Inger Augusta Exner (1926-)

Inger Exner

Arkitekt Inger Exner i sit hjem på Marselisvej 19. Fotograf Børge Venge, 1976, Aarhus Stadsarkiv.

Personlige detaljer

Navn Inger Exner

Nationalitet Dansk

Født 1926

Erhverv Arkitekt

Inger Augusta Exner - født Würtzen - er en dansk arkitekt bosat i Aarhus. Sammen med ægtemanden Johannes Exner drev hun gennem årtier en tegnestue. I Aarhus har de for eksempel opført Skæring Kirke (1994). Derudover har de stået bag flere restaureringsopgaver med Koldinghus (restaureret 1972-1992) og Rundetårn (1975-1981) som nogle af de mest kendte (Århus Stiftstidende, 16. august 1983, s. 4). Parret er også kendt for at have restaureret flere kirker som for eksempel Trinitatis kirke (restaureret 1982) i København.

Biografi

Inger Exner blev født den 20. august 1926 i Randers, hvor hendes far var fabrikant Frederik Emil Würtzen. Uddannelsesmæssigt blev hun i 1945 student fra Randers Statsskole og blev senere optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvor hun afsluttede uddannelsen i 1954. (https://ingerogjohannesexner.dk/om/facts) Fra 1953-1955 arbejdede hun hos Akton Bjørn og Sigvard Bernadotte. Fra 1958-1999 havde hun en tegnestue sammen med sin mand Johannes Exner. (https://ingerogjohannesexner.dk/om/facts)

Kvindelig arkitekt

Da Inger Exner blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København, var der kun få kvinder før hende, der var blevet optaget på samme uddannelse. Kvinder kunne først søge ind på arkitektuddannelsen i 1908, og Danmark fik sin første kvindelige arkitekt i 1915, da Agnete Frederikke Laub Hansen afsluttede uddannelsen. I årene efter forsøgte flere kvinder at gå samme vej, men nogle af dem opgav, når de blev gift (Jannie Rosenberg Bendsen, Sava Riesto og Henriette Steiner: Ufortalte Historier om kvinder, køn og arkitektur i Danmark, 2023, s. 32-36). Derfor var det stadig nyt med kvindelige arkitekter, da Inger startede på uddannelsen.

Inger har selv udtalt, at hun var “andenviolin” i firmaet med sin mand. Johannes var kendt i offentligheden blandt andet gennem sit arbejde på Arkitektskolen. Inger kunne omvendt kombinere to ting, som mange kvinder ikke kunne få til at fungere i samtiden: både at have en familie og en karriere. En kombination, som hun var glad for kunne lykkes. Selvom det ikke sagde Inger så meget, så blev det hende, der tog sig af regnskaberne og det administrative (Århus Stiftstidende, 20. august 1976, s. 9).

Hele familien flyttede til Jylland i 1966 i forbindelse med Johannes’ ansættelse på Arkitektskolen i Aarhus. Parrets fælles tegnestue (1958-1999) befandt sig stadig på Christianshavn, da de flyttede, men med tiden kunne mere og mere af arbejdet udføres i Aarhus.

I 1971 købte parret en privatbolig på Marselisvej 19 i Aarhus, der både kom til at fungere som et privat hjem for familien, men også som tegnestue for virksomheden. (Århus Stiftstidende, 25. marts 2001, s. 8). Huset var oprindeligt blevet opført til landsudstillingen i Aarhus i 1909 (Århus Stiftstidende, 24. marts 1986, s. 4). I virksomheden stod Inger for regnskaberne, det administrative og børneopdragelsen (Århus Stiftstidende, 20. august 1976, s. 9).

Priser, udstillinger og medlemskaber

Igennem årene modtog parret flere priser og anerkendelser. Derudover var Johannes Exner medlem af flere forskellige bestyrelser og udvalg. Parret har derudover fået lavet flere udstillinger om deres arbejde.

Oversigten over deres priser mv. kan findes på Johannes og Inger Exners hjemmeside og er gengivet i en tabel nedenfor. Af kendte eksempler kan nævnes Johannes Exners medlemskab af Akademirådet (Århus Stiftstidende, 16. august 1983, s. 4) og hans formandskab for Udvalget for Bygnings- og Miljøbevaring i Aarhus, hvor han har arbejdet med Aarhus’ fornyelse og fortegnelsen over de bygninger, der er bevaringsværdige (Århus Stiftstidende, 24. marts 1986, s. 4).

Parret vandt også træprisen på 50.000 kroner fra Træbranchens Oplysningsråd som en anerkendelse for deres arbejde med kirkearkitekturen i mere end tre årtier. Derudover har de vundet Eckersberg-Medaillen for deres arbejde (Århus Stiftstidende, 20. maj 1987, s. 4).

Mens parret fik mange priser sammen, så var det kun Johannes Exner, der fik tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse på 12.000 kroner årligt. Da beløbet var et lille beløb efter skat, blev ydelsen kaldt “Rødvinslegatet” (Århus Stiftstidende, 25. oktober 1997, s. 9).

