV, Animationsskolen i Viborg og Filminstituttet tilbage – resten var gået i opløsning eller konkurs. For at AFV ikke skulle lide samme skæbne, var det magtpåliggende for Peder Andersen & Co, at udvikling var konstant, og man styrkede samarbejdsrelationerne udadtil både i en økonomisk og kunstnerisk sammenhæng. Allerede fra starten af 1990’erne blev blikket rettet mod Filminstituttet, da man så muligheder i, at finansieringen af AFV på sigt skulle komme derfra i kraft af en styrket talentudvikling.
Den nye bestyrelse i 1989 formulerede i fællesskab fire pejlemærker for et fremtidigt værkstedsmiljø:
1) Innovation: AFV skal udvikle nye udtryksformer og nye grænser for, hvad der kan sættes på billede og lyd.
2) Uddannelse: AFV skal kunne træne mennesker i retning af beskæftigelse i film-/tv-branchen.
3) Folkeoplysning: Det skal være muligt for borgerne at tilegne sig større forståelse for mediernes udtryksmidler.
4) Demokrati: gennem den frie adgang (public access) får borgerne mulighed for at udtrykke sig i medierne uden at være underlagt kommercielle monopolers krav om at levere underholdning/performance.
Vokseværk i 1990’erne
De nye lokaler i Jægergårdsgade betød mere plads og derigennem flere muligheder. For første gang fik værkstedet ønsket om en fastansat tekniker opfyldt, og i 1993 rundede man de 15 ansatte. Det var dog efterhånden svært at følge med den stigende efterspørgsel, redigeringen kørte i døgndrift og sled på værkstedets få ressourcer. Noget måtte gøres! Efter kontakt til den kommunale mentor fra Kulturforvaltningen, Lars Lyngsdal, fik man solgt idéen i byrådet om, at Aarhus Kommune kunne udnytte potentialet i lokal-tv til at kommunikere med borgene. Konkret udmøntede det sig i, at AFV fra begyndelsen af 1990’erne skulle til at producere informationsspots til kommunen vist på TV-Århus. For en pris, som stort set var professionel, blev man hyret til at lave små korte informative film om alt lige fra buskøreplaner til affaldssortering. For AFV blev dette en væsentlig indtægtskilde, da de jo ikke skulle hyre folk udefra til at stå for produktionerne og derfor kunne investere pengene direkte i nyt og bedre udstyr. Det er svært at vurdere præcist, hvor mange seere TV Århus og dermed AFV's produktioner havde. Der blev indimellem lavet målinger, og de lå et sted mellem 2.000 og 10.000 antenneseere.
I starten af 1990’erne begyndte AFV også at lave lokale nyheder med fagbevægelsen på deres kanal: Aarhus Nyheds TV. Fagbevægelsen var en af de første aktører i Aarhus, der fik en lokal-tv-sendetilladelse, efter Kulturministeriet lavede forsøgsordningen med lokalradio/-tv i 1983 (gjort permanent i 1986). Mod betaling stillede værkstedet noget udstyr og support til rådighed, og så hegnede fagbevægelsen det ind til nyhedsudsendelser. Tidligere leder på Filmværkstedet, Peder Andersen, husker nostalgisk tilbage på samarbejdet:
”Kvart i Syv Nyhederne hed de. I perioder synes vi selv vi matcher regional tv. Det er faktisk rigtig godt! 10 minutter hver dag med skarpe nyheder…. Der var rigtig meget dynamik. De arbejde og knoklede som sindssyge, det var fandeme sjovt! Og rigtig mange af dem røg over på TV2 Østjylland i løbet af nogle måneder, når de ligesom kunne se de havde styr på det - at de var gode.”
Hele grundlaget for AFV's eksistens var i det hele taget betinget af at finde alternative måder at gøre forretning på. Eksempelvis var AFV nogle af de første til at modtage penge fra de ikke-kommercielle lokale tv-midler i Kulturministeriet, da dette blev muligt i midten af 1990’erne. Støtten blev tildelt særskilt til udviklingen af projekt- og programserier, ligesom man også fik penge for at udsende noget. Sidstnævnte fik nogle tv-stationer til at spekulere i at få deres produktioner genudsendt igen og igen, så man kunne få så mange udsendelsespenge som muligt. Det skabte naturligvis en del harme, da det underminerede seriøsiteten ved at lave lokal-tv.
