Graven

Gade i Latinerkvarteret i Aarhus.

Gaden på voldgravene

Graven hed oprindeligt Gravene og udtales derfor med langt a. Gaden har sit navn fra voldgravene langs den nordlige del af den vold, der blev anlagt rundt om Aarhus i Vikingetiden. Da volden blev sløjfet i slutningen af 1400-tallet, blev gaden anlagt ved, at man fyldte gravene med jord fra volden. I de skriftlige kilder omtales bebyggelse på Graven eller Gravene så tidligt som i 1462. I baggården til Graven nr. 18-20 har arkæologer fundet spor af to huse fra slutningen af 1400-tallet med smedje i det ene. Langt op i 1900-tallet blev gaden primært beboet af håndværkere som smede, snedkere og skomagere, som havde deres lavshus her i 1553. Skattelister fra 1600- og 1700-tallet viser, at Graven var et fattigkvarter med lange rækker af boder og næsten ingen huse og gårde.

Handel, håndværk, mælk og brændevin

De fleste af gadens 2-etages huse er først opført i 1800-tallet. Ældst er den rødkalkede købmandsgård på hjørnet af Mejlgade, som er fra begyndelsen af 1600-tallet og siden 1845 har huset I.C. Juuls farvehandel. Næstældst er Graven nr. 8, som ifølge en bjælke i porten er bygget i 1642 for ”NS”. Et bomærke med to krydsede økser og inskriptionen ”andre byger til mig / jeg bygger til andre” tyder på, at bygherren har været tømrer. Det lange lave hus på Graven nr. 18-20 er oprindelig en koholdergård fra 1700-tallet. Her brændte man sikkert også brændevin, da bundfaldet fra brændevinsbrændingen blev brugt som foder til malkekøer. I 1804 var gården ejet af urmager Søren Buxlund, som da skænkede fattigvæsenet et hus på den anden side af gaden til enkebolig.

De gamles hjem

I den buxlundske stiftelse på Graven nr. 21 kom til at bo en flok enker under meget trange forhold, da to måtte deles om et lille værelse, hvilket ofte gav anledning til konklikter. Derfor blev huset forhøjet til to etager i 1812 og i 1876 opførte kommunen i baghaven den bygning, som i dag huser den kommunale tandpleje. Bygningen blev efter indførelsen af alderdomsunderstøttelse i 1891 lavet til alderdomsasyl og adskilt fra den gamle enkebolig med et højt plankeværk for at understrege forskellen mellem fattighjælp og alderdomsunderstøttelse, som ikke medførte samme tab af borgerlige rettigheder. Dog blev de gamle påbudt at holde sig fra brændevin, at være i seng senest 21.30 og at rengøre deres værelser inden kl. 8. Uden baderum, ligstue eller en have viste bygningen sig hurtigt uegnet til alderdomshjem og blev i 1904 erstattet af ”De Gamles Hjem” på Kirkegårdsvej. I 1938 blev den gamle enkebolig revet ned. På tomten blev først indrettet en legeplads, som under besættelsen måtte vige for en bunker. Ved siden af i nr. 15-17 står dog stadig skræddermester Villadsens legatbolig for enker af håndværksstanden, som blev oprettet i 1810 og udvidet af kommunen med opførelse af det nuværende hus i 1900.

=Den kommunale tandpleje

I 1893 stiftedes en nordisk komité for bedre tandpleje hos skolebørn af ”de ubemidlede klasser”, men først i 1915 fik Aarhus Tandlægeforening overtalt byrådet til at etablere en skoletandklinik i det gamle alderdomshjem i Graven. Her blev indrettet to klinikker med elektriske bor fra Amerika og et venteværelse. Ældre aarhusianere husker et klapapparat med kliniknumre og et vægmaleri med nogle fæle tandtrolde, som satte en skræk i de ventende børn. Forældrene skulle indtil 1962 betale 1 kr. årligt for behandlingen med den begrundelse, at børnenes dårlige tænder skyldtes ”overdreven slikindtagelse, og forældrenes forsømmelighed”. Dengang kunne et barn i 1. klasse have op til 30 huller, men siden da har forebyggelse heldigvis bragt det tal ned. Mange af klinikkens opgaver er i dag lagt ud til skolerne og bygningen fremstår i dag ret nedslidt.