I 2018 blev det besluttet, at Arkitektskolens nye placering på Godsbanen i Aarhus skulle opkaldes efter Johannes Exner og hedde Exners Plads (Århus Stiftstidende, 12. december 2018, s. 9).

Privatliv

Inger voksede op i en stor søskendeflok på syv, hvor de seks døtre alle tog en akademisk uddannelse, hvilket ikke var normen på det tidspunkt (Århus Stiftstidende, 19. august 2001, 9). I barndomshjemmet spillede Inger klaver, hvilket er en egenskab, som hun også har udøvet som voksen, hvor hun jævnligt spillede Beethoven om aftenen.

En anden egenskab er Ingers store talent for at tegne. Arbejdsmæssigt udmøntede det sig i arkitekttegninger, der gjorde “et bemærkelsesværdigt opgør med den middelmådige, holdningsløse arkitektur, der prægede 1960’erne” (Århus Stiftstidende, 19. august 2001, 9). Privat kom det til udtryk i karikaturtegninger og portrætter, hvor forskellige menneskers specielle fremtoninger blev illustreret.

Derudover har hun brugt fritiden på naturoplevelser, herunder jagt. Inger har beskrevet sig selv som: “En uforfalsket jyde, der ikke lader sig lokke af hvad som helst, allergisk over for smiger, overdrivelse, pral og falskhed – men ellers beskeden” (Århus Stiftstidende, 19. august 2001, 9). Inger holder også af at følge med i, hvad der sker i verden omkring hende samt læse om mennesker og høre foredrag. Hun tilbringer gerne tid i fiskerhuset i Vangså i Thy, der ejes af familien. (Århus Stiftstidende, 20. august 2016, s. 16). Inger har været kirkeværge i menighedsrådet i Skt. Pauls Sogn i Aarhus (13. december 1973, s. 26).

Derudover har hun været medlem af Zonta, der er en international forening. Foreningen er forbeholdt kvinder i ledende stillinger eller med selvstændig virksomhed, der gennem foreningen kan danne netværk med hinanden. (Århus Stiftstidende, 2. november 1987, s. 7).

Den næste generation

Parret fik fire børn: Hans (f. 1954), der sidenhen blev bygningsingeniør, døtrene Karen (f. 1957) og Anna Mette (f. 1962), der er arkitekter og sønnen Morten (f. 1964), der blev lærer og på ingen måde ville være arkitekt. (Århus Stiftstidende, 25. marts 2001, s. 8). I 1991 blev Inger og Johannes Exners tegnestue lavet om til et aktieselskab under navnet Exners Tegnestue A/S, hvor de udgjorde ejerkredsen. I 1999 overdragede parret tegnestuen til døtrene Anna Mette og Karin samt arkitekt Finn Larsen (Århus Stiftstidende, 19. august 2001, 9). I 2012 ændrede virksomheden navn til E+N Arkitektur (E=eksisterende, N=ny).

Arbejde

Restaureringer

Igennem mange år stod Inger og Johannes Exner bag både restaureringer af kirker, historiske steder og andre bygninger. Johannes så bygninger som levende væsner, der ligesom mennesker har en livscyklus. Bygninger bliver født, vokser, lever, bliver syge, repareres, bliver raske, og til sidst ældes de og dør. Hvis man kan se hvilken cyklus, som bygningen er i, så har man muligheden for at skabe en sammenhængende og spændende arkitektur (Århus Stiftstidende, 25. marts 2001, s. 8).

Generelt gik parret op i at få en forening mellem historie og fremtid. Derfor søgte de inspiration til deres arbejde ved at se på bygningsdetaljer i historiske bygninger (Århus Stiftstidende, 25. oktober 1997, s. 9). Listen over parrets arbejde er lang, men alligevel kunne de ikke fremhæve deres yndlingsprojekt. Projekterne sammenlignede de med børn, hvor man ikke kan vælge sin yndlings, men elsker dem alle (Århus Stiftstidende, 25. marts 2001, s. 8).

Inger har udtalt, at hun er med i alle faser af et kirkebyggeri undtagen det mere tekniske arbejde. Hun mente, at restaurering og nænsomhed skal gå hånd i hånd, hvor der skal tænkes på bygningens oprindelige udseende i processen (Århus Stiftstidende, 20. august 1976, s. 9).

Generelt gik de op i ikke at spolere bygningernes miljø, når de istandsatte. De var gamle funktionalister, der så problemer som noget positivt, hvor det gav dem muligheden for at få det løst via en kreativ og konstruktiv proces (Århus Stiftstidende, 24. marts 1986, s. 9).

Kirker

Parret er blandt andet kendt for deres opførelser af kirker rundt i landet. Af eksempler kan blandt andet nævnes Sankt Clemens Kirke (1963) i Randers, Præstebo Kirke (1969) i Herlev, Gug Kirke (1972) ved Aalborg og Opstandelseskirken (1984) i Albertslund. Exnerparret har kun opført en enkelt kirke i Aarhus; Skæring Kirke (1994).