Denne 'genudsendelsesfinte' blev da også stoppet efter at Radio og tv-nævnet besluttede, at tv-stationerne måtte genudsende maks. én gang for at få penge. AFV producerede i midt-slut-1990’erne det maksimale af, hvad reglerne tillod, dvs. 3,5 timers lokal-tv om ugen, som blev genudsendt én gang. Dette var en enorm arbejdsbelastning sammenlignet med slutningen af 1980’erne, hvor det blot var en halv time hver 14. dag!
En anden indtægtskilde blev serien Århus Byhistorie, som blev vist i magasinprogrammet Focus. Her tog direktør for Bymuseet Lars Holloufer seerne med rundt i Aarhus og fortalte om byens historie. Serien blev voldsomt populær og gennem et samarbejde med Århus Stiftstidende blev den lanceret som en videoboks, aarhusianerne kunne købe og give i gave.
”Jeg tror den kostede 500 kr. for 20 udsendelser - eller hvad det nu var ... og så omsatte vi for en million. Det var sateme en god forretning!”
Peder Andersen, tidligere daglig leder på AFV.
Mediehus, medieskole og egen tv-station
Nu, da AFV boede under samme tag som Det Åbne Båndværksted og Århus Videoworkshop, var det naturligt at lave en fælles overbygning: Den selvejende Institution Mediehuset Aarhus. På den måde brugte de forskellige aktører i huset hinandens kompetenceområder, og i praksis betød denne sammenfletning, at det ofte var svært at se, hvor den ene virksomhed sluttede, og den anden begyndte. I bestræbelserne på at få et godt produkt var det dog ikke ualmindeligt, at synergien til tider endte i en ressource-hugst. Et udslag af Mediehusets tilblivelse var, da Det Åbne Båndværksted og AFV gik sammen om at oprette Medieskolen Århus i 1997. Leder af skolen blev Henrik Underbjerg, der efter ansøgning modtog ca. en halv million kroner i licensmidler til foretagendet. På den måde forsøgte man at styrke uddannelsen inden for film-/tv-branchen jf. værdimålsætningerne, ligesom den etårige uddannelse med indbygget praktik tilførte arbejdsressourcer til AFV og Det Åbne Båndværksted.
Da ÅVW via en sammenlægning med TV-Århus blev til den kommercielle tv-station TvDanmark Århus, tog AFV taktstokken og fungerede de facto som produktionsselskab for tre sendetilladelser. Foruden Mediehusets egen tv-station (MTVS) havde Århus Nyheds-TV (ANTV) og Indvandrer-TV (ITV) også deres redaktioner på værkstedet. De lokale tv-produktioner blev sendt på det reklamefinansierede TvDanmark. For at få sin sendetilladelse af Radio- og tv-nævnet, forpligtede TvDanmark sig til at stille et vindue til rådighed for ikke-kommercielt lokal-tv. Det var dog ikke helt uproblematisk at anvende denne sendeflade. Dels fordi sendetiderne på TvDanmark var særdeles ringe uden for prime time, men også fordi den kommercielle mainstream kanal hurtigt blev kendt som klassens frække dreng med programtyper, som appellerede til andre målgrupper end hvad MTVS tilbød (!) og vice versa.
lokal-tv til aarhusianerne.
Lokal-tv fylder meget
Med oprettelsen af MTVS steg produktiviteten af lokal-tv - godt hjulpet på vej af licensforliget i 1996, der gav lokalradio/-tv en årlig støtte på 60 mio. kroner. Det medførte en generel opblomstring af lokale sendetilladelser rundt omkring i lokalsamfundene. For AFV betød MTVS, at lokal-tv efterhånden fyldte mere og mere i dagligdagen. En lang række af magasinprogrammer så dagens lys; Den Brede Bio satte fokus på alternative og lokale videoproduktioner; Focus havde indslag om Aarhus' kultur og byliv, krydret med musikalske indslag; i Tossekassen kom psykiatribrugere til orde; Novra var i øjenhøjde med de unge og oplyste om emner som sex, stoffer og alkohol; Sten & Tage havde arkitekturen og byrummet for øje, mens Club Electric var et live musikprogram med lovende håbefulde artister.
Peder Andersen foretog ofte den basale idéudvikling til magasinprogrammerne. Realisering af disse kom i hus ved at anvende de økonomiske tilskud på en sådan måde, at man fik mest mulig kvalitet for pengene. Med føromtalte tilskud fra Kulturministeriet til både projektudvikling, programserier og udsendelser kunne der samles en sum penge og måske skaffes en sponsor indover. På den baggrund kunne man tilknytte en lille fast kerne, der havde ansvaret for produktionen. Typisk bestod en sådan kerne af en-to centrale personer, som fik en form for løn, én i jobtræning, et par frivillige samt elever, der var teknikere, typisk finansieret af Aarhus Kommune.