Et fejlslagent gadegennembrud

Byrådet overvejede i 1914 - på et møde 16. april - at forlænge Graven mod havnen og dermed bryde den middelalderlige gadeføring op. Initiativet var taget af Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, der fremlagde planer til en ny forbindelsesgade mellem byen og havnen. Den indre mobilitet i Aarhus var – syntes man – ved at brænde sammen. Havnens udvidelser mod syd havde skabt behov for bedre adgangsveje til og fra havnen.

I.C. Juuls Farvehandels Eftf., Mejlgade set mod Graven, ca. 1930.

Det blev fremhævet, at der i virkeligheden kun var én god forbindelseslinje mellem havn og by, nemlig gennem Skolegyde, den lille gade ved Katedralskolen. Den var blevet udvidet i 1902. Der var endnu ingen ringgade. De andre muligheder var gennem Skolegade og Skt. Olufs Gade, men disse gader var af ringe betydning, og de afhjalp ikke behovet. Hertil sagde den konservative J. Chr. Møller: ”Dette er saa meget mere uheldigt, som Trafiken derved tvinges til at gaa over de i Forvejen stærkt trafikerede Torve med de smalle Passager gennem Borgporten og omkring Domkirken.” Al trafik fra Otto Mønsteds margarinefabrik til havnen skulle klemmes igennem ved Borgporten.

Møller havde to forslag med fra udvalget. Kannikegade kunne føres igennem til Havnegade ved at rive to ejendomme ned, men det ville ikke give nok. Mere ræson var der i at føre Graven igennem til havnen ved at jævne seks ejendomme i Mejlgade. Det ville blive dyrt, men det var bedst at handle med det samme. I dag stod der kun gamle huse i gaden, og bag denne var der haver og pakhuse, og hvis der først kom nybyggeri, ville det være umuligt at gennemføre planen. De seks ejendomme indbefattede blandt andet Jasters købmandsgård i Mejlgade 18.

Herefter tog ordførerne over. Den første, Venstres mand, sagde, vent og se. Sydhavnen var under udvidelse og ville trække trafikken mod syd. Den næste, socialdemokraten Marius Simonsen, ville handle; alt for ofte måtte eftertiden lide under, ”at Fortidens Byraad ikke har været tilstrækkelig opmærksom på Fremtidens Krav.”

Senere i debatten kom den senere borgmester Jakob Jensen til. Han udpegede Borgporten til ”det farligste Punkt i Byen”, men var skeptisk over for, om planerne med Graven skabte plads nok. Skolegydes udvidelse havde været en æstetisk og trafikal forbedring, men nu måtte man tage skridtet videre. Det ville i sig selv være en god ide at rive hjørneejendommen ved Mejlgade og Graven ned, så der blev større passage ned til Skt. Olufs Gyde. Det var I.C. Juuls gamle farvehandel, der her mærkede kulden fra nedrivningstrusselen. I øvrigt tilsluttede han sig forslaget.

Andre talere var mere forbeholdne og nævnte behovet for at undersøge behovet, når først godsbanegården som netop besluttet var flyttet ud til Mølleengen, ligesom man burde tage fat på at overdække åen. Herom var der allerede løse planer. Den bemærkning fik Jakob Jensen på banen igen. ”Det ville blive et Foretagende, som ville komme til at koste Millioner!” Enden blev i første omgang med stemmerne ti mod seks, at udvalget fik lov til at undersøge udgifterne en gang mere, dvs. lægge pres på havnen for at få denne til at betale til udvidelsen! Herefter døde sagen hen i to år, inden det blev vedtaget at nøjes med at føre fortovet ind under Jasters ejendom i Mejlgade

Farvehandlerens huse på hjørnet – et af byens ældste og mest ejendommelige huse – fik lov at blive stående. Det samme gjorde Jasters købmandsgård.

Litteratur og kilder

• Første version af artiklen er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon
• byraadet.aarhusarkivet.dk
• [1]