De nød stor anerkendelse for deres arbejde med kirker, og da de vandt prisen for Træprisen fra Træbranchens Oplysningsråd i 1987 blev det fremhævet, hvordan de havde udført deres arbejde med en særlig forståelse for, hvordan kirken fungerer som et kultsted og en kulturbærende faktor (Århus Stiftstidende, 20. maj 1987, s. 4). Andre har også fremhævet, hvordan parret formåede at opføre kirker, der både formåede at være præget af nytænkning og tradition (Århus Stiftstidende, 16. august 1983, s. 4). I Århus Stiftstidende er deres arbejde også blevet fremhævet som frisk, simpelt og uden det pompøse, men på samme tid gennemarbejdet med en god æstetik (Århus Stiftstidende, 20. august 2006, s. 19).

Sct. Pauls Kirkes Sognehus

Arkitekterne har også stået for tilbygninger og opførelser af sognegårde. De har blandt andet stået for en tilbygning på Sct. Pauls Kirke i Aarhus i 1978, hvor kirken fik en ny sognegård. Den nye bygning har små tagforme/saddeltage og bliver forbundet med en krum glasgang til kirken (Jens Bertelsen, Birgit Jenvold og Jan Salomon (red.), Arkitekterne Inger og Johannes Exner (1996), s. 64). Bygningen blev indrettet med lokaler til konfirmanderne og til møder (Århus Stiftstidende, 23. november 1977, s. 1).

Bispegården

I 1986 restaurerede de den nygotiske bygning Bispegården på hjørnet af Fredensgade og Sønder Alle. Bygningen blev oprindeligt opført i 1858 af herredsfoged F.C. Willemoes i en samtid, hvor Aarhus var ramt af byggeboom og spredte sig hurtigt syd for åen. Arkitekten bag var Gustav Ludolf Martens, der også har opført en avlsgård på Vilhelmsborg ved Mårslet. Bygningen havde tidligere fungeret som herredskontor frem til 1886, hvorefter den blev brugt til som bispeembede i Aarhus Stift fra 1886 til 1964.

Ikke alle var tilfredse med Exners restaurering. En af Århus Stiftstidendes læsere, Jørgen Holm, spurgte avisen, hvorfor der nu var kommet en “hæslig gevækst” på tagryggen. “gevæksten” var egentlig en Lanternin, der skulle sikre at Nykredit, der på det tidspunkt lejede bygningen, kunne have en mødesal i toppen med lysindfald. Det krævede, at der skulle findes en løsning, så der kom lys i lokalet, hvilket Lanterninen kunne sikre. Parret var blevet inspireret af barokarkitekturen fra 1700-tallet, hvor en Lanternin sikrede, at lyset kunne trækkes ind fra oven, så der kunne skabes kuppellys i rummet (Århus Stiftstidende, 4. august 1986, s. 11); (Århus Stiftstidende, 15. marts 1987, s. 35).

Koldinghus

Parret restaurerede Koldinghus over flere årtier fra 1972-1992. Resultatet er blevet rost for den æstetiske sans, der er gennemført i alle detaljer. (Århus Stiftstidende, 20. august 2011, s. 23). Resultatet af restaureringen er blevet belønnet med Europa Nostraprisen i 2011 (Århus Stiftstidende, 20. august 2006, s. 19). Prisen uddeles til kulturarvsprojekter eller personer, der har gjort en særlig indsats inden for kulturarven (https://www.europa-nostra.dk/priser-awards/ ) og er i det her tilfælde uddelt for “storslået restaurering og fantasifuld tilpasning” (Jens Bertelsen, Birgit Jenvold og Jan Salomon (red.), Arkitekterne Inger og Johannes Exner (1996), s. 6).

I forbindelse med restaureringen vandt Koldinghus The Glulam Award, der blev uddelt af Glulam, der er den europæiske forening af limtræfabrikanter. Prisen bliver uddelt til de mest bemærkelsesværdige byggerier, hvor limtræ er blevet brugt. Begrundelsen lød blandt andet på, at nyt og gammelt er blevet flot forenet under restaureringen, hvor 19 limtræsøjler nu bærer det nyopførte tag (Århus Stiftstidende, 13. marts 1994, s. 80). Inger Exner har selv udtalt, at det lå dem meget på sinde at renoveringen ikke skulle slette de historiske spor. Derudover forsøgte parret at inkorporere en funktionel indretning, så folks ve og vel var i centrum (Århus Stiftstidende, 19. august 2001, 9).

Da parret startede deres restaureringsarbejde, ville de gerne have beskyttet ruinmurværket med et projekt, der brugte stål og glas. Det var alle ikke begejstrede for, og projektet blev opgivet til fordel for et kompromisforslag, hvor ydersiden skulle have barokken som grundlag, men at interiøret ikke var bundet på samme måde og kunne udarbejdes mere frit (Jens Bertelsen, Birgit Jenvold og Jan Salomon (red.), Arkitekterne Inger og Johannes Exner (1996), s. 52).

Inger Augusta Exner (1926-) på AarhusArkivet

Søg billeder og kilder på AarhusArkivet Inger_Augusta_Exner_(1926-)

Litteratur og kilder

• Kilder er desuden oplistet undervejs i artiklen
• https://ingerogjohannesexner.dk