Til trods for den massive vækst af lokale tv-produktioner, blev filmproduktionen på værkstedet ikke underprioriteret. I det hele taget forsøgte ledelsen på bedste vis at adskille de to aktiviteter. Der blev arbejdet hårdt for at fastholde projektredaktionen, som tog sig af ansøgninger til filmstøtte og stadig udgjorde hjertet i AFV.
I de år oplevede værkstedet en stigende professionalisering af de over 100 ansøgninger, der blev indleveret hvert år, men hvor kun ca. 50 slap gennem nåleøjet til at få støtte. Kvaliteten i produktionerne steg, i takt med at udstyret, den tekniske kvalitet og assistance fra værkstedet blev mere professionel. Samtidig kunne der spores en gradvis teknologisk dannelse i befolkningen op igennem 1990’erne, der gjorde dem mere sikre i brug af udstyret, f.eks. var det efterhånden en sjældenhed, at folk kom hjem uden lyd på deres optagelser.
De i 1980’erne så hyppigt eksperimenterende produktioner blev - ikke fuldstændigt, men - næsten forladt. I stedet blev fiktionsfilmene, novellefilmene og dokumentarfilmene mere mainstream, men på et fagligt højere og stadig mere professionelt niveau.
Fra forening til fond - og farvel til lokal-tv
AFV's udvikling medførte, at Filminstituttet i København i slutningen af 1990’erne begyndte at give økonomisk støtte til værkstedet. Selvom det endnu ikke var en permanent støtteordning, var det en anerkendelse af AFV's talentudvikling og en begyndelse på et samarbejde, der havde været undervejs siden starten af 1990’erne.
I begyndelsen af det nye årtusind faldt incitamentet til at forsætte med at understøtte produktionen af lokal-tv. Det var der flere grunde til. For det første var der ikke så mange penge i det som tidligere, eftersom den borgerlige regering i 2001 reducerede støtteordningerne betragteligt. For det andet fordi interessen fra Filminstituttet blev større og større, og det ønskede ikke at skyde flere penge i en organisation, der også understøttede produktion af lokal-tv. For det tredje var netop tv-delen ved at vokse Peder Andersen og resten af filmværkstedet over hovedet. Siden slutningen af 1980’erne havde AFV gennemsnitlig fordoblet omsætningen hvert år og var nu vokset til en størrelse, hvor det blev nødvendigt at udskille lokal-tv og derfra udelukkende prioritere talentudviklingen til filmbranchen.
Omkring 2003-2004 begyndte en politisk proces for at få udskilt AFV fra Den selvejende Institution Mediehuset Aarhus og overgå til at blive en selvstændig erhvervsdrivende fond. I de år forsøgte AFV løbende at tilpasse sig Filminstituttets krav. Med argument i at Filminstituttet støtte var betinget af en tilsvarende økonomisk bevilling fra Aarhus Kommune, lykkedes det med politisk tække at opnå et solidt økonomisk tilskud fra begge parter på ca. 1,3 mio. kroner. Med etableringen af Filmby Aarhus i 2003, var det desuden hensigten, at AFV skulle agere fødekæde til den fremtidige filmproduktion i byen. Den 2. februar 2006 blev det i byrådet besluttet at give grønt lys til, at udskilningen kunne træde i kraft.
”Vi bliver så udskilt af Mediehus konstruktionen og får vores eget selvstændige kommunale budget samtidig med vi får penge fra Filminstituttet. - Og flytter fokus fra demokrati til talentudvikling, hvilket var det vi oprindelig gerne ville. Så vi har været hele denne mølle igennem for at nå frem dertil siden starten af 1990’erne.”
Peder Andersen, tidligere daglig leder på AFV.
Samtidig blev der etableret en sammenlægning af Mediehusets tilbageværende parter: Mediehusets tv-station (MTVS) og Det Åbne Båndværksted (lokalradio). Ansvarshavende for den nye konstruktion, Fonden Mediehus Aarhus, blev journalist og kunstkritiker Erik Meistrup, som allerede siden 2002 havde været tilknytte AFV for at afhjælpe problemerne med at overskue og strukturere tv-produktionen. Selvom film og tv fra 2006 blev adskilt i to formelle foretagender, foregik der et samarbejde i forhold til tekniske ressourcer og assistance helt frem til Mediehus Aarhus gik konkurs i 2013.
