Fattige i Aarhus
Fattigdom - og spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til de fattige - har altid været noget, et samfund har skullet forholde sig til. Tidligere var det kirken, de enkelte landsbyer eller familier, der forholdt sig til problemet, men i 1708 kom der lovgivning på området.
Fattigloven af 1708
Indtil 1708 havde fattighjælpen været meget uorganiseret og eksisteret i mange forskellige former. I 1708 blev der indført en lov om, at hjælpen bestod af fattighuse og tilladt tiggeri. De enkelte sogne fik pligt til at tage sig af deres fattige indbyggere. Dette skete blandt andet ved, at arbejdsdygtige fattige skulle udføre tvangsarbejde i tugthusene.
Flere fattige i byerne
Problemet med fattige var et stigende problem i byerne. Mange tog til byerne for at finde arbejde, og når dette ikke lykkedes, var de ofte løbet tør for muligheder. I 1803 kom der et fattigreglement for de danske købstæder, herunder Aarhus. Fattigreglementet gik ind under fattigvæsnet.
Man delte fattige op i tre klasser: 1. Uarbejdsdygtige, 2. Forældreløse børn og 3. Delvist uarbejdsdygtige. De uarbejdsdygtige var hovedsageligt gamle og syge. De skulle understøttes med forplejning, kæder og pleje ved sygdom. Forældreløse børn var de børn, der enten havde mistet deres mor, far eller begge. Eller dem, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. Børnene skulle optages på børnehjem eller i plejefamilier for at sikre deres opdragelse, og at de blev konfirmeret. De delvist uarbejdsdygtige var familier eller personer, der ikke kunne tage sig af sig selv eller deres familie. Disse mennesker skulle hjælpes til at finde arbejde eller få arbejde af rådet og betales i fødevare, brændsel og klæder.
Til at administrere systemet oprettedes Fattigkommissionen, som skulle stå i spidsen for forsorgsarbejdet. I kommissionen sad sognepræsten, et medlem af magistraten, byfogeden og to eller flere såkaldt agtbare mænd. Kommissionen skulle styre de skatter, der blev samlet ind og bestyre de forskellige dele af fattigforsorgen. Fattigkommissionen blev nedlagt i 1868, og dens rolle kom under kommunen via byrådet. Byrådet oprettede fattigudvalget som en del af byrådet. I 1884 omlagde man systemet, så der under fattigudvalget var en række fattigforstandere, som skulle styre det praktiske.
Socialt arbejde
Sideløbende med den offentlige hjælp til fattige var der også en række private organisationer, der hjalp de fattige. Det var også muligt at give penge til fattigvæsnet. Nogle af de bøder, som man kunne blive idømt, gik også til fattigvæsnet. Et eksempel på dette findes i 1807, hvor følgende annonce var indrykket i Aarhus Stiftstidende:
- ”Pigen Else Nielsdatter, her af Byen, har for sin uforskammede Mund maattet betale 1 Rdr. til denne Byes fattige. For ovennævnte til Fattigkassen modtaget 1 Rdr. quitterer. Mollerup”[1]
Mange kvinder fra det bedre borgerskab - kendt som hattedamer - lavede velgørende arbejde. Arbejdet var ofte centraliseret omkring forbedring af hjemmet for at modvirke druk og spil eller hjælp til de mange piger, der kom til byen for at finde arbejde. Man forsøgte at hjælpe pigerne til at få job, uddannelse og et sted at bo for at undgå, at de kom i uføre i byen.
Der var også mange foreninger og organisationer, som lavede velgørende arbejde. Foreningerne fokuserede ofte på at uddanne de fattige for at hjælpe dem videre i tilværelsen. Det kunne f.eks. være ved at oprette spindeskoler, som også fandtes i Aarhus. Her kunne de fattige piger lære at spinde og derved hjælpe sig selv ud af fattigdommen.
Grundloven af 1849
Ved Grundlovens indførelse i 1849 blev fattige og resten af befolkningen klart adskilt. De fattige mistede deres stemmeret og måtte ikke indgå ægteskab. Det var i forvejen kun visse mænd, der havde stemmeret, men begge køn mistede retten til at indgå ægteskab. For at få retten tilbage skulle man tilbagebetale den fattighjælp, man havde modtaget.
Fattiggården
I 1870 stod Aarhus’ nye fattiggård på Vester Allé færdig. Her kunne mænd, kvinder og børn, som ikke kunne forsøge sig selv få hjælp. Beboerne blev kaldt fattiglemmer og skulle indordne sig under strenge regler for alle dele af tilværelsen. Deres tilværelse mindede på mange måder om fangenskab. Idéen var, at de strenge forhold skulle styrke de indsattes moral, men der var også en afskrækkende funktion i systemet.
I takt med at velfærdsstaten blev udviklet i løbet af 1900-tallet, mistede fattiggården sin funktion. Gården blev brugt til herberg, sygepleje og militær indkvartering, men i 1972 blev stedet nedlagt og bygningen blev to år senere revet ned.
Alderdomsunderstøttelse og sygekasser
I løbet af 1890’erne blev der indført flere love, som modvirkede fattigdom. Blandt andet Lov om Alderdomsunderstøttelse, der blev indført i 1891 og sygekasseloven fra 1892. Alderdomsunderstøttelsen skulle gives til værdigt trængende over 60 år og gjorde ikke, at man tabte stemmeretten. Sygekasseloven byggede på forsikringsprincippet, hvor man betalte ind og kunne få hjælp ved sygdom.
Dagpengeloven af 1907
En af grundene til, at folk var havnet i fattigdom, var ofte arbejdsløshed eller sygdom, der forhindrede personerne i at tage arbejde. I 1907 blev Dagpengeloven vedtaget. Loven indførte arbejdsløshedskasser, hvor medlemmerne indbetalte penge, når de var i arbejde og kunne få understøttelse, når de stod uden. Man skulle altså forsikre sig ud af fattigdom ved at spare op, når man var i job. Det er det samme princip, der stadig gælder for dagpengelovgivningen i dag. Loven har dog gennemgået mange ændringer siden.
Steinckes socialreform fra 1933
De mange enkelte love, der blev indført i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev samlet og forenklet i den store socialreform fra 1933. Det er denne lov, som dele af nutidens velfærdssamfund bygger på. K. K. Steincke blev manden, hvis navn blev forbundet med loven, da han var en af de ledende kræfter bag. Loven indskrænkede de indgreb i borgernes rettigheder, som fattighjælp tidligere havde medført. Grundlovsændringen i 1915 havde også medført nogle forbedringer i forhold til stemmeretten. Det var dog først med Forsorgsloven fra 1961, at de blev helt fjernet.
Kilder og litteratur
- Danmarkshistorien.dk om Fattigreglementet for Danmarks købstæder fra 1803
- Danmarkshistorien.dk om forsorgsvæsnet og tiggeri før 1600
- Danmarkshistorien.dk om Fattigdom og socialpolitik
- Den Store Danske om socialsikring
- Sejrs Sedler om fattigvæsen
- Lilla Voss: ”Fattigdom og forsorg i 1880’erne” i ”Sociale studier i Århus 1870-1906 – Kriminalitet, prostitution og fattigdom” udgivet af Universitetsforlaget i Aarhus i 1975