Stavtrup
Stavtrup er en bydel i Aarhus Kommune, tidligere landsby, som hører under Ormslev Sogn, Aarhus Søndre Provsti (Aarhus Stift). Byen hørte før Kommunalreformen i 1970 til Ormslev-Kolt Sognekommune, hvorefter den blev en del af Aarhus Kommune.
Byen er nu vokset sammen med Aarhus, og siden 2009 er dens indbyggertal ikke opgjort særskilt af Danmark Statistik.
Stavtrup fik station på Aarhus-Hammel-Thorsø Jernbane (i funktion 1902-56). Men banen måtte holde sig nede i dalen tæt på Brabrand Sø, så stationen blev placeret 1,6 km nord for landsbyen Stavtrup, og Stavtrup Stationsby opstod.
Historie
Stavtrup blev overført fra Kolt Sogn i 1988 for at udligne forskellen i sognestørrelse.
Beskrivelse i landsbyrapporten 1974
Følgende beskrivelse er citeret fra rapporten Landsbymiljø i Århus Kommune 1974.
Klassificering:
Geografi og bevoksning:
Landsbyen er placeret på en mod nord-øst nedadskrånende flade, hvor dog den sydligste del af landsbyen er placeret på en konveks flade i terrænet.
Beplantningen må som helhed betegnes som ikke særlig fremtrædende, om end der er en vis koncentration af træbeplantning i landsbyens nord-vestlige del.
Bygninger og erhverv:
Langt den overvejende del er beboelseshuse med udhuse, derudover er der 5 gårde, forretninger og bygninger med kombineret funktion og 3 offentlige bygninger, herunder en skole. Landsbyen er stærkt beboelsesorienteret med næsten sovebyagtigt miljø.
Vejnet:
De trafikale forhold udgøres af tre forskellige vejtyper. Ormslevvej er en stærkt trafikeret gennemgående bivej, der hovedsageligt fører trafikken gennem landsbyen. Jarlsmindevej og Klokkeskovvej bærer præg af at være tilkørselsveje til det omfangsrige parcelhuskvarter medens det resteredende vejnet har et mere lokalt præg, ofte efter et blindgade-system. Det interne vejnets form er grenet og meget regelmæssigt. Vejbelægningen er udelukkende asfalt og fortove er almindelige, specielt i den nyere bebyggelse.
År | 1974 |
Indbyggertal | 1000 |
Antal bygninger | 402 bygninger fordelt på 375 ejendomme. |
Antal bygninger klassificeret som bevaringsværdige | 7 |
Særkende for landsbyen/ | Stavtrups fysiske miljø er præget af Aarhus' nærhed, især i en negativ retning, blandt andet hvor Ormslevvej fungerer som en meget trafikeret indfaldsvej til byen. Af positiv faktorer kan nævnes miljøet omkring Råhøjvej, grønne områder og adgangen til rekreativt område ved Brabrandsøen. |
Kilde: Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.
Stavtrup på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
- Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.
- http://www.brabrandarkiv.dk/
- Historisk Samfund for Århus Stift: http://www.historisk-samfund-aarhus.dk/artikler/
- https://digdag.dk/