Aarhus Filmværksted i dag
Siden 1970’erne har AFV formået at tilpasse sig samtidens nye strømninger og udfordringer. I dag er det stadig muligt at komme ind fra gaden og ansøge om at få lov til at lave film. På den måde har værkstedet været et springbræt for mange nye filmskabere. Dette gælder idéfolkene, som har fået mulighed for at producere deres første film uden at gældsætte sig for resten af livet, og derefter er gået videre på Filmskolen eller til anden relevant uddannelse. Og det gælder dem, som AFV har haft som teknikerelever eller frivillige, og som har tilegnet sig erfaring og viden nok til at gøre karriere i filmbranchen.
Siden 2006 har værkstedet modtaget økonomisk tilskud fra Filminstituttet i størrelsesordenen 1,5-2. mio. kroner. Det har været med til at opretholde og styrke processen om et professionaliseret værksted, der støtter - fortrinsvis unge - filmtalenter i deres faglige og kunstneriske udvikling med det primære formål at hjælpe dem til uddannelse eller beskæftigelse inden for filmbranchen. Støtten kan gives efter ansøgning om filmstøtte til AFV, og kan bestå i konsulenthjælp og produktionsudstyr. Værkstedet støtter årligt op mod 40 produktioner med hovedvægten lagt på korte fiktionsfilm. Disse vurderes dog modsat tidligere ikke af en projektredaktion, men af skiftende redaktører. AFV har tætte relationer til det omkringliggende produktionsmiljø samt uddannelses- og kulturinstitutioner. Desuden huser AFV den alternative filmuddannelse Super8, som Peder Andersen etablerede i starten af det nye årtusinde, samt Potemkin Filmskole og filmungdomsskolen Station Next.
Ligesom AFV i 1980’erne udfordrede det kunstneriske udtryk fra hovedstaden, har visionen de sidste 10-20 år været at skabe et professionelt filmmiljø vest for Storebælt og gøre Aarhus til en by, man som filmskaber flytter til og ikke væk fra. Aarhus Kommunes fortsatte opbygning af et filmmiljø i Aarhus med både filmuddannelser, Filmby Aarhus og AFV skal ses i denne sammenhæng. Aarhus kommune giver også fortsat tilskud i omegnen af 1,5 mio. kroner om året. Efter at have holdt til i Mediehuset i Jægergårdsgade siden 1992 flyttede AFV i 2012 op i større og nye lokaler på Godsbanen. I 2020 flyttede AFV igen. Denne gang til Filmby Aarhus, det kreative filmmiljø på havnen. Her bor AFV nu i en af Aarhus Kommune nybygget bygning ved siden af resten af Filmby Aarhus, som holder til i den gamle kraftvarmeværkshal. AFV har i dag cementeret sin position som kulturinstitution i Aarhus og har fem faste medarbejdere og et samlet driftsbudget på over fem mio. kroner (2020 tal).
Litteratur og kilder
Litteratur
- Rossou, Steen, Fra Kælder til mediehus – Århus Filmværksted 1978-98, Århus Filmværksted, 1998
- Juhl, Villy: Vidsyn eller snæversyn – lokalradio og lokal-tv i Århus. Lokalradio- og TV-nævnte i Århus, Hinnerup og Samsø kommune, 1996
Artikler
- Århus Stiftstidende, Stor skaberglæde i små omgivelser, 10. juni, 1990
Interviews
- Interview med tidligere leder for Aarhus Filmværksted, Peder Andersen, 10 maj 2017
- Interview med tidligere leder for Mediehus Århus, Erik Meistrup, 1 marts 2017.
Skrivelser og høringsvar
https://www.aarhus.dk/~/media/eDoc/C/1/2/C1256CE800362AA7C12570C2002FF1E5attach2.pdf
- Århus Kommune, Magistratens 4. afdeling, Århus Filmværksteds fremtidige organisationsforhold, 28 okt.2004file:///M:/Borgerservice-Biblioteker/Stadsarkivet/Morten%20Lindblom/Århus%20Filmværksteds%20fremtidige%20organisationsforhold.pdf
Dokumentar
- Fra kælder til medie – Århus Filmværksted 1978-98, program 1-4, produceret af Århus Filmværksted, 1998
Hjemmesider
- Aarhus Filmværksted (besøgt 9. juni 2017)
- http://www.afv.dk/nogletal.html
- http://www.afv.dk/